Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Darwin og utviklingslæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
To yderst merkværdige ting syntes med usvigelig
sikkerhet at fremgaa av denne dobbelte aabenbaring,
palæontologiens og embryologiens: nemlig, at den skaper-
kraft eller de skapende kræfter, som har aabenbaret sig
i livshistoriens ældste og yngste dokumenter, er paa én
gang fremskridtsvenlige og konservative. Jordlagene inde-
holdt et klippefast vidnesbyrd om fremskridt, fortsat
gjennem kolossale tidsrum, med en kjæmpemeæssig ut-
holdenhet. Men. jordlagene indeholdt likesaa utvetydige
vidnesbyrd om seig bevaring av det gamle. De lavere
livsformer dør ikke alle ut i livets kappestrid og jord-
periodernes veksel; for en meget stor del vedblir de at
eksistere, ved siden av de høiere arter, delvis til hjælp
for disse.
Og de nulevende menneskers (og dyrs) fosterutvikling
vidner paa lignende maate om, at evnen til fremgang er
forenet med evnen til at bevare. Den menneskelige
organisme har gjennem al fremgang merkværdig trofast
bevaret en erindring om en hel række av de lavere
stadier, den har gjennemløpet i millioner av aar.
Dypt rotfæstet i vor egen natur finder vi driften mot
ubegrænset fremgang forenet med trangen til at bevare,
hvad der engang er vundet, og trangen til at erindre,
hvad vi har kjæmpet og lidt. At hvert eneste menneske-
barn i morsliv viste sig at være en ubevisst historiker,
som i velbeskyttet ro gjennemgik verdenshistorien i
sammendrag, før den selv traadte frem paa historiens
skueplads, og at dette kompendium av verdenshistorien i
mange hovedtræk svarte til den endnu langt sikrere
erindring om slegternes fortid, som vi finder i stenlagenes
billedbibel, — dette dobbelte vidnesbyrd syntes at maatte
gjøre utviklingslærens sak til en vunden sak for alle
retter. To av hinanden vidt uavhængige vidner, eller to
hele rækker av uavhængige vidnesbyrd, pleier jo at
strække til endog som juridisk bevis.
Åt en saadan gradvis form av skapelse, gjennem det
vi kalder en ,naturlig vekst*, skulde være mindre gud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
