Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
„Hun tænkte paa ham i det sidste;
men det var der ingen, som vidste."
Aftenens Glanspunkt blev dog næsten en skotsk
Folkevise, Svundne Dage, oversat af A. Munch, til
Kjerulffs Toner.
Jeg hører endnu denne Sang tone gennem Stuen
. . . disse Ord, der nu faar en egen Vemod i
Erindringen om hine Aftener paa Aulestad:
Naar du sidder ved din Arne om Kvæld, Jeanie,
mindes du de Dage, som hengled?
Vilde du, den Tid skulde komme igen,
da dit Hjerte var saa let som dit Fjed?
... Naar du sidder ved din Arne om Kvæld, Jeanie,
mindes du de Kære, som gik hen?
Vilde du, de skulde biot endnu en Gang
staa omkring dig ved Arnen igen?
Jeg tænker paa de Kære, som gik bort, Robin,
de er mig dyre nu, som da de for hen;
men selv den allerkæreste af dem
har jeg aldrig onsket hid igen!
Dyb Stilhed følger efter Sangen.
Jeg ser som en flakkende Ild i Bjørnsons Øjne
og et bævende Drag om hans Mund.
Saa brast det ud af ham: „Bergliot — der er
det reneste Vand i din Stemme!"
Ja, alle Skovens rislende Kilder og Fjældets
brusende Fosser klinger igen i denne vidunderlige
Røst!
Det mærkes ogsaa denne Aften, at Fru Bergliot
ligner Skovens Sangere deri, at hun ikke synes at
kende til Uoplagthed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
