Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vikingetiden. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«..k Dus–
lgxpuikkttggr Eeg-smink- -« -
fi: ’
Tyskland, Frankrig og Sydens Lande. Disse Tog frembyde den største Inter-
esse paa Grund af de store Masser, hvormed Vikingerne opererede, den
militære Dygtighed, de udfoldede, og fremfor alt ved den Kløgt, hvormed
de forstod at benytte sig af de urolige Forhold i Frankerriget og at vælge
det gunstigste Tidspunkt til deres Angreb. Man forbavses over Antallet af
de Skarer, der nu strømmede ud fra Uorden, og særlig fra Danmark, hvorfra
disse mod Syd dragende Masser stadig rekrutteredes·
Karl den Stores mægtige Rige var i fuld Opløsning I henved et
Aarhundrede førte hans Efterkommere blodige Kampe om Overherredennmet,
og under den indre Splid tilsidesattes Forsvaret af Rigernes Grænser. Fra
gammel Tid vare de Danske husvante paa Frankerrigets, særlig Frislands
Kyster. Her laa betydelige Handelsstceder: Dorsted ved Rinen, Utrecht og
Sluys, hvorhen Nordboerne tidlig søgte og hvorfra de modtog megen
aandelig og materiel Paavirkning. Disse saa let tilgængelige og kendte
Punkter vare de første, der bleve udsatte for Vikingernes røverske Anfald-
Ofte understøttede af de vilde Frisere, over hvem de frankiske Konger jævnlig
havde sat nordifke Hovdinger til Lensmcend, satte de sig fast ved Øerne langs
Landets Kyster. Walcheren blev her Udgangspunktet for deres Angreb og
inden det 9. Aarhundredes Uiidte vare allerede Kystbyerne ligefra Hamburg
til Antwerpen gentagne Gange plyndrede. Senere vovede de sig længere ind
i Landet, og de herlige Stæder langs Rinen, Maas og Schelde overgik den
samme Skæbne. 879 satte Uormannerne sig fast i Flandern og fra Gent
som Samlingsplads bredte de sig ud over Egnen mellem Maas og Schelde.
Trods enkelte lidte Nederlag anrettede de forfærdelige Ødelæggelser i de
frugtbare og rige Egne, og to Aar efter forlagde de Hovedkvarteret til
Kongsgaarden Aschloo ved Bredderne af Maas. Herfra begyndte nu et af
de mest ødelæggende Tog, som Uormannertiden kan opvise. Liittich, Mecheln,
Køln, Bonn bleve lagte i Aske, i Aachen opbrændte de Karl den Stores
Kongeborg og indrettede Mariekirken til Hestestaldz lige til Koblentz naaede
deres Hærgninger, og langs med Mosel drog de frem til Trier, som de be-
traadte Skærtorsdag d. 5. April 882. Fra alle Rigets Dele rykkede imidlertid
en mægtig Hær under Kejseren, Karl den Tykkes egen Anforsel imod Uor-
mannerne, men efter forgæves at have belejret Aschloo maatte han slutte
Fred med deres Konge Godfred, der antog Kristeudommen, men til Gengæld
blev forlenet med betydelige Besiddelser i Frisland. Hvor-en fik 24l2 Pund
Guld og Sølv for at drage bort, og 200 Skibe forslog knap til at føre
deres Skatte og Fanger over Havet til deres Hjem. Endnu i flere Aar
bragte den frygtelige Hær Død og Ødelæggelse over andre af Rigets Egne,
men efter at Arnulf af Kärnthen havde besteget Tronen efter Karl den Tykkes
Død lykkedes det endelig at standse deres Fremgang, og i Slaget ved Løwen
891 bibragte Arnulf dem et saa afgørende Nederlag, at deres Kraft fra
den Tid af var brudt, om end Tyskland ikke fuldstændig gik fri for Angreb.
