Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar den Anden (G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
U
LYJ
lO - »
LKYV(A,
. s–-·–.– -.-·"—- ’«-·–Z– YMYJ
I adskillige Ilar havde han foruden Bispedonnnet Styrelsen af det sonderjydske
Hertugdomme, indtil Kong Knuds Broder Valdemar, der havde faaet Hertugs
navnet, blev vaabenfør. Aften llk·37 overtog den unge Valdentar selv Styrelsen,
og ved sine overlegne Evner stillede han straks sin ældre Frænde og Navnei
Skygge. Det kom til Strid mellem dem, men Hertugen vandt Overhaand.
Bispen vilde dog ikke give tabt; han trodsede den pavelige Legat, som vilde
mægle Fred, og da han ikke kunde udrette noget ved egne Kræfter-, knyttede han
hemmelig Underhandlinger med Danmarks Fjender til alle Sider: den mægtige
Kejser Henrik den Sjette, der harmedes over, at Knud havde afvist Tysklands
Hojhedskrav og støttet sin Svigerfader Henrik Love, ligeledes de stanfisksindede
Fyrster i Nordtyskland, endvidere Kong Sverre i Uorge og Kong Knnd Erikson i
Sverige. Pludselig flygtede han fra Slesvig og vendte tilbage med en svensk-norsk
Flaade paa 35 Langskibe, medens Grev Ildolf af Holsten samtidig efter Ilftale
faldt ind i Sonderjylland Troes sin Bispevielse dristede Valdemar sig til at tage
Kongenavnetz men ingen vilde slutte sig til ham, og snart var han sine Fjenders
Fange (ll92). Lceiiket om Haand og Fod tilbragte han nu fjorten Ilar i
Fængselstaarnet paa Søborg. Forgcrves krævede Paven hans Cosladelse;
lesalon og de danske Bispek modsatte sig Rom og stode Vagt om den danske
Trone, ja lebed Vilhelm bebreidede frimodig St. Peters Efterfolger, at han
ikke afsatte den troløse Bisp, der ved at tage Kongenavn paa det groveste
havde brudt Kirkens Lov, og Paven saa sig nodt til at lade Sagen hvile-
Samtidig vendte de Danske sig mod Biskop Valdemars Forbundsfæller, de uord-
tyske Fyrster. Vel var Peder Suneson uheldig i Kampen mod Markgreven
af Brandenburg, men Hertug Valdemar gjorde det ene Sejrstog efter det
andet mod Grev Ildolf af Holstenz forst slap Greven med at udrede Penge-
summer og afstaa Rensborg, men tilsidst blev han tagen til Fange og ført
til Soborg for at dele Fængsel med Biskop Valdemar (l20(). Holsten blev lagt
under Knud, og Tysklands Opløsning hindrede baade Staufer og TVelfer i at
afværge, at det danske Riges Grænse saaledes blev skudt frem til Elben,
samtidig med at de Danske haandhævede Hojheden over flere vendiske Lande.
Et Vidnesbyrd om det Ry, Danmark havde vundet endog i fjernere
Egne, var det, at Kong Filip Ilugustus af Frankrig bejlede til Knuds Søster,
den skonne Jngeborg, i Haab om derved at vinde Støtte til Erobringen af
England· Ingen anede, hvilke Sjælekvaler der forestod den unge Brud,
som kom til Frankrig. I Tlmiens fejrede Filip Tlugustus deres Bryllup (l l93);
men allerede Dagen efter viste han ligefrem Afsky for sin Dronning. Der
hviler et Slør over Kongens bratte Omslag; Jugeborg har snarest været
ham for fremmed, han har folt sig skuffet i sin Elskov og efter Tidens
Tankesaet straks vejret Trolddom. Paa Stedet forlangte han, at de danske
Ufsendinge skulde tage Jngeborg med tilbage, og da de vægrede sig ved
at berede deres Herres Søster slig Vanære, bød han dem forlade Frank-
rig. Med et opdigtet Slægtskab mellem Ingeborg og Filips forste Hustru
som Paaskud erklærede en Forsamling af viljelose Bisper 2Egteskabet for
ophævet Jngeborg blev ikke hørt og fik ingen Forsvarerz selv var hun ikke
sine Tlnklageres Sprog mægtig og kunde kun indskyde sig under Pavens Dom.
