Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En døgenigt, et snyltedyr paa samfundet hadde
far kaldt ham. Og jeg foragtet ham fra toppen
av epletræet, hvor jeg sat da han gik over tunet
med sin store hat og et bemalt lærret i haanden.
Om digtere visste jeg intet utover det lille, min
lærerinde i norsk hadde nævnt i leksens medfør.
Jeg bladet i Don Juan. Jeg saa ord, som
flimret og blev et billed av guld og rødt for øinene
— og straks efter andre som satte mig ut i mørke
... Jeg vilde begynde fra begyndelsen av. Da
ropte mor.
Hun hadde savnet bogen; hun stod i den
aapne stuedøren.
„Har du virkelig tat den,“ sa hun; idetsamme
rødmet hun. Mor hadde ogsaa hat et møte. —
De første ukerne Brandt kom til Roum var
han lik en blind som ikke ser at den, han
snakker til, sitter paa den andre siden elven.
Mor lyttet. Det var nok for ham. Han var
optat med sin avhandling om engelske forfattere;
emnet fulgte ham. Var mor — mor og jeg —
alene i stuen, snakket han straks de første ord
var vekslet om det nye, han nu hadde faat syn
paa: en sammenhæng av perioder, en paavirkning
som forbauset ham.
Han sat litt ut fra bordet, helst med
stolryggen mellem benene. Han fortalte fra Shelley’s
liv, citerte engelske vers ... Mor bøiet hodet.
Hun sat og samlet mod til at si at hun ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