Normannerne havde imidlertid ogsaa udbredt deres Vaaben over
Frankrig og de sydeuropæiske Lande. Det var i Aaret stil, just da Ludvig
den Frommes Sønner stod i Vaaben mod hinanden, at Vikingerne for første
Gang —— under Anførsel af Oscher —— sejlede op ad Seinen og afbrændte
ol—
Rouen og Klostret Iumieges To Aar efter sejlede en Flaade op af Loire
og ødelagde Nantes og omtrent paa samme Tid hærge Vikingerne langs
med Garonne op imod Toulouse· Ogsaa her var det den indre Splid, der
aabnede dem Adgang til Landet, og Floderne, der lettede dem Forbindelsen
indbyrdes. J de følgende Aar sætte de sig fast ved Flodmundingerne (Noir-
moutier og Bjere i Coire og Oissel i Nærheden af Rouen) og hærgende og
plyndrende genuemfare de Landet fra Nord til Syd og Vest til Øst. Aldrig
havde Frankrig lidt en saa forfærdelig Ødelæggelse Krønikerne fortælle
vidt og bredt "om den Skræk, som greb Befolkningen, og den Afmagt, man
følte overfor de vilde Skarer. I det vestlige Frankrig hærges indtil Aaret
885 næsten alle Kystlandskaberne, og Byer og Klostre langs med Floderne
brandskattes. Bordeaux, Nantes, Orleans, Tours, Poitiers o. s. v., alle
bleve de plyndrede En tapper Modstander fandt de i Grev Robert den Stærke
af Akvitanien, hvem hans Landsmænd kaldte »vore Dages Makkabæus«, og
det lykkedes ham og andre dygtige Forsvarere af Candskaberne at hindre dem
i at grunde varige Erobringer her. I Nordfrankrig foregik Angrebene langs
med Seinen. Fra 85i——862 havde Normannerne bidt sig fast ved Flodens
nedre Løb Fra her opførte forskansede seire, der vare stærke nok til at
udholde Belejringer af Frankernes samlede Magt, plyndrede de fire Gange
Paris, erobrede Chartres og Noyon og afbrændte utallige Klostre. Man
maatte gribe til det farlige Middel at afkøbe dem med store Pengesummer,
og for fornemme Fanger udbetaltes der fabelagtige Cøsepenge, saaledes for
Abbeden i Denis 685 Pund Guld og 3250 Pund Sølv. Først da man for-
maaede andre Vikinger til at angribe deres Landsmænd, lykkedes det at rense
Seinen, og efter at man ved Pitres tæt ved Oissel havde opført Skanser og
Brohoveder, vendte atter Fred og Ro tilbage — men kun for et Tidsrum
af ti Aar. 877 maatte Kejser Karl købe Vikingehæren bort mod at ud-
betale 5000 Pund Sølv (c. 400,000 Frcs.) og otte Aar efter rykkede Uor-
mannerne sra Schelde over Land ind i Uordfrankrig 30——Ll«0,000 Mand
stærke droge de mod Paris, og Staden vilde utvivlsomt paa ny være faldet
i deres Hænder, hvis den ikke i Grev Odo af Paris havde haft en lige saa
tapper som kyndig Forsvaret-. Forgceves vare alle Rormannernes Angreb,
efter et Aars Forløb maatte de ophæve Belejringeu, og den tapre Greve
blev faa Aar efter Frankernes Konge. Rigtignok vedblev Normannerne
endnu at holde sig fast i Burgund og omliggende Eandskaber, men Paris,
hvis strategiske Betydning var blevet Frankerne klar, kunde de trods gentagne
Forsøg ikke erobre·
Imidlertid var der ogsaa her ligesom i England foregaaet en stor For-
andring med Vikingerne. Deres Hn stod nu ikke alene til Plyndringer men
især til at vinde fast Fod i det Land, som de i Aaringer havde lært saa
grundig at kende. Disse Ønsker mødtes med lignende hos Frankerrigets
Herskere og Befolkning, og saaledes kom det i Aaret 912 til den mindeværdige
Fred mellem Karl den Enfoldige og Normannernes Fører Rollo, i Følge hvilket
Seinelandet mellem Havet og Floderne Epte og Eure blev denne overladt,
imod at han og hans Mænd antoge Kristeudommen og at Rollo aner-
kendte Kongen som sLensherre· Fra nu af ophørte Vikingetogene til Frankrig.
—— 52
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
