Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Og alligevel, — Weltschmerz — kald den
Forlorenhed, Sentimentalisme, Rococo! Den er
dog evig som Slægternes Skiften; den kommer
igen med hver Vaar. Thi hver Slægt fødes med
en Spænding og en Forventning, som gaar ud
over de Ældres, og som er uforstaaelig for de
Ældre. Mellem det gamle og fornuftige ligger
det nye indeklemt og tør ikke røre sig. Indtil en
Røst høres, og et myndigt Raab bringer alle til
at fare sammen: Signalet for deres Liv, Ideen,
som faar deres Blod til at juble. — — —
Og engang var det Jean Jacques, som raabte.
Det attende Aarhundredes Fornuft havde
forstenet sig til Spidsborgerlighed, aandeligt og socialt.
Tidens Litteratur var Maximesamlinger og Romaner,
hvor Dyder og Laster figurerede under Foregivende
af at være Mennesker, og i det velindrettede
hierarkiske Samfund figurerede alle Laster under
Foregivende af at være Dyder. Som en Fanfare
hvirvler Ordet Natur ind i denne Spidsborgerlighedens
hellige almindelige Kirke, og de Unge hørte
Revoltens Signal, de stormede ud, de søgte
Ensomheden — helst i Fællesskab rigtignok — de faldt
hverandre om Halsen, de saa paa Himlen, paa
Træerne, paa Græsset, de fik Taarer i Øjnene, de
blev følsomme, sentimentale, — klynkende — de
havde Spidsborgerligheden i Blodet ligesaavel som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
