Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristendommens Indførelse. — Godfred. — Haarik. — Harald Klag. Ansgar. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rinen forbi Dorsted over Vesterhavet hjem til Danmark. Med Harald
fulgte den unge 25-aarige frankiske Munk, Ansgar.
I det berømte Skrift, som kaldes Ansgars Levnet og — maaske med
Urette —— tilskrives Ansgars Efterfolger Rimbert, men som i alle Tilfælde
er forfattet under dennes Tilsyn, gives et fyldigt og smukt Billede af den
mærkelige Mand, hvis hele Liv var indviet til Troens Forkyndelse. Vi
følge ham her fra hans tidligste Barndom, da han som femaarig Dreng,
efter at have mistet sin Moder, kom i Klosterskolen i Corbie, indtil han
træt af Dage og nedbojet af Sygdom, men opløftet af Mindet om sin store
Gerning lukkede sine Ojne i Bispegaarden i Bremen Vi lære ham at
kende i Mismodens og Ulykkens Ojeblikke, hvor han tynget af Følelsen af
sin Syndefuldhed og knuget af Modgang og Ulykker, dog bevarede Sindet
og Modet oprejst og intet Ojeblik svigtede det store Hverd, hvortil han
følte sig kaldet af en hojere Magt og for hvilket han higede efter at vinde
Martyrkronen· Vi lcere tillige at beundre den Kraft og Myndighed, hvor-
med han rogtede sit hoje Embede, den milde Overlegenhed, hvormed han
forstod at behandle de danske Kongers genstridige Sind og fore dem Skridt
for Skridt til Jndronnnelser, der lagde en fast Grundvold for den nye Kirke,
og endelig den Sindets Renhed, der lagde sig for Dagen i et Liv fuldt af
Opoffrelse for hans Sag, af Selvfornægtelse, Vdmyghed og Gavmildhed.
Tretten Aar gammel blev han Munk i Corbie Kloster. Hans felsonnne
og letvakte Sind gennemgik en alvorlig Krise, da Budskabet om Karl den
Stores Død naaede det stille Kloster. Sønderknust ved Tanken om denne
Verdens Forgoengelighed, som den mægtige Kejsers Bortgang fremkaldte
hos ham, vandt han, som saa ofte senere i sit Liv, ny Kraft i Sindet gennem
Drømmesyner, der gennemrystede hans Sjæl med Rædsel, men tillige varslede
ham en Fremtid fuld af mægtig Daad i Kamp for Religionen. Allerede
som Barn havde han i Drømme hørt Guds Moder opfordre ham til at
forsage Verden. Nu drømte han den hellige Pinsenat, at Apostlene Peter
og Johannes førte ham gennem Skærsildens usigelige Pinsler til Himlens
Herlighed, hvor han ombølget af Skarer af Helgener og omstraalet af et
vidunderligt Lys hørte en mild og klar Stemme, der fyldte hele Verden med
sin Klang, sige til ham: Gak bort, og kom atter til mig som kronet Martyr.
·J»et andet Drominesyn viste Frelseren sig for ham, og da han ydmyg sank
til Jorden og bøiede sit Hoved, bød Kristus ham rejse sig og skrifte sine
Synder. Han fik Syndsforladelsen og vaagnede i Henrykkelse. Ogsaa
senere i hans Liv fyldte Drømme ham med Mod og Tryghed; han be-
tragtede dem som Jcertegn og fulgte dem som himmelske Befalinger.
