Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
I Efteraaret 1814 samledes Europas Fyrster i
Østerrigs Hovedstad for, som det hed, at ordne
Europas Tilstand, efter at den store Fredsforstyrrer var
bleven fjernet, men i Virkeligheden for at føre
Tilstanden før Revolutionen tilbage. Wien skildres paa
den Tid som et fuldstændigt Sodoma og Gomorrha
— det var i fornemme Familier ikke ualmindeligt,
at 12—13 Aars Drenge ganske aabent holdt
Elskerinder, — og Kejser Frans’ erfarne og menneskekloge
Raadgiver, Fyrst Metternich, vidste nok, hvad han
gjorde, da han indbød de høje Herrer til at mødes
i den letsindige, forlystelsesrige og blødagtige By.
Og uagtet Østerrig nærmest var fallit og Folket i
mange Provinser i en forfærdelig Grad trykket af
Skatter og Dyrtid, bestemte Metternich dog en Sum
af omtrent 10,000 Pd. Sterl. (c. 180,000’ Kr.) om
Dagen til ^Underhold af sin Herres Gæster.
Klartskuende Mænd forstod snart, at det t3rske
Folk, som havde rejst sig i national Begejstring mod
Napoleons Verdensherredømme, ikke vilde opnaa
noget af den Frihed og Selvstændighed, som det
sukkede efter, og som det vidste at have kæmpet sig
Retten til paa mange Slagmarker. »Diplomater,«
skrev den gande, demokratiske General Blücher, der
havde udmærket sig som Fører i Krigen mod
Napoleon og var kendt af alle under Navnet: Marskalk
Fremad, »Diplomater er en Bande lavere Dovendyr,
en Hoben af Penneslikkere.
Men det var netop det, der skete. »Det er nu
Smaalighedens Periode, de middelmaadige Menneskers
Tid. Alt det gamle kommer frem paa ny og
indtager sin gamle Plads, og de, som satte Livet til og
satte alt paa Spil, bliver glemt og skubbet til Side.«
»Kongressens store Resultater bliver ikke en Smule
andet end det rene Sjæleprangeri, som forhen i de
Regensburg- og Ausburger-Forsamlinger, hvor man
efter Freden i Luneville enedes om Pjalterne, som
man bedst kunde. Alt, hvad der bliver lavet, er
ikke en Smule andet, end hvad Napoleon har gjort,
fordi man stedse bevæger sig i den samme Kres af
Egennytte, Sneverhjertethed og Smaalighed. Slette
og middelmaadige Diplomater, der fører en
demoraliserende Politik, og handler efter egen slette
Personlighed uden Hensyn til de forskellige Nationers Væsen
og Karakter.«
Dette er frisindede og rettænkende Mænds samtidige
Dom om denne Forsamling af Fyrster, som havde
paataget- sig den Opgave at bringe Europa i
Ligevægt paa ny. »Kongressen dansede og beruste sig i
Forlystelser. Et Dusin forbolede og købte Damer
af den store Verden trak de diplomatiske Storheder
rundt ved Kjoleslæbet og afgjorde de største
politiske Spørgsmaal. Thi tidt og ofte maatte man
udsætte en vigtig Forhandling, fordi denne eller hin
uundværlige Statsmand netop var i Færd med at
arrangere levende Billeder eller med at lægge Sminke
paa sin Donnas Kinder.« Der var ikke i denne
Hvirvel af Festligheder, Elskovs- og Pengeintriger
Tale om at faa Tid til at tænke paa Undersaatterne
— dem var der slet ingen Brug for længer, efter at de
havde bragt de skyldige Ofre af Liv og Blod for de høje
Herskaber. Kejser Frans havde nok i sin Wiener-
dialekt en Gang udtalt, at Undersaatterne i de
forskellige Lande ikke maatte glemmes; men saadan en
liberal Frase kan undslippe enhver og bør ikke tages
for alvorligt. Og det var den samme Mand, som en
Gang forbitret havde afbrudt sin Livlæge, der talte om
Hs. kejserlige Majestæts gode Konstitution, med de Ord:
Konstitution! Jeg har ingen Konstitution, vil ingen
have og kom mig aldrig mer med det nederdrægtige
Ord! I Begyndelsen af Forhandlingerne havde den
prøjssiske Gesandt udtalt Ønskeligheden af
Genoprettelsen af en tysk Rigsforfatning for et samlet
Tyskland. Men ogsaa dette viste sig kun at være en Frase.
Det lige besejrede Frankrigs samt Englands og
Ruslands Interesser gik af med Sejren. Czar Alexander,
som skjulte en byzantinsk Grækers hele List og
Egoisme under en Hellig-Alliancemands parfumerede,
mystisk-kristelige Maske, tog de tyske Fyrsters
Su-verænitetslyster i Beskyttelse mod den tyske Enheds-
Fig. 63. Carl Johans Kroning i Trondhjems Domkirke.
tanke. Med elskværdig Aabenmundethed erklærede
han over for Fædrelandsvennen, Friherre v. Stein,
at han ønskede at opretholde de mange suveræne
Fyrstendømmer i Tyskland, for ogsaa i Fremtiden at
kunne finde passende Ægteskabs-Forbindelser for
russiske Storfyrster og Storfyrstinder.« Hvortil v. Stein
gav det djærve Svar: »Jeg havde unægtelig ikke
tænkt mig, at Deres Majestæt vilde låve Tyskland
om til et russisk Stutteri.«
Frederik VI blev modtaget med Venlighed af alle
de høje Herrer paa Kongressen — man erindrer en
Udtalelse til ham ved Afskeden: »Sire, vous avez
gagné tous les coeurs. Mais pas une seule åme!«*) —
kun ikke af Czar Alexander. Det gamle Ord: »man
har vanskeligst ved at tilgive den, man har gjort
Uret« havde sin særlige Betydning over for den
russiske Selvhersker, der ikke biot saa skammelig
havde forraadt Danmarks Sag, men brudt det
Legitimitetens Princip, som han ellers overalt kæmpede
for og sønderrevet det gamle Baand mellem Dan-
*) Deres Majestæt, De har vundet Alles Hjerter.« — Hvortil
Kongen svarede med bittert Vid: »Men ikke en eneste Sjæl;
Lad ved Pen ej bli’ fordærvet,
Hvad ved Sværdet vi erhverved.«
85
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
