Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
RÆDSELSHERREDØMMET
Hébertisterne, og den 24. maatte de, som det hed,
med et Laan fra den fejge Héberts eget Blad, »nyse
i Sækken« (det afhuggede Hoved faldt ned i en
Sæk under Blokken) eller »kigge ud gennem det lille
Hul«.
»Guderne er tørstige!« havde Camille Desmoulins
skrevet. Han anede ikke selv, i hvilken Grad de
smægtede efter Blod.
Den 30. Marts, i den graa Morgen, blev Danton
og Camille Desmoulins m. fl. a. sat fast og ført til
Luxembourg, og tre Dage efter stod han for
Skranken. Fouquier-Tinville spørger i Følge Loven om hans
Navn og Bolig. »Mit Navn er Danton,» svarede han,
»det er velbekendt i Revolutionens Aarbøger, min
Bolig vil snart være i det store Intet, men jeg skal
leve i Historiens Panteon.« Vidnerne forvirres,
indvikles i Modsigelser, stammer og hakker i det over for
Dantons Kæmpekraft. »Bort med disse underkøbte
Slyngler,« raaber han, »lad Velfærdsudvalgets
Medlemmer, mine Anklagere, staa frem her, og jeg skal
knuse dem med min Foragt.« Oppe paa Galleriet
begynder Tilhørerne at blive urolige, og Fouquier
frygter, at de skal springe ned og befri den
Anklagede med Magt, og hurtig afbryder han Forhøret.
»Det er nok! Han angriber Konventet og haaner
Retten, før ham ud!«
Og Dommen falder med det samme: Døden, inden
næste Sol gaar ned.
Danton saa’ tavs med et roligt Blik ud over
Mængden, da han og hans Venner den 3. April blev
kørte til Skafottet. Camille Desmoulins vred sine
Hænder. »Mig, Frihedens første Apostel, sender de
til Guillotinen!« Det var som en Drøm, han forstod
det ikke. »Mod, min Ven,« sagde Danton, »tænk
ikke mere paa de Skurke.« Et Øjeblik duggedes hans
Øjne ved Tanken om hans unge Hustru, men hurtig
strøg han sig med Haanden over Øjnene, omfavnede
Hérault de Séchelles og sagde, idet han pegede paa
Sækken, som Bødlen spændte fast under Blokken:
»Se, dér, min Ven, dér skal vi mødes.«
Hans sidste Ord gjaldt Bødlen: »Vis Folk mit
Hoved, — det er vel værd at se paa.«
I PROVINSERNE.
Det var ikke blot i Paris, at enhver Tanke om
Modstand skulde slaas ned med Skræk. I hele
Frankrig blev Rædslen sat paa Dagsordenen. Alt,
hvad der ikke var med, var imod. Tilhængere af
Kongemagten, af Orléans, af Girondiner, af Kirkemagt
og af Præsteskab, — alle uden Undtagelse skulde de
udryddes eller tvinges til Lydighed under den
revo-1 utionære Regering.
Lyon,r den rige, anselige By, var et udmærket
Eksempel at bégynde med. Her vilde alle andre
Byer kunne tage en Lære. Her havde de
konvent-fjenjdtlige Borgere — Royalister og Girondiner i
Forening — afsat og halshugget den radikale Borgmester
og nægtet Konvents-Kommissærerne at komme inden
for Byens Mure. Følgen havde været en fuldstændig
Belejring og et Bombardement, der varede i 45 Dage.
Den 9. Oktober 1793 trængte Konventets Tropper
ind i den erobrede By. Konventet vilde statuere et
alvorligt Eksempel paa denne Frankrigs næststørste
By og befalede, at »Lyon ikke mere skulde være til«,
ningen af November 1793 kom han tilbage til Paris.
Og under hans Paavirkning begyndte Camille
Desmoulins i sit nye Blad at tage Ordet for en mildere
Fremgangsmaade. »Naar skal dette
Rædselsherre-dømme ende, hvad Nytte gør et saadant Tyranni?«
er de Spørgsmaal, som stadig fremsættes i »Le vieux
Cordelier.«
Men Dantonisternes »Moderatisme« var lige saa
meget Genstand for Velfærdsudvalgets Frygt som
Hébertisternes Anarkisme. Dets Medlemmer var alt
for klartseende til ikke at vide, at
Rædselsherredøm-met kun kunde omformes paa deres egen Bekostning;
de forstod, at de selv maatte falde som Ofre for det
Had, deres Gerning havde vakt, saa snart der kom
nye Mænd med en mildere Opfattelse til Roret.
Begge Partier maatte knuses. Før Kampen begyndte,
trak Robespierre sig tilbage og tilbragte hele Februar
Maaned 1794 med at overveje, til hvilken Side han
skulde gaa. Det var et vanskeligt Spørgsmaal, og
han kunde vel trænge til i fuldstændig Ro at granske
det. Naar blot denne praktiske Danton ikke altid
gav sig til at le, hver Gang kan kom med sine
Rousseauske Drømmerier! Robespierre frygtede
Danton, misundte ham og følte sig dog i sin Pertentlighed
og Selvgodhed højt ophøjet over den nydelseslystne
Mand. — Da Robespierre den 13. Marts 1794 atter
indtog sit Sæde i Velfærdsudvalget, havde han taget
sit Parti. Kun ved Opretholdelsen af
Rædselsherre-dømmet vilde han kunne bevare Magten til at
virkeliggøre sine Drømme.
Det var tydeligt, at Velfærdsudvalget vilde begge
Partier til Livs paa én Gang. Det fremgik klart nok
af Robespierres forskellige Foredrag i
Jakobinerklubben, hvor han anklagede Hébertisterne for Ateisme.
>Denne er i sin Grund aristokratitk«, sagde han;
»Tanken om et højeste Væsen, der værner om den
undertrykte Uskyldighed og straffer Forbryderen, er
derimod folkelig i sin inderste Kærne. Samtidig med
at han udmalede deres vilde og graadige Optræden,
deres Higen efter at berige sig ved Omvæltninger,
anklagede han Dantonisterne for at vise fejg
Medlidenhed og for at stræbe efter at føre det gamle
Kongedømmes Overdaadighed og Vellyst tilbage, —
det var Dantons gode Middage i Restaurant Méot,
der gav ham Anledning til denne Tirade. — »Det
ene Parti vanærer Revolutionen ved sine
Udskejelser for at undergrave den, det andet forraader den
til de Kongeligsindede i Mildhedens Navn.«
Danton var fra mange Sider bleven advaret, men
frygtløs og ærlig, som han var, havde han altid
leende svaret sine Venner: Hvor skulde de finde
noget at anklage mig for? Har ikke al min Kraft
været Fædrelandet viet? Og Robespierre var, som
saa ofte i afgørende Øjeblikke, vaklende og
tvivlraa-dig. Da kom hans mere beslutsomme Ven, St. Just,
tilbage fra Flandern. Han udvirkede hurtig et
Forbund mellem Robespierre og Rædselsherredømmets
mest haardnakkede Forsvarere i Velfærdsudvalget
Collot d’Herbois og Billaud Varennes, der tidligere
havde næret Sympati for Hébertisterne. De to
førstnævnte ofrede Vennerne for at faa Ram til
»Mildhedens« Talsmænd Danton og Camille Desmoulins*.’’
som Robespierre tilsyneladende modstræbende og
med Sorg udleverede til deres Fjender. \
Den 13. Marts begyndte St. Just Anklagen mod
353
354
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
