Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Er der noget blivende i de gamle religioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
rike, som vor livstrang uvilkaarlig fylder med haabets
farve. Vi kan ikke uten forringelse og selvsvæk-
kelse tænke os verden som en død maskine, der alene
kan gjenta, hvad den allerede har gjort, og ikke længere
skape nye undere, nye tilværelsesformer. En livshungrig
og foretagsom slegt maa til en viss grad leve paa
haab, — gi verdensstyrelsen kredit og ta forøket livs-
mod som rente. Selve vor stigende virkelighetssans
medfører, at vi ikke utelukker muligheterne fra vor
beregning. Som stjernerummet ligger rundt om den
dagklare virkelighet, saaledes maa der utenom vor
positive erfarings virkelighet ligge en overordentlig meget
større virkelighet, som vi ikke kjender. Og vi kan ikke
tænke os denne lukkede haand som tom, eller indrette
vort liv, som om det for videnskaben ukjendte, det store
X, var lik nul. Snarere maa vi opfatte det som en
ubegrænset størrelse, — symbolet for vor umettelige
livshunger og vort grænseløse haab.
Naturens videnskab har virket opløsende paa hvad
man kunde kalde utenverkerne i de gamle religioner.
Men det forekommer mig utvilsomt, at nutidens viden-
skab om livet har for alle tider stadfæstet den inderste
sunde kjerne 1 kristendommen som i de endnu ældre
religioner.
Al egte religiøsitet bestaar av tro og troskab. Og
begge synes at ha gjennemløpet tre store utviklings-
stadier: først forbundstroskab inden slegten og stammen og
tro paa dens fremgang og vekst. Dernæst tro paa fædre-
landet og dets fremtid, som i det gamle Athen og Rom,
og forbundstroskab overfor fædrelandet eller fædrene-
byen. Denne anden store hovedform av fromhet, den
religiøse patriotisme, er øiensynlig en videreutvikling av
slegtspieteten. Begge disse former av fromhet hadde
dette træk tilfælles, at de var former av selvutvidelse.
Det enkelte menneske utvidet sin livsvilje og livsomsorg
til at omfatte slegten og stammen eller fædrelandet
og staten. Slegten og fædrelandet blev for det enkelte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
