Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•244
— Godt, mumlede Lavretzky mellem Tænderne:
— jeg skal gjøre det; dermed er min Pligt opfyldt.
Men nu De . . . hvori bestaar Deres Pligt?
— Den kjender jeg.
Han fo’r pludselig op:
— Har De maaske i Sinde at gifte Dem med
Panschin? spurgte han.
Hun smilte svagt:
— Aa nej, sagde hun.
— Ak, Lisa! Lisa! udbrød han: — hvor vi To
kunde været blevet lykkelige!
Hun saa’ igjen paa ham:
— Nu ser De selv, Fedor Ivanitsch, at Lykken
kommer ikke fra os, men fra Gud!
— Ja, fordi De . . .
Døren ind til det andet Værelse gik rask op,
og Marfa Timofejevna kom ind, med sin Klappe i
Haanden.
— Endelig fandt jeg den! sagde hun, og blev
staaende midt imellem Lavretzky og Lisa. — Det
var mig selv, der havde forlagt den. Ja, saadan
gaar det, naar man bliver gammel; det er en ren
Elendighed! Men forresten duer Ungdommen da
heller ikke stort mere. Siig mig, følger Du selv din
Kone ud til Lavriky? tilføjede hun og vendte sig
om til Fedor Ivanitsch.
— Ud til Lavriky? om jeg —- følger hende?
Han tav et Øjeblik: — Jeg véd ikke! tilføjede han.
— Du vil ikke neden under?
— Nej ikke idag!
— Naa ja, som Du vil. Men Du, Lisa, skulde
dog vist gaa ned nu, synes jeg. Ak Du min Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
