Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sagnhistorie. — Regner Lodbrog. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«
uden at fortrække en Mine eller lade som om han mærkede det. Da Sende-
budet havde endt sin Tale, vilde Brodrene dræbe ham og hans Følge, men
Iver hindrede det og Sendebudene fik Lov til at fare hjem i Fred og melde
Kong Ella, hvad de havde fet. Kongen sluttede af, hvad han hørte om
Brødrenes Adfærd, at han kun behovede at frygte for Iver. Og heri viste
det sig, at han havde Ret. Da Brodrene imod Ivers Raad drog til England
med en Flaade for at hævne Faderens Død, bleve de slagne og maatte vende
hjem med uforrettet Sag. Men Iver blev tilbage i England og fordrede
den lovmaessige Bod for sin Faders Drab. Ella gav ham saa meget Cand,
han kunde omspænde med en Hestehud, og Iver anlagde her en Borg og
søgte ved Gavmildhed at vinde Folkets Hjerte. Ogsaa med Kong Ella
sluttede han Venskab, og Aar gik hen, medens han forberedte Hævnen. Da
han endelig mente, at nn var det gunstige Ojeblik kommet, sendte han Bud
til Brødrene, og disse kom da til England med en stor Flaade. Iver und-
skyldte sig for Kong Ella, at han ikke kunde kæmpe med sine Brødre, men sam-
tidig fik han andre af Candets Stormasnd til at sidde stille og nægte Kongen
Leding Ella bukkede derfor under i Kampen, blev taget til Fange, og paa
Ivers Tilskyndelse led han Doden paa en frygtelig Maade, idet man efter
gammel nordisk Skik ristede en Orn paa hans Ryg, bøjede Ribbenene til Side
og udtog Hjertet af den døende Konge. Iver blev i Northumberland og
begravedes efter Sagnet paa det Sted, hvor siden den norske Konge Harald
- Haardraade landede kort for sit Nederlag og Fald ved Stanfordbro. De
øvrige Brødre delte Faderens tLande: Bjorn fik Sverrig, Sigurd Snogoje fik
Sjælland, Skaane, Halland og Vigen i Norge, Hvitsærk Iylland og Venden.
Saaledes lyde Sagnene om Regner og hans Sønner. De fortælles
paa forskellig Maade og med mange Tilsætninger af Saxo og de islandske
Regner Todbrogs Sagaer. De minde i meget om Volsungesagnenez den
ceventyrlige Kamp med Dragen er et Hovedtræk i begge. Derfor blev
ogsaa Kraaka til Sigurd Fofnersbanes Datter-; en saa beromt Helt som
Regner kunde ikke have en fattig Kællings Datter til Hustru. Ogsaa Træk
hentede fra andre Sagnkredse henfores til Regners og hans Hustrus Liv.
Den Opgave, som Kraaka løser, inden hun kommer til Regner, kendes
saaledes baade fra tyske og andre nordiske Sagn. Til Slutning blev Regners
Bedrifter besungne i et stort Digt, kaldet Krakes Maal eller Lodbrogs Kvad,
i hvilken Helten selv skildrer sin Vikingefcerd, og Sagnet lod ham selv senere
digte det, medens han pintes i Ormegaarden.
Vi hug med Svcerd
i Heltefærd.
Saaledes lyder Omkveedet i dette berømte Digt, som Sagntidens udmærkede
Fortæller i nyere Tid har gengivet i moderne Oversættelse og Tonefald.
Spørge vi nu, hvor er Sagnet knyttet til den virkelige Historie? da viser
det sig, at historisk paaviselige Begivenheder ere flettede ind i Regnersagnet·
Den Modkonge, Harald, som Sagnets Regner gentagne Gange overvinder og
som faar Hjælp af Kejseren, er Harald Klak, som 826 blev døbt i Maintz.
