Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar den Anden. — Kongedømmet. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
» W «sisssstmli
·sss«sa1s—«
Snart efter rykkede Valdemar frem med sin Han-, og det syntes, som om han
skulde blive lige saa sejrsæl som i gamle Dage; Fjenderne bleve slagne ved
Ejder, Rensborg erobret og Ditmarskerne betvnngne Llien Tyskerne samlede
storre Stridskræfter og modte Valdemar i det afgoreude Slag ved Bornhoved
(Juli 122?). Allerede hældede Kampen til Fordel for de Danske, men da anstrengte
Fjenderne sig til det yderste; det siges, at erv Adolf lovede at gaa i Kloster,
om han fik Sejr, og de npaalidelige Ditmarskere faldt den danske Hasr i
Ryggen. Kampen var tabt for Kong Valdemar-; selv mistede han sit ene
Oje og undgik med Nod og næppe at falde i sine Fjenders Hænder-, hans
Sosterson Otto blev Grev Alberts Fængselsfælle i Schiveriu, og Biskop Tnve
af Ribe tilligemed flere danske Stormcend faldt ligeledes i Fjendevold.
Med Selvovervindelse undlod Valdemar at ruste sig til et nyt Tog.
Aaret efter dode Grev Henrik, og nu udlostes de danske Komgesonner samt
Greverne Albert og Otto paa taalelige Vilkaar. Valdemai beholdt hensborg
og sluttede sig sammen med sin fordums Fjende, Grev Adolf, til fælles Foie-
tagender mod Lybek, der vilde hævde sig som fri Nigsstad Fra Estland vare
de Danske i Ulykkesaarene blevne helt for-drevne men Valdentar mind de det
apostolske Sæde om sine tidligere Korstog, og Paven tildