Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,.l-.4!!
is-.
-
- ,
Hun var ikke blot en from Kvinde, der viste Præstestanden kongelig Gav-
mildhed; men hun havde tillige Forstand paa Landets Styrelse Den ostlige
Del af Danevirke (fra Haddebod Nor og vest paa hen foran »Tyrevolden«·),
der fra gammel Tid har haft Navnet »N«largretevold«, synes at være hendes
Værk; atter faar en dansk Dronning IEren for Tandets Forsvar.
Margrete mægtede dog ikke altid en Mands Gerning· Henrik vold-
gcestede endnu sin Morbroders Lande, og Niels maatte mande sig op til et
storre Foretagende Med en anselig Flaade stævnede han til Ljutka i Vagi-
rernes Land (det ostlige Holsten) og lod Ledingsheeren rykke frem, i Forvent-
ning om, at Eliv, Soiiderjyllands Jarl, stødte til med Nytteri. Eliv udeblev
imidlertid, underkobt af Henrik, og de Danske lede et alvorligt Nederlag. Efter
Hjemkomsten fradomte Niels sin upaalidelige Iarl hans Stilling og Boslod;
det var al den Straf, Forreederen sik. Sonderjylland var nu prisgivet Nabo-
folkeues Rovlyst Det var ikke blot Venderne, der hærgede vidt og bredt; nej,
ogsaa Holster, Ditmarsker og Friser strejfede ind over de øde Grænseegne og
rovede de Danskes Heste og Kvæg, saa at Bonderne maatte sætte Laas og
Slaa for alt og lægge Grave om Gaardene, og endda kunde ingen være
tryg. De opløfte Forhold fremkaldte almindeligt Forfaldz man ranede og
stjal, hvor man kunde. Da fremstod en ung Ukand, der skaffede Danmark
Sejr og Fred. Det var Knud Tavard
Knud var Søn af Erik Ejegod og Dronning Bodil, endnu kun Purk,
da Forældrene droge paa Pilegrimsfcrrd Han blev opfostret hos Skjalm
Hvide, men dernæst sendt til Lothar, Saksernes Hertng, som senere blev tysk
Konge og Kejser· Her vaktes hans Sans for de store Tandes Kultnr; senere
blev det hans sLivsopgave at omplante den til sit Fodeland. Efter sin Hjem-
komst blev han Vidne til Damnarks Ulykker. Selv slap han med Nod og
næppe fra Kamptummelen ved Ljutka, og sit Gods mistede han ved Ven-
dernes Soroveri· Skibet, der skulde føre Kostbarhederne fra Sjælland til
Fyn, blev nemlig haardt forfulgt af vendiske Snekker, saa at Sofolkene
maatte kaste Skatkisten i Havet, for at den ikke skulde falde i Fjendens
Hænder Niels ærgrede sig meget over de gode Skatte, som laa paa Hav-
sens Bund; men Knud tog sit Tab meget frejdig og tænkte paa større
Ting. Med ungdonnnelig Kækhed higede han efter at frelse og hæve sit
Fædreland: Han bad om det Hverv, som ingen anden turde paatage
sig, at være Damnarks Grænsevogter, og Niels tilstod ham det (lllö).
Medens Knuds Forgængere i Soiiderjylland havde været Iarler, kaldte han
sig med det mere europceiske Hertugnavn. Der laa i denne Titel en Min-
delse om hans særlige Krigerhverv, og straks viste han sig ogsaa som den
raske Hærfører. (
Først krævede Knud Venderknesen for hvad Gods han havde revet. »Det
er svært, som den Plag slaar bag ud,« svarede Henrik Sendebudene, »men
jeg skal nok faa ham tøjlet.« Fra dansk Side var Henrik vant til sendræg-
tige og slet ledede Foretagender, og han anede kun lidet sin nye Modstanders
overlegne Dygtighed. Cynsnart for Knud med sine Ryttere imod ham og
overrumplede hans Grænseborg; for at redde sig maatte Henrik svømme over
Ejderen »Blev Du vaad3’« raabte Knud spottende efter ham. »Hvorfor
87 —
gaar Du saa voldsomt til Værks?« spurgte Henrik. »Ieg vilde blot hente
den Tojle, Du har lovet mig,« lod Svaret. Snart efter blev Henrik igen
overrumplet, saa han ligefrem blev ræd for sin unge Fætter og sluttede Forlig·
Her lagde Knuds Riddersind sig for Dagen: Skont han var den sejrende,
lovede han dog Henrik at skaffe ham hans danske Gods, og Niels maatte
udlevere det. Fra den Tid vare de to Naboer og Frænder knyttede til
hinanden ved Venskab.
