Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Emune. — Erik Lam. — Sven. — Knud (Louis Moe. Frisen paa Bagsiden af G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2Erkebiskop Eskil skønnede imidlertid, at Sven havde arvet sin Faders hensynslose
Overmod, og indledede derfor hemmelig Underhandlinger med Knud; men
den jydske Konge svigtede sin Forbundsfælle, og Sven satte Eskil fast i hans
egen Domkirke. Ved store Gaver til 2Erkesædet sonede han dog snart efter
sin voldsomme Færd og drogxmod Knud, der havde vundet Fodsæste paa
Sjælland, slog ham ved Slangerup og drev ham tilbage til Jylland. Den
daværende store Korstogsbevcegelse affødte imidlertid Tanken om Korstog mod
de hedenske Vender. J Danmark virkede en pavelig Legat for denne Sag,
støttet af Eskil og den fromme Viborgprovst Kjeld, der senere blev æret som
Helgen. Sven og Knud lode sig overtale til fælles Korstogz men gensidig
Mistillid svækkede deres Foretagender og gjorde Toget virkningsløst (li-k?).
Borgerkrigen brød straks løs paa ny. Knud overrumplede Roskilde, men
tabte dernæst Slaget ved Taastrup og vendte tilbage til sit eget. Nu var
det Svens Tur til at gaa angrebsvis frem. Han gav sin Fætter Valdemar
det sønderjydske Hertugdomme, og under haarde Kampe vandt Knud Lavards
Søn sin Faders Len. Senere drog Sven selv til Jylland og sejrede syd for
Viborg, væsentligst ved sit Rytteri UiSOJt Knud flygtede til sin Stiffader,
Kong Sverker i Sverige, og derfra til Polen; endelig rykkede han frem i
Jylland med Hjælp fra IErkebispen af Bremen og nærmede sig Viborg,
men ved Gedbæk vandt Sven en glimrende Sejr, der særlig skyldtes Valdemars
Mod og Kraft (fiöi). Knuds sidste Haab stod til de raske Friser, som
han vandt ved gode Løfter; men Sven sejrede atter, indtog Frisernes Borg
ved Mildeaa og tvang dem under sit Herredømme Da tyede Knud til
Tysklands mægtige Overhoved, Frederik Barbarossa, der med Glæde greb
Leiligheden til at haandhæve Lenshojheden over Danmark og indbød sin
Ungdomsven Sven til et Møde i Merseburg (i t52). Sven kom med pralende
Følge, men blev tvungen til at sværge Frederik Troskab, og vel blev han
godkendt som Enekonge, men Knud skulde forlenes med Sjælland. Efter
Hjemkomsten unddrog Sven dog Knud de sjællandfke Kongsgaarde, og til
sidst gav han ham blot spredte Forleninger· Valdemar, som havde maattet
gaa i Borgen for Opfyldelsen af Forliget, droges derved over paa Knuds Side.
Imidlertid maatte de Danske idelig kæmpe med de vendiske Vikinger·
Roskildebrodrene med Vedeman i Spidsen dannede et Gilde af Krigere,
som uforfærdet og dog forsigtig gave sig i Kast med Vendersnekkerne og
toge henved hundred af dem. Kong Sven selv byggede Borge ved Kysterne
og tilføjede Venderne et alvorligt Nederlag paa Fynz og da en Venderskare
gik i Land for at overrumple Roskilde, brød han uventet ud af Byen, for-
fulgte Fjenderne til Kegebugt og kastede dem ned ad Mosede Klinter. Disse
Lysglimt bødede dog kun i ringe Grad paa Landets sørgelige Tilstand.
Det frugtbare Fyn laa næsten øde, Jyllands Oftkyster vare folketomme,
paa Laaland, Falster, Mon og Sydsjcelland havde Venderne allerede sat sig
fast, og den Dag idag minde adskillige vendiske Stedsnavne om, hvor nær
Danmark har været sin Undergang. Ulykken var, at Sven ikke satte al
Kraft ind paa at redde sit truede Fædreland J Stedet for at udbyde en
mægtig Leding gav han Sakserhertugen Henrik Løve 1500 Mark Sølv for
at kæmpe mod Venderne; men da Hertugen havde faaet Pengene, lod han
92 —
Venderne i Fred. Selv gjorde Sven et overmodigt og unyttigt Erobrings-
tog ind i Sverige og havde nær mistet sin Herr under Sne og bidende Frost
(iiö3). Dertil kom, at han ved Hensynsloshed gjorde sig hadet i Danmark.
