Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
som Shakespeare saa paa gjennem den italienske
renaissances sværmeriske skjønhedsdyrkelse. I
de tre sonnetter, som er gjengivet tilslut lige efter
den elegiske gruppe (sonnetterne i og 2 og 104
i den oprindelige, i 1609 udgivne, samling) har
oversætteren søgt at give et indtryk af denne
sværmeriske skjønhedsdyrkelse, som gjør digteren
bange for, at vennen skal dø ugift, — uden at
sætte nye skud, som kan fortsætte dette naturens
mesterverk.
Dette sværmeri bringer nutidens læsere til at
smile. Men rørende er den selvforglemmende op
gaaen i et andet menneskes lykke, — i grunden
netop den samme art af selvhengivelse og vekst
udover sig seiv som den, der lyser ud af de store
dramatiske verker.
Gjennem dette træk har William Shakespeare
ogsaa i sonnetterne tegnet sit sjælelige selvportræt.
En overordentlig evne til at sætte sig paa et andet
menneskes plads og føle dets liv som sit liv og
dets lykke som sin, — dette er, hvad de aller
fleste af sonnetterne aabenbarer os om den store
digters karakter. I sine dramaer og ide to episke
digte, „Venus" og „Lucretia", havde han, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