Hans Overvinder kaldes i frankiske Kilder Reginfred Dog er Reginfred ikke
den historiske Regnerz denne maa søges blandt Vikingetidens Helte. Saxo har
47—
. sæ-
.e- »« ,«.,,.c «
DC Skib-Miss KVAthJ
nemlig forvekslet de to Konger, af hvilke Reginfred dode 8l4k og umuligt kan
være Fader til Lodbrogssonnerne, hvis Bedrifter paavislig kan henfores til
Tidsrummet 850—880. Hvem er da den virkelige Regner? Muligvis er
det den Ragnar, om hvem fremmede Annaler fortælle, at han i Aaret
845 sejlede med en Flaade op af Seinen og brandskattede Landet. Endnu
sikrere Spor mode vi i følgende Fortælling i en irsk Krønike:
»Paa denne Tid (865——66) kom Auniter d. e. de Danske, med en tallos
Herr foran Vork, og de erobrede Byen og lagde den øde; dette var Be-
gyndelsen til store Lidelser og Ulykker for Britterne. Thi ikke længe før her-
skede der Krig og Urolighed af enhver Art i Tochlaniy (Daiiiiiai·k), hvortil
Aarsagen er denne: de to yngre Sønner af Albdan, Konge af Cochlanin
fordreve den ældste Søn Raghnall, Albdans Son, af Frygt for at han
skulde tage Kongedesnnnet i Loehlann efter deres Fader; og Raghnall kom
med sine tre Sønner til Orkney-Oerne, og Raghnall dvælede der med sin
yngste Søn. Men hans ældre Sønner droge, drevne af Overmod og 2Er-
gerrighed, med en stor Hær, som de samlede alle Vegne fra, til de brittiske
Oer for at aiifalde Franker og Sakser. De troede, at deres Fader var vendt
tilbage til Lochlann straks efter deres Afrejse«.
Kroniken fortæller dernæst om, hvorledes de droge til Spanien, hærgede
paa dets Kyster, sejlede gennem det gaditanske Stræde og landede i Afrika,
hvor de kceinpede med Maiiritanerne· En af Sonnerne sagde, da han
gik i Kampen: ,,Broder, det er stor Dumhed og Galskab af os saaledes
at drage fra et Land til et andet, gennem hele Verden og slaa os selv
ihjel i Stedet for at forsvare vort Fødeland og adlyde vor Faders Vilje;
han er nu alene, og borte fra sit Hjem lever han i et Land, som ikke er
hans eget; den Søn, som vi lod blive hos ham, ers bleven dræbt, saaledes
som det blev mig aabenbarer (dette var blevet aabenbaret ham i en Drøm)
og en anden Søn er faldet i et Slag! Ia det skulde undre mig, om Fader
selv er sluppet levende fra hint Slag.« Tilsidst fortælles om Vikingernes
sejrrige Slag mod Nkauritanerne og om deres Hjemkomst til Erin efter at
have mistet mange Skibe og Mænd ved Skibbrud i det gaditanske Stræde
Det kan nu paavises, at det af Kroniken omtalte Tog til Spanien og
Afrika foregik ·i Aaret 860, og en arabisk Forfatter veed endog at fortælle, at
Normannerne niistede 40 af deres Skibe. Endelig vides det, at Bjorn Jern-
side, Regners Son, var Deltager i Toget sammen med sin Fosterfader Hastings
Alt, ja endog Skildt-ingen af Sønnernes Angst over Faderens Skæbne, der
gensindes i den islandske Saga, synes saaledes at vidne om, at vi her have
truffet den virkelige Regner, der altsaa maa være dræbt henimod Aaret
860. Men da Saxo og de islandske Sagaer nedskreve hvad der paa deres
Tid levede af Sagn og Sange om Regner og hans Sønner, da havde Mis-
forstaaelser og Overdrivelser lagt et Dække over den historiske Kerne. Saxo
overførte Soniiernes Bedrifter paa Faderen, og Islænderne lavede Kærligheds-
historier og Æventyr om de beromte Codbrogssønners og Vikingers Fader.
Regners Historie danner saaledes Overgangen til vor Oldtids berømteste
Tidsrum. Han selv er en af Heltene i dets Historie, men hans Person har
Sagnet bemestret sig og indhyllet i sit blomstrende, men bedragerske Flor.
— 48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