under Venderhærgiiinger, befæstede Knud Byen stærkt og byggede tillige
Fæstningstaarne ved Mysund og ved Sliens Munding. Ved disse stærke
Befæstninger og ved de raske Nyttertog indforte den unge Hertug noget
helt nyt i Forsvar og Ilngreb og hævede det danske Krigsvasseir Og ikke
blot sit sonderjydske Hertngdomme værnede han, men som Hovding for hele
Danmarks Forsvar satte han sin Broder Erik til at vogte de udsatte sydlige
Smaaoer.
Med lignende Kraft avede Knud Urostiftere og Nansmrend indenfor
Grænsen· Blev nogen Tyv greben paa fersk Gerning, blev han hængt
Knud gjorde ikke Forskel paa hoj og lav.
havde forset sig, nyttede en Gang Knuds Fravær til nye Overgrebz men
hurtig kom Hertngen tilbage og dømte ham og hans Stalbrodre til Galgen.
»Jeg er din Frænde,« sagde Stormanden, ,,Du vil da ikke krænke din egen
Byidl« - »Er Du hojere end de andre,« svarede Knud, »saa kan Du ogsaa
blive det i Doden,« hvorpaa han lod rejse et hojt Mastetræ paa en Pakke,
og der blev Hovdingen hængt Paa den Maade kunde Tryghed og Velstand
aflose tidligere Ilaringers Trængsler. Med god Grund gav man Knud Til-
navnet »8Lavard«, et Ord, der er af angelsaksisk Oprindelse (det nuværende
»8Lord«) og betyder Herre-; thi han var i særlig Forstand Herre, Danmarks
ypperste Mand. Ligesaa kraftig og djærv han var, ligesaa vennesæl var han
tillige. Hans Interesse for Slesvigs driftige Haandvcrrkere og Kolnnænd
lagde sig for Dagen, da han som Oldermand traadte i Spidsen for deres
Gilde, det saakaldte »Hets-8Lag«. Derfor kunde han ogsaa opkræve Told paa
Slien uden at miste Folkets Undest
J denne Tid var der livligt Rore i den danske Kirke. Spørgsmaalet
om Præsternes Colibat, der længe havde sat de store Lande i Bevægelse,
blev ogsaa brændende i Danmark. Hos Paven vilde Niels lægge et Ord
ind for sine gifte Præster, men Paschalis den Anden vilde ikke lade Colibats-
kravene falde (lll7). Den sjællandske Illmue blev greben af fanatisk Iver;
i den kirkelige Renheds Navn forfulgte man de gifte Klerke og deres Hustruer
(l123). Snart efter lykkedes det dog den kraftige Roskildebisp Peder at fri
sine Præster, ja endog unddrage Klerkes Sager fra verdsligt Ting. Kirkelig
Tugt og Orden fremmedesz det skyldtes ikke blot 2Erkebispen, men ogsaa en
ngmand som Knud Lavard· Væsentligere var dog det begyndende Opsving
med Hensyn til Kirkebygninger: flere Steder maatte de mørke Trækirker vige
for statelige Stenbygningerz fremfor alt grundlagde Usser den stolte Dom
kirke i Lund. Ved 2Erkesædet begyndte man at gøre historiske Optegnelser,
det første Tillob til vor 2larbogslitteratur, og den engelske Klerk 2Elnoth i
Odense skrev Knud den Helliges Levned Man hører ogsaa om Korstog
— 88 —-
En Hovding, der alt tidligere
For at Slesvig ikke mere skulde komme til at lide-
-’««
7«-
til det endnu hedenske Smaalandz et af dem udfortes af Knud Lavard, men
væsentligst have de kun været Hærgninger af hedenske Mænds Gods.
