Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
uhyggeligt tilmode. Han læste i hendes Ansigt
Forundring og Noget, der lignede Bebrejdelse. Han
vilde gjerne have talt med hende, men det kunde
han ikke komme til; og vedblive at være i Stue
sammen med hende, som Gjæst mellem de andre
Gjæster, — nej, det var altfor uudholdeligt! Han
besluttede sig saa til at gaa. Da han sagde Farvel
til hende, fik han Tid til at tilføje, at han kom
igjen imorgen og stolede paa hendes Venskab.
— Ja, kom! svarede hun, stadig med det samme
forundrede Udtryk i Ansigtet.
Da Lavretzky var gaaet, levede Panschin op;
han gav Gedeonovsky gode Raad, koketterede
spøgende med Fru Belenitzin, og foredrog endelig
ogsaa sin Romance. Til Lisa derimod talte han,
og opførte sig ogsaa overfor hende, ligesom tidligere
paa Aftenen: tilbageholdent og noget forknyt.
Lavretzky sov heller ikke den Nat. Han var
ikke bedrøvet, ikke bevæget, han var tvertimod nu
ganske rolig; men sove kunde han ikke. Han tænkte
ikke engang paa Fortiden, han tænkte kun paa,
hvordan han var stillet i dette Øjeblik. Hans Hjerte
bankede langsomt og regelmæssigt, Timerne fløj
afsted, men det faldt ham ikke ind at lægge sig til
at sove. Kun af og til steg den Tanke op i ham:
»Men det er jo slet ikke sandt . . . Altsammen
dum Snak!« — og saa standsede han, og hang
med Hovedet, og fordybede sig atter i
Betragtningen af sin Nutid og sin Fremtid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