Hidkaldt af Klostrets Abbed kom han 826 til Kejserhoffet og modtog
med stille Begejstring det Hverv, hvortil han gennem Drømmen følte sig
kaldet. Ledsaget af den unge Autbert fulgte han Kong Harald til Danmark,
hvor han forblev nogle Aar og antagelig har opholdt sig paa Kongens
Ejendomme, og her prcediket Evangeliet for Kongen, hans Hird og Under-
givne. Men der vides kun lidt om denne hans første Missionstid Harald
Klag blev paa ny forjaget og Ansgar fulgte med ham til Frisland 829
paatog han sig imidlertid en ny Missionsrejse, denne Gang til Sverrig,
55—
sidst-Lys
hvorhen han naaede efter først at være over-faldet og udplyndret af
Vikinger. I Uplands største Stad Bjorko i Meilaren prædikede han Evan-
geliet med Kraft og Held, og i to Aar udfoldede han her en stor Virk-
somhed og lagde Grunden til den svenske Kirke. Ved hans Tilbagekomst
fik endelig Missionen i Uorden en fast Grundvold. Sandsynligvis paa Ærke-
biskop Ebbes Tilskyndelse stiftedes erebispedonnnet i Hamburg, der skulde
forestaa Kristendommens Udbredelse i Uorden og blandt Venderne. Paven
udncevnte Ansgar til 2Erkebiskop og pavelig Legat, og Kejseren støttede ham
materielt ved at lægge Klostret Turholt i Flandern til IErkescedet Ansgar
begyndte sin Gerning her med at bygge et Kloster og en ny Kirke i den
— allerede dengang —— blomstrende Handelsstad Danfkfodte Missioncerer
opdroges i Turholt og Corbie, og Ansgar besøgte selv jævnlig Danmark,
hvor Missionen havde god Fremgang Men snart stodte Modgang og Ulykker
til. Kejseren fratog ZErkescedet Turholt Kloster, hvorved Indtægterne ophørte
og mange Klerke maatte forlade Stiftet. Og endelig ramtes Ansgar af et
knusende Slag, da Kong Haarik i Aaret 845 med 600 Skibe sejlede op ad
leen og edelagde Hanilmrg. Ilnsgar undskoni med Nod og næppe og
hele den blomstrende Mission var forelobig tilintetgjort
Ansgar bar sin Skoebne med Taalmodighed; han trostede sig med Jobs-
Ord: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet. Og snart fik
han Oprejsning Aaret efter forflyttedes han til Bremen, der efter mange
Vanskeligheder forenedes med IErkescrdet i Hamburg, og herfra arbejdede
han videre i de engang traadte Spor. Han forstod at vinde Kong Haariks
Undest og med dennes Tilladelse byggedes den forste Daabskirke i Hedeby.
Selv efter at Haarik var falden 854 iKampen mod Oprorere, der ødelagde
Kirken og standsede Kristendommens Udbredelse for en Stund, lykkedes det
Ansgar at opnaa den nye Konges — Haariks Son af samme Navn —
Tilladelse til at genopbygge Kirken. Den aabnedes paa ny og denne Gang
med Tilladelse til at bruge Klokke, hvad der særlig vakte Hedningernes
Mishag og fremkaldte stortnende Optrin. Haarik tillod ogsaa Opbyggelsen
af en Kirke i Ribe, han sendte Gaver til Paven, der takkede ham i en
endnu bevaret Skrivelse, men han lod sig hverken primsigne eller overtale
til at svigte sine Fædres Guder. Ansgar fortsatte imidlertid sin Mission,
understøttet af trofaste Disciple, saa vel i Danmark som i Sverrig. Endnu
paa sine gamle Dage drog han til Sverrig for at genoprette Missionsværket,
der var gaaet i Staa, og da han i Aaret 865 efter lang Tids Sygelighed
døde i Breinen, kunde han se tilbage paa en Livsgerning, der havde baaret
rige Frugter’
Men Ansgar fandt ingen kraftige og virksomme Efterfølgere paa
Bremens Bispestol og Missionen i Danmark maatte efter hans Død skotte
sig selv. Det tør dog anses for givet, at den selv uden Understøttelse fra
erebispernes Side har gaaet fin om end stille, saa dog jævne Gang
fremad. Da Opmærksomheden i Midten af det følgende Aarhundrede paa ny
henledtes paa den danske Mission, talte Kristendommen her allerede mange
Tilhængere og havde endog fundet et tredje Udgangspunkt i den i Aarhus
grundlagte Kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
