Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudelære. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-
» "
s -.-Æ-»-6–«sJ-J.«,Hil.’«.
Hvor langt Asalccren, den Kreds af Tiiyter, vi betegne som den nok-
diske Gudelære, de gamle Uordboers Forestillinger om Forholdet imellem den
synlige Verden og de oversanselige Magter, de tænkte sig sont styrende denne
Og raadende for Menneskenes Skæbne — hvor langt den naar tilbage i Tiden,
lader sig ikke afgore. Vi hente vor Kundskab om den fra Skrifter, der forst
ere nedskrevne, efter at Kristendommen forlængst var naaet her op til Uorden,
men de Sagn og Sange, der ndgore Indholdet af disse Skrifter, have i
lange Tider, for de bleve optegnede, levet i Folkemnnde, overleverede fra
Slægt til Slægt som de gamle Uordboers kosteligste aandelige Arv fra Heden-
skabet. Da Kristendommen i det ()de, lode Aarhundrede kom hertil, fore-
fandt den en og samme Gudetro herskende over det hele Uorden s— »saa
langt den danske Tunge taltes«, som det hed. Om der end kan have
været Afvigelser i det enkelte i de forskellige Egne, saaledes at man her har
foretrukket een Gud, hist en anden, var Gndelæren, den hele religiose Fore-
stillingskreds, i alle sine Hovedtræk den samme alle Vegne.
De Vigtigste Kilder til vor Kundskab om Ilsalæren ere de to Oldboger, der
gaa under Uavnene den ældre og den yngre Edder. De ere begge nedskrevne
paa Island, der som Folge af forskellige sammenstodende (1)mstændigheder
blev hele Uordens aandelige Skatkammer i Middelalderen, Opbevaringsstedet
for saa godt som alt, hvad der er levnet os af nordisk Oltidsdigtning, og i
lange Tider Hjemstedet for det folkelige Aandsliv, der udviklede sig i umid-
delbar Tilflutning til og til Dels paa Grundlag af det, der havde hersketi
hele Uorden under Hedenskabey og saaledes bevarede et nationalt og folkeligt
Særpræg i en ganske anden Grad end Aandslivet i de ovrige nordiske Lande,
der under den katolske Kirkes Indflydelse bleve inddragne under den alminde-
lige europæiske Kultur, som for en stor Del udviskede de for Oldtidens
Uordboer karakteristiske Træk « «
Men skont vi saaledes maa hente vor Kundskab om vore Fædrcs Tro
i Hedenskabets Tid fra islandske Skrifter, er der dels i den rige af mundtlig
Tradition baarne Folkevisedigtning paa 2110dersmaalet, der i Middelalderen
skod op i Danmark ved Siden af den lærde Gejstligheds latinske Litteratur,
som i det hele taget havde saare lidet med Folket at gore, og i Saro
Danmarks Kronike, der for Oldtidens Vedkommende for en stor Del er bygget
paa hjemlige Sagn og Sange, Vidnesbyrd nok om, at den Tro, der herskede
her i Danmark, da Kristendommen naaede her op, var den samme som i
det ovrige Uorden, og at vore Forfædre i stor Udstrækning have været med
i den rige Digtning, hvoraf Islænderne have bevaret en Del.
lls
Den ældre Edda indeholder Kvad om Uordens Guder og Helte —
kun en ringe Brokdel af den Mangfoldighed, der utvivlsomt har levet paa
Folkets Læber i Hedenskabets Tid hele Uorden over. De enkelte Eddcikvads
Alder kendes lige saa lidt som deres Forfattere; de ere rimeligvis samlede
og nedskrevne ved Aar 1300, men deres Tilblivelsestid ligger meget længere
tilbage, i alt Fald for enkeltes Vedkonnnende vistnok helt oppe i den graa
Oldtid. Uogle af dem hore til de ypperste Digte, nogen Litteratur ejer, lige
udmærkede ved storslaaet poetisk Skonhed og ejendommelig Kraft.