Men hvem skulde tale hendes Sag i Rom, nu da den haarde Konge lod hende
im) -
» s «—k«»3x
indespærre i Kloster og lide Mangel paa alt? Uiedens Filip fandt sig en anden
Brud, klagede Ilbsalon til Pave Lølestinns, og Kong Knnd sendte sin Kansler,
Unders Suneson, og den gamle Ilbbed Vilhelm til Rom for at tale den ulykkelige
Dronnings Sag-» men Paven var svag, og da de danske Ilfsendinge gik til Frank-
rig, bleve de behandlede som Fanger og maatte dernæst vende tilbage med ufor-
rettet Sag. Endda vilde Ingeborg ikke boje sig, og det skont det paa den Tid
ikke var usædvanligt, at Fyrstinder bleve forskudte. Uien hendes Selvfølelse
voldte hende et Livsmartyrinnr Vel fremtvang Paven, den mægtige Innocen-
tius den Tredje, ved at lyse Jiiterdikt over Frankrig en ydre Forsoningshojtide-
lighed mellem 2Egtefællerne; men da Filip straks efter lod sin Hustru sættei
Fasngseh turde Paven af politiske Grunde ikke ret tage Kampen op igen, og eu
ny dansk Sendefcerd var lige saa frugteslos som den forrige. Ingen mægtede
at udrette noget overfor Filip; men Ingeborg holdt ud trods usigelige Lidelser-,
indtil rent ydre Forhold endelig fik Kongen til at antage sig hende. Han havde
nemlig atter Planer mod England og kunde bruge Danmarks Venskab og Stotte
(l2l.7)·). Fra nn af behandlede han Ingeborg sommeligt, og blev Forholdet
mellem dem end ikke hjerteligt, havde hendes modige Udholdenhed dog sin Lon.
De sidste af Kong Knnds Ilak bringe Ilftlntningeu paa Ilbialous daad:
rige Liv. Efter at han ved Testamente havde nddelt sit Selv, sine Pelsværks-
kjorteler, Brynjer og Heste til Kongen, sine Frænder og Klerke, ligesomyogsaa
til de landflygtige norske Bisper, der havde sogt Ly hos ham, og givet det meste af
sit Jordegods til Soro Kloster og Cunds Domkirke, dode han 2l. Marts l20l isit
kære Soro, hvor han ogsaa fik sin Grav. Saa mægtig en Personlighed Ilbsalon
end var, viste han sig dog beskeden og ydmyg i sit Væsen Skont han saaledes var
hoj og kraftig, gjorde han sig ikke straks gældende ved sin Fremtræden; men drejede
det sig om Venderkamp eller et betydningsfuldt Rigsmode, da mærkede man
hans Overlegenhed Han skyede ikke de største Anstrengelser, og han kendte
ikke til at være ledig; naar han paa Vendertogene ikke var i Kamp, morede
det ham at fælde Ved med sin lille Haandokse· I sin Levemaade var han
saare jævn, og af ydmyghed satte han et Krucifiks over sin Trone, for at
Folk ikke skulde kaste sig paa Knæ for ham, men for Kristus
Ejendommelig for Ilbsalon var hans Begeistring for Fædrenes Daad; som
han ved sin egen Gerning genoplivede Folkets Heltetid, saaledes fremkaldte han
ogsaa et stor-slaaet bogligt Mindesmoerke om de Danskes Bedrifter, nemlig Saxos
Krønike« Saxo var Ilbsalons Klerk; hans Fader og Farfader havde deltageti
Vendertogeue, og selv havde han været Ojenvidne til de sidste Sejre, men
fremfor alt havde han lyttet til den store 2Erkebisps Fortællinger om For-
tidens Minder. Greben af Ubsalons mægtige Personlighed og opfyldt af
Kasrlighed til sit Fædreland udarbejdede Saxo da sin Danmarks-Krønike fra
den ældste historiske Tid og ned til Valdemar den Store; men senere ud-
videde han sit Værk: han førte det tilbage til Sagntiden og gengav med Snille
de nordiske Oldkvad, og han førte det ned i Tiden til Vendertogenes Ophør.
Bag den pyntelige latinske Ikleedning mærker man, hvorledes Saxo lever
og aander med sine Helte. Derfor kan han nok forherlige nogle mere end
billigtz men til Gengeeld har han stort Syn paa Fortidens Minder, og
i hele Historieskrivningen er hans udprægede Personlighed ret enestaaende.
« » lUl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
