Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
Men over for en Monark, der bar Kronen med
saa liden Højhed og Værdighed og førte Sceptret
med saa ringe Kraft, fik den misfornøjede,
udisciplinerede Hofadels Spottelyst det frieste Spillerum.
Og Ulykken vilde, at den, som skulde dele
Kronens Byrde med ham, i lige saa høj Grad som han,
om end paa en helt anden Maade, bidrog til at
bringe den kongelige Værdighed i Miskredit.
Ludvig XVI var med alle sine Fejl og
Mangler dog Franskmand, men hans unge Hustru havde
den i fdle Franskmænd Øjne utilgivelige Fejl at være
fremmed, tilmed Datter af Frankrigs gamle Dødsfjende,
Habsburgerne i Østerrig. Og da ved
Bryllupsfestlighederne i Paris, i Aaret 1770, en Mængde Mennesker
blev knuste i Trængselen paa Place Louis XV (nu
Concordepladsen) og i Rue Royale, saa’ Folk heri et
ondt Varsel, ikke blot for det unge Pars Lykke, men
»ØsteTrigerinden« — det hadske Tilnavn, der straks
betegnede hende som en fremmed, som ikke værende
af Frankrigs Kød og Blod — blev fra sin første
Færd betragtet som
skæbnesvanger for Folkets
og Landets Lykke.
Og dog havde Marie
Antoinette alle de
Gaver, der i Reglen
formaar at lægge et Folk
i Begejstring for en
Dronnings Fødder.
Det mest
fremtrædende hos den unge
Fyrstinde var en
ejendommelig Blanding af
Ynde og Majestæt. »Hun
er den Dame i
Frankrigs Land, som gaar
bedst paa sine Fødder.«
Hendes Hals var
ulastelig som paa en græsk
Buste, Hovedet bar hun
højt, saa man lettelig
mellem Versailles
mangfoldige, fornemme
Skønheder kunde se, hvem
der var Dronningen. Og denne Majestæt harmonerede
fuldstændig med hendes Ynde, Blidhed og
Elskværdighed.
Og hertil kom yderligere hendes blændende Teint,
hendes blaa Øjne, der paa Grund af Øjenbrynets
højt hvælvede Bue syntes større, end de var, hendes
smukke Næse og endelig en Mund, der svagt bar
Habsburgernes Slægtmærke, den fremskudte Underlæbe.
Men saa megen Ynde vakte kun saa meget mere
Forbitrelse. Man ansaa det for en given Ting, at
hun øjeblikkelig vilde erobre sin Mand og vinde det
fuldstændigste Herredømme over ham.
Dette skele dog ikke straks. Ludvig XVI havde
ingen af de Egenskaber, som gør Indtryk paa
Kvinder, og brød sig ikke derom. Han var i deres
Selskab frygtsom, undselig og kejtet. Og i de første
syv Aar af sit Ægteskab var han saa frygtsom over
for sin smukke, unge Hustru, at denne kunde have
Aarsag til at spørge sig selv, om hun egentlig havde
en Ægtemand. Og med sit unge, urolige og heftige
Sind, der længtes efter Ømhed og Kærlighed, saa’
hun sig stadig stænget ude fra det inderlige,
lykkelige Samliv, som hendes i Virkeligheden trofaste,
tyske Hjerte higede efter. Hun søgte da sin Trøst
og Adspredelse i Selskabelighedens og Festernes
Hvirvel, i Spændingen ved Spillebordet og i
Forfængelighedens Triumfer paa Modens Omraade.
Ludvig XVI stod, lad og lidenskabsløs som han var, saa
uforstaaende, men tillige saa overbærende og
skikkelig som mulig over for sin unge, livlige og
efterhaanden mere og mere forlystelsessyge og ødsle
Hustru.
Hun vakte Forargelse ved alt. Ved de fantastiske,
højt opsatte Frisurer — »Skyskrabere« — som hun
bragte i Mode, ved sine lette Tylls og Mousselins
Kjoler, der fik Hofdamerne til forfærdet at hviske:
Dronningen er i bar Særk i Dag! Ved sit vidt
drevne Koketteri med en Mængde unge, i Reglen
fremmede Kavalerer, ved at tage imod de dummeste,
uværdigste Smigrerier i offentliggjorte Digte, som
maaske havde været paa deres Plads over for Hovedstadens
kendte Skønheder, men
som Landets Dronning
ikke burde skænke Øre.
Ogsaa hendes
Aftenselskaber i Amortemplet i
Lille Trianon og
Maa-neskinskarneval paa
Terrasserne i Versailles,
hvor det gik meget
ubundet til, vakte
Forargelse; men mest af alt
hendes natlige Udflugter
til Paris sammen med
hendes berygtede
Svoger, Greven af Artois.
Men disse Glæder
kunde ikke vedblive i
Længden, og Politiets
Chef maatte besværge
Dronningen, for hendes
egen Sikkerheds Skyld,
at holde op med disse
natlige Pariserbesøg.
Folkets Misstemning
mod den uforsigtige unge Dronning, som forlod sin
Mand og morede sig paa en Maade, som man aldrig
havde tænkt sig mulig for en fransk Dronning, blev
benyttet med stor Behændighed af indflydelsesrige
Personer ved Hoffet.
Marie Antoinette havde skaffet sig talrige Fjender
i Kongehuset og ved Hoffet. Med sin hurtige
Opfattelsesevne saa’ hun snart Folks svage Side og i
ungdommelig, ofte lidt uopdragen Kaadhed sparede
hun dem ikke med sin hvasse Tunge. Hendes Mands
Fastre, Prinsesserne Adelaide og Victoire, var
»Østerrigerinden« hadske fra den første Dag, de saa’ hende.
De var lige saa fordringsfulde og snærpede som bitre
over deres ringe Indflydelse og skinsjrge paa den
unge skønne, men ofte skødesløse og formløse
Dronning, som baade de og hendes grimme og
ubetydelige Svigerinder, Grevinderne af Provence og Artois,
maatte bøje sig dybt for. Ilun lo ad dem og sagde
Vittigheder om dem, og de glemte ikke at gøre
Gengæld, naar Lejlighed gaves. Aaret efter at Marie
Antoinette var kommen paa Tronen, kunde Madame
Fig. 82. Pariser-Moder i 1789.
145
161 145
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
