Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
— Og inderligt?
— Ja-
— Og hendes Død bedrøver Dem ikke?
— Det er længe siden, hun døde for mig.
— Det er syndigt, dét, De der siger! ... Ja,
De maa ikke blive vred paa mig! De har kaldt
mig Deres Veninde, og en Veninde har jo Ret til
at sige Alt. De faar mig næsten til at gyse . . . .
Igaar saa’ Deres Ansigt saa uhyggeligt ud . . . Kan
De huske nu fornylig, da De beklagede Dem over
hende, . . . maaske hun i det Øjeblik allerede var
død. Det er forfærdeligt at tænke paa! Men det
er kommet over Dem som en Straf!
Han smilte bittert.
— Tror De?.. . Nu er jeg da idetmindste fri.
Det gav et lille Sæt i hende.
— Nej, De maa ikke tale saadan! Og hvad
Nytte har De af den Frihed? Det er ikke dét, De
skal tænke paa i dette Øjeblik . . . De skal tænke
paa Tilgivelse . . .
— Jeg har for længe siden tilgivet hende, faldt
han ind og slog ud med Haanden.
— Det var ikke dét, jeg mente, svarede hun
og blev rød i Hovedet. — De forstod mig ikke
rigtigt. Det er Dem selv, der maa søge
Tilgivelse . . !
— Hos hvem skal jeg søge Tilgivelse?
— Hos hvem? Hos Gud. Hvem Andre end
Gud kan tilgive os?
Han greb hendes Haand.
— Ak, Lisaveta Mikajlovna! udbrød han: —
tro De mig, jeg er straffet tilstrækkelig iforvejen!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