it —-
Od-
0 vvtciim tre
,-·
l
-
« i
kxx «
U-
ei
R
N -
NX
VcU
NN
YI
sZMVOC—
Den yngre Edda ogsaa kaldet »Snorres Edda«, fordi den til Dels
skyldes den beromte islandske Kronikeskriver Snorre Sturleson, er et lærd
Værk, ndarbejdet til Vejledning for den Ties Skjalde, som længe efter
Kristendommens Indforelse benyttede digteriske Omskrivninger og Billeder
hentede fra den hedenske Tid og derfor maatte være fortrolige med dennes
Tro og religiøse Forestillinger Den yngre Edda indeholder derfor ogsaa
bl. a. en Fremstilling af den nordiske Gudelære.
Hvor langt den Gudelære, vi som Helhed fortrinsvis lære at kende af
de to Eddaer, om endogsaa andre Oldskrifter, Folkeviser, Folkesagn o. dsl.
yde enkelte Bidrag til vort Kendskab til den, naar tilbage i Tiden, lader
sig, som alt sagt, ikke afgore· Umiddelbart vide vi intet om den forhistoriske
Tids religiøse Forestillinger-, men der kan dog næppe være nogen Tvivl om,
at Asalceren, der træder os fuldt udviklet i Uiode, da Kristendommen holder
sit Indtog her i Uorden, i sine Hovedtræk har været Folketro, i alt Fald
hele Iernalderen igennemz den har utvivlsomt i sin Tid hersket overalt paa
det Omraade, over hvilket den gotisk:germaniske Folkestamme lsredte sig, isine
Grundtrcek fælles for Tyskere og Uordboer, om den end synes at have faaet
sin rigeste Udvikling i det skandinaviske Uorden. Vi tage altsaa her den
nordiske Gndelære saaledes, som den foreligger afsluttet i de nævnte Kilder-
85
«ænge for Himmel og Jord skabtes, var der to Verdener. Langt imod
Uord var Uivlhjem (Taageverdenen) og langt imod Syd Aluspelhjem
(Ildverdenen), som stod i lys the, saa der var lyst og hedt og nfarbart for
alle, som ikke horte hjemme i den; en Mand, som hed Snrt, sad der med
flammende Svcrrd og vogtede Grænsen. Imellem de to Verdener var et
bredt Svælg Ginnungagab (»det gabende Svælg). Midt i Uivlhjem var
der en Brond, Hvergelme, og fra den randt mange Floder ud i Ginnun-
gagab; de sorte Edder med sig, og den storknede og blev til Is, saa Flo-
derne ikke kunde komme videre, og Is og Rim hobede sig mere og mere
op i Ginnungagab i den Side, som vendte mod Uord, men i den sondre
Del floj der Gnister og Funker fra Niuspelhjem, og saa koldt og barskt, som
der var mod Tord, saa hedt og lyst var der imod Syd. Da nu Rimen og
Isen modtes med Heden, smeltede den, og de faldende Draaber fik Liv ved
hans Uiagt, som udsendte Heden, og de blev til en Mand, som blev kaldt
Linie. Aledens han sov, faldt han i Sved, og under hans venstre Arm voksede
der en Mand og en Kvinde frem, og hans ene Ben avlede en Son med det
andet; fra dem stamme Rimturserne (Fros·tjætterne).
Af den dryppende Uim blev der ogsaa en Ko, som hed Odhumlez
fra dens yver udgik fire N«tælkefloder,’’ og dem-«nærede Vme sig af; Koen
skikkede de salte Rim-Sten, det levede den af, og alt som den skikkede, skod
der en Mand op af dem; om Aftenen den første Dag var Haaret kommet
op, den anden Dag kom Hovedet, og den tredje Dags Aften var hele Manden
der. Han hed Bure og var fager af Aafyn, stor og anselig. Han avlede
en Son ved Uavn Bor, der giftede sig med en Iættekvinde Bestla, og de
fik tre Sonner, Odin, Vile og Ve, som bleve Himlens og Jordens Herskere.
Fra Odin stamme alle Guder eller Aser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
