Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sagn blandt Kabylerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
uden Burnus og med et Faarehoved paa Skuldrene,
gaa og vogte Ben Mnlays Faar, og hvert et lille Lam
som gik udenfor Hjorden, det gjeunede han tilbage igjen.
I
Begyndelsen vare Faareue fly og cengstlige, men siden
vamnede de sig til ham. Naar det blev Vinter og de
vilde Dyr kom ud fra Bjergene og toge de Andres
Faar, mistede Ben Mnlay aldrig noget af sine. Medens
det var morkt blev Manden ved at kredse omkring
Flokken, men naar det var lyst i Veiret og Maanen
skinnede, sad han paa Stenen og rokkede frem og til-
bage med Hovedet og sukkede dybt. Det varede syv
Aar tilende. Ester den Tid horte man aldrig mere
til Abn med Faarehovedet.
Hvad Bornene synge:
Lyse Maane, som skinner ned i den allermindste Gade,
Bring Hilsen fra os til vore Veninder;
Siig: Komme de ei for at fee til os,
Saa komme vi for at befoge dem.
Jaften har vi det Allesammen godt,
Jmorgen ere vi maaskee syge.
Husene sukke.
En Aften sneede det paa Bjergene. Mcrndene i
Landsbyen vare gaaede til Ro. Da kom der en Fremmed
igjennem Gaden og bankede paa en Dor. „Jeg lader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