Ved Giftermaal havde Ukargrete Fredkulla sogt at betrygge Freden i
Kongehuset. Knud Lavard ægtede hendes Sosterdatter Ingeborg fra Rusland,
medens hans Fætter Henrik Skatelaar ægtede Margretes Broderdatter Jugerid·
Begge disse Brude bleve af Dronningen udstyrede med Dele af hendes svenske
Fædrenegods. Men efter Margretes Dod fik de andre Kongecrtlinger mere
og mere Had til Knud Lavard Hans Dygtighed, hans Ny og yndest hos
Folket var dem en Torn i Ojet og blev det end mere, da han efter Henriks
og hans Sønners Død tillige blev Vendernes Knees· Med Kraft haandhævede
Knud dette ny Herredomme og havde en meget fremragende Magtstilling,
paa een Gang som dansk og tysk Lensmand, men var nceppe altid forsigtig;
paa dansk Grund skal han have gjort sig lige med sin Farbroder. Henrik
Skatelaar, som var hans bitreste Fjende, opæggede Niels’s Søn Magnus, og
de fik Niels til offentlig at beskylde ham for at have handlet Kongedommet til
Skade; men Knuds stolte Svar afvæbnede hans Fjender. Magnus og Henrik
Skatelaar dannede nu ligefrem en Samniensvcergelse, og for at lokke Knud i Fæl-
den indbod man ham til Julegilde i Roskilde kl l50). Trods sin Hustrus Bon
indfandt Knud sig; men de sammensvorne saa ikke Lejlighed til at ove deres
Udaad. Magnus lod da, som om han stod rede til at drage paa Pilegrims-
færd, og anmodede Knud om imedens at varetage hans Sager; da der var
meget at raadsiaa om, maatte de endnu have et hemmeligt Møde Efter
Juletiden gæstede Knud sine Venner og Frænder i Ningstedegnenz sidst var
han paa Gaarden Haraldsted hos Knud den Helliges Datter Cæcilia og
hendes Mand, Jarlen Erik Magnus red did om Natten med sine Venner
og sine Svende; men Daggryet hindrede ham i at brænde Gaarden af over
Knud. Han skjulte da sine Mænd i Skoven og sendte blot en saksisk Sanger
for at bede Knud komme til det aftalte Mode. Knud stod hurtig op og var
rede. Trods sine Mænds Advarsier tog han ikke andet Vaaben end Sværdet
og vilde kun have to Hirdmænd med. Ved at synge et Kvad om Frænde-
svig sogte Sangeren lønligt at vare Hertugen; men han afviste al Mistanke
og gik Magnus frejdig imøde, da han saa ham uden Folge. Magnus
modtog ham venlig. Knud mærkede dog straks, at han havde Brynje under
Kappen, og spurgte, hvad det skulde betyde. Magnus maatte ty til Ud-
flugter og var i pinlig Forlegenhed. ,,Hvem tilhører Danmark, Knud?«
brød det da voldsomt ud af ham. »Hvad mener du?« sagde Knud, »hvem
tilhører det vel andre end din Fader3’« — ,,Nej, alle gaa efter dig,«
raabte Magnus, »og nn skal det skiftes mellem os!« I det samme brøde
Magnus’s Mænd frem af Krattet. »Hvad har du dog gjortl« udbrod
Knud, »Gud ved, at jeg aldrig har villet dig noget ondt.« Rask for han
med Haanden til Sværdheftet, men Ukagnus havde faaet Forspring, greb
ham i Kappehcetten og klovede hans Hoved. Henrik Skatelaar og de andre
lob i det samme til og joge deres Spyd i den ædle Hertugs Legeme. Det
var d. ?. Januar list. Ved Skovkilden, der i Følge Folketroen var frem-
sprudlet efter Drabet, byggede man senere et Kapel, hvis lave Nester nu ere
bragte for Lyset.
—- 89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