Tysk Hofskik raadede i Kongsgaarden, de danske Stormcrnd fortrængtes af
fremmede Snyltegrester, og Gøglere og Spillemænd fik Guld, medens Skjalden
maatte gaa tomhændet. For i denne uste Tid at kunne holde odselt Hof
paalagde han endvidere tunge Skatter, udplyndrede ligefrem den fattige Ill-
muez og de tyske Retsskikke, han indforte, fjernede ham end mere fra Folket.
Knud og Valdemar havde nærmet sig hinanden; de bitre Fortidsminder
maatte vige for Ojeblikkets Krav. Valdemar trolovede sig med Knuds Halv-
søster Sosie, den Gang endnu ikke voksen, og skulde i Medgift have Tredje-
delen af Knuds Fcrdreiiegods Sammen droge de dernæst til Svens Fjende,
Kong Sverker, der gav Knud sin Datter til 2Egte. Sven blev rasende og
vilde lade Valdemar gribe, saa snart han var vendt hjem; men ingen vilde
lægge Haand paa Knud Lavards Søn. Dernæst søgte han at lokke Valde-
mar til Tyskland for at faa ham sat fast hos sin Svigerfader, Markgrev Konrad
af Uieissen; men han kunde ikke finde Redskaber til sin Udaad. Valdemar
og Knud følte, at deres Liv var i Fare, og rask bestiittede de sig til et af-
gørende Skridt: paa Viborg Ting lode de sig hylde som Konger. Skjalm
Hvides 2Et og Eskil faldt fra Sven, og med Skamme flygtede han til Tyskland
(i154c). Efter et Par Uars Uvirksomhed kobte han Henrik Love til at stotte
sig, slap ved Bestikkelse gennem Danevirke og hærgedeByen Slesvig, som aldrig
for-vandt dette Knæk. Snart efter trak Henrik Love sig dog tilbage, og nu und-
saa Sven sig ikke for at ty til Venderne, der voldgcrstede Fyn· De to andre
Konger droge imod ham; men Valdemar havde dog, fulgt af sin Ven Ilbsalon,
et Møde med Sven. Forgæves søgte Sven at drage Valdemar fra Knud, men
Mødet førte til Forlig. Det endelige Fredsmode mellem alle tre Konger fandt
Sted paa Laaland. Ved Valdemars Voldgift blev Riget tredeltz saa slet stod
det med den nationale Bevidsthed, at man rolig prisgav Enhedstanken, der
gennem Aarhundreder havde holdt Danmark sammen! Valdemar fik Jylland,
Sven Skaane og Knud Oerne (Uö7).
Forliget viste sig hult· Straks ved Fredsgildet i Roskilde søgte Sven
Lejlighed til at ramme begge sine Medbejlere. Ditmarskeren Thetlev, der
var hans højre Haand, paatog sig at udføre Drabet; selv holdt Sven sig
tilbage. Alt var trygt og fredeligt; da styrtede Svens Mænd væbnede ind
i Hallen, hvor Knud og Valdemar fade. Valdemar sprang op og sinkkede
Lysene, venstre Arm viklede han i sin Kappe for at afbode Hnggene, og hoved-
kulds for han mod Thetlev, saa de begge faldt. Uask var han atter oppe,
og fkønt han var saaret i Benet, slap han under Mørkets Forvirring ud af
Hallen og bort fra Byen. Svens Mænd sloge imidlertid Skodderne op,
Thetlev kom paa Benene og klovede Knuds Hoved; den ulykkelige Konge
udaandede i lesalons Arme. Ilbsalon troede, at den myrdede Konge var Valde-
mar-, da han mærkede Fejltagelsen, lagde han Liget ned og slap under store Farer
ud gennem Roskildes Gader. J sin Moders Hjem Fjenneslev gensaa han Valde-
mar, som kom ridende, forpint af sit Saar, der endnu ikke var forbundet. Alle-
vegne sogte Svens Mænd efter Valdemar; men Ilbsalons Broder, den snilde
— 93 —-
sulsi
ss Q ,if«i«s’n i
i
t
og kække Esbern Snare, vildledte dem, skaffede Valdemar et Skib og sejlede
med ham til Jylland. Efter en yderst stormfuld Overfart naaede de did, og
paa Viborg Ting stod Valdemar frem med Klager over Svens Niddingsfærd.
