Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
sig som Schlemihl’erne mangle, den Magt, der
hidkalder Hjælpen — han som Kong Hakon i
«Kongs-Emnerne» før ham. Men alt som hans Sjæleliv
udvikler sig i stedse mere sygelig Retning
forekommer det ham, at han har en hemmelighedsfuld
Magt til at ønske, saa det Ønskede sker; overfor
Kvinder i den Form, at det, han kun har ønsket
eller tænkt paa, for dem bliver til Virkelighed, en
Art hypnotiserende Magt uden al Hypnose. Det
er ved denne Magt, at han har fængslet Kaja til
sig og gjennem hende Ragnar, hvem han frygter.
Og Ibsen lader det staa hen i det Uvisse, om ikke
et lignende Forhold er indtraadt overfor Dramaets
kvindelige Hovedperson. Det staar uvist, om
Solness virkeligt har kysset hende, da hun var Barn.
Under Grublen over disse hemmelighedsfulde Evner
og Kræfter er der i Solness opstaaet en Art
sinds-syg Frygt for af sine Omgivelser at ansés for gal,
og der ligger i denne Frygt en Spire til virkelig
Sindssyge, som tilsidst bryder ud i Exaltation.
Denne Mand, hvem vi paa det Tidspunkt,
da Stykket foregaar, ingensinde se paa hans Væsens
Højde, har engang vist sig saaledes for et ungt
Pigebarn. Hilde har som tolv-trettenaarigt Barn
set ham staa stolt og fri højt oppe, sættende Kransen
paa Kirketaarnsspiret i Byen, hvor Wangels boer.
Dette Indtryk og hans paafølgende Tilnærmelse
til hende har skabt et hemmelighedsfuldt Baand
mellem hende og ham. I de ti Aar, som siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
