Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 271-272 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Følgerne - Den lovgivende Forsamling

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og enkelte andre alvorlige Mænd søgte at faa det
suspensive Veto omstyrtet og at skaffe Regeringen
noget større Indflydelse paa Administrationen end før.
Men med den stærke Misstemning, der efter Kongens
Flugt var raadende imod ham, kan man ikke undres
over, at disse Forsøg mislykkedes. En stærk
konstitutionel monarkisk Regering var umuliggjort i
Frankrig.

Den 4. September mødte Ludvig XVI i
Nationalforsamlingen, og underskrev med blødende Hjerte den
nye Forfatning samt aflagde Ed paa at overholde den
i alle dens Punkter. Der herskede almindelig Glæde
i Byen med Illumination, gratis Teaterforestillinger,
Dans, Klokkeringning og Kanonsalver. Men de faa,
der saa’ lidt mere nøgternt paa Tingene, kunde ikke
skjule for sig selv, at Fremtiden var mørk og
truende. Forsamlingen havde i sit næstsidste Møde
vedtaget, at Klubberne skulde lukkes og opløses, hvis
de gav sig af med Politik eller søgte at skaffe sig
Indflydelse paa Valgene. Dette
havde straks bragt Folket i
Harnisk mod det moderate
Parti, og da Medlemmerne efter
Afslutningen med Møje banede
sig Vej gennem de tæt
sammenpakkede Menneskemasser,
lød der Trusler mod
Royalisterne og Triumviratets Mænd, men
vanvittige Bifaldsraab for
Robespierre og Pétion,
Bifaldsraab, der varslede om, hvem
Fremtiden skulde tilhøre. »Den
ubestikkelige Robespierre og
den dydige Pétion» blev
baar-ne hjem paa Folkets Skuldre.

Men Paris klædte sig i
Festdragt med kulørte Lamper,
Guirlander og Fyrværkeri til
Ære for den høje
Nationalforsamlings patriotiske Arbejde.
I den glade Feststemning
hørtes der, efter lang Tids
Forløb, paa ny Leveraab og Hurra
for Kongen og Dronningen, da
de om Aftenen kørte gennem
de festligt oplyste Gader.
Hvorfor skulde man ikke i sin Glæde være villig til at
glemme alle gamle Skader? Forfatningen er jo
færdig; nu kommer den lyse Tid, — Medbøren, der
blidelig skal føre det franske Samfund ind i en tryg og
herlig Havn.

DEN LOVGIVENDE FORSAMLING.

Hvad er tredje Stand? havde for faa Aar tilbage
Abbed Sieyés spurgt i sin berømte Piece. Den Gang
havde det været let nok at besvare Spørgsmaalet,
thi tredje Stand var alt, hvad der ikke hørte til de
privilegerede Stænder, lige fra den velstaaende
Pariser-Købmand og Haandværlcer til den usleste Landarbejder.

Men medens den velstaaende Borgerklasse ved
den forsultne og elendige Arbejderbefolknings farlige
Hjælp havde slaaet de Skranker om, der havde skilt
den fra de to privilegerede Stænder, havde den i den
Forfatning, som nu var bleven færdig, og som hilstes

overalt i Frankrig soin Skaberen af en ny Tid,
bygget en skæbnesvanger Skranke mellem den fattige
Arbejderbefolkning og sig selv. Den velhavende
Borgerstand havde af Revolutionen opnaaet alt, hvad
den kunde forlange, Den nye Forfatning lagde al
Magten i dens Hænder. »Nu sidder vi godt,« sagde
den, og nu fandt den, det var bedst at slutte
Revolutionen af, saa at den kunde faa Lov til i Fred og
Ro at beholde, hvad den havde faaet, og blive
siddende, som den sad. La Fayettes Optræden paa
Marsmarken den 17. Juli havde været et tydeligt
Udslag af den nye Overklasses Ønske om og Vilje til
at forsvare de vundne Forrettigheder over for det
store besiddelsesløse Folk.

Hvor ringe Kendskab der end var i de lavere
Klasser til de nye Tanker, der havde virket saa
opløsende paa hele Samfundet, ét havde dog selv den
fattigste Arbejdsmand forstaaet: at han var Menneske
og Franskmand lige saa godt som de, der nu tog sig
paa — den fattigeMand til
liden Baade — at tænke og
handle for ham. Og i hvert
Fald, Folkets Afguder, Marat,
Robespierre og Danton var
ikke til Sinds at blive
staaende ved de vundne
Resultater; det drønende Bifald,
der lød efter deres Taler i
Cordeliererklubben, borgede
for, at deres Ord fandt
Genlyd hos mange. De tilsigtede
en langt mere yderliggaaende
Revolution. Robespierre vilde
have Rousseaus Lære om
Folkesuveræneteten
gennemført i sine yderste
Konsekvenser men var for ængstelig
og forsigtig til endnu at vise
sig aabent som Republikaner.
Danton, der sad inde med
noget af Mirabeaus praktiske
politiske Blik, og som i det
hele i en grovere Udgave
lignede den afdøde Stormand,
baade i Skikkelse, Stemme og
i sin ejendommelige
Veltalenhed, hvorfor han ogsaa er bleven kaldet »Pøbelens
Mirabeau«, brød sig ikke om at gennemføre nogen
Teori. Han indsaa, at hans Land, som han elskede
med Lidenskab, kun kunde vinde Ro igen gennem
en stærk Regering. Og han saa’ lige saa klart som
Mirabeau, at en saadan vilde hverken
Nationalforsamlingen eller den lovgivende Forsamling kunne skaffe det.

Det er lutter nye Ansigter, vi møder i
Ridehussalen ved den lovgivende Forsamlings Sammentræden
den 1. Oktober 1791. Thi den dydige og
uegennyttige Robespierre, der havde et eget Talent til at
skjule sine egenkærlige Planer under en ædel
Høj-sindethed, havde faaet vedtaget det skæbnesvangre
Forslag, at intet Medlem af Nationalforsamlingen
skulde kunne vælges ind i den lovgivende
Forsamling. Denne berøvedes saaledes den politiske
Erfaring, som de hjemsendte Medlemmer maatte have
erhvervet, og Landets Skæbne var atter lagt i Hænderne
paa ny og for al politisk Erfaring blottede Mænd.

271

29(i

Fig. 122. Robespierre. Født 1758. Henrettet 1794.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>