For at sikre sig den myrdede Knuds Tilhængere fejrede han nu sit Bryllup
med Sofie. Sven stævnede til Jylland med en stor Flaade og drog frem til
Viborg, medens Valdentar trak en Herr sammen ved Randers og afbrød Broen
over Gudenaa, saa at Sven ikke kunde komme over. Efter at have faaet Forstærk-
ning gik Valdemar over Llaen et andet Sted, og snart kom Hærene paa Livet af
hinanden. Svens Heste havde forædt sig i det modne Korn, og hans Mænd
havde med IEngstelse set Fjendens Skarer fylkes tættere og tættere; men Val-
demars Hær var frejdig og fyrig, opildnet af en Sangers Kvad om Blod-
gildet i Noskilde, og han vandt en stor Sejr· Kun faa af Svens Mænd
kæmpede med Kraft; Mærkesmanden værgede dog til det sidste om sin Herres
Fane. Sven selv kastede sig paa Flugt, men hans Hest blev hængende i en
Mose, Brynjen blev ham for tung, og vaabenlos flygtede han videre til Fods,
indtil han segnede af Træthed. Nogle Bonder kom til, og da de saa, hvem
han var-« vilde de fore ham til Valdemar-; men pludselig sprang en af dem frem
og klovede hans Hoved med sin Okse. Det var paa Gradehede, 25. Okt.
if57. Den faldne Konge blev jordet paa Stedet og kaldtes senere Sven
,,Grade«. Valdemar viste Mildhed mod flere af de over-vundne, som Magnus,
en Frilleson af Erik Lam, og Knud og Buris, Sønner af Henrik Skatelaarz men
Svens Venner, Riber-Ulv og Thetlev, bleve dræbte
Valdemar den Førstcs Sejr indledede en ny Tid: Folk og Land
hævedes af dyb Vanmagt op mod den storste Vælde. Dette mægtige Omstag
har skaffet Kong Valdemar. Navnet »den Store-R Han var ogsaa imange
Maader en stor Konge, udrustet med stot Sindsro og med Dygtighed som Kriger,
havde kongeligt ydre og Evne til at vinde sit Folk; derimod manglede han
rigtignok den store Statsmands Skarpsyn og raske Jndgriben, han var stundom
for veg og godlidende overfor fremmede, men mistænksom overfor sine egne,
og vrededes han forst, blev han haard og havde vanskeligt ved at frigore sig
for varigt Nag. 2Eren for Landets Opsving maa han da ogsaa dele med de
store Mænd, der stode ved hans Side: Brødrene Ilbsalon og Esbern Snare, deres
Fætter Snne Ebbeson og Pede1«Thorstensøn, Fosterfader for Valdemars Søn
Kristoffer, hvis Uioder var den i Folkedigtningen saa beromte Tove. Storst
af disse Mænd er atter Ilbsalon, hvis Virken for Fædrelandet stiller selve
Valdemars Kongegerning i Skygge. Han er en af de allerypperste Skikkelser
i hele vor Historie, stor baade som Helt, som Statsmand og som Kirkehovding
Ubsalon var Søn af Usser Rig og Sønnesøn af Skjalm Hvide. Paa
Fjenneslev Gaard bleve han og Esbern opdragne sammen med Valdemar;
der grundlagdes det Venskab, der fik saa mægtig Betydning for Danmark.
Medens Valdemar kastede sig ind i den voldsomme Tronstrid, studerede lesalon
som Klerk i Paris og modtog stærke Jndtryk af Kirkens hoje Stræben Under
Kongekrigens sidste Optrin stod han igen ved sin Vens Side, og snart efter sik Val-
demar Roskilde Domkapitel til at vælge ham til Biskop (f 158). Dermed havde
han faaet en fremskndt Plads, hvor hans rige Evner ret kunde udfolde sig.
— 9s7c
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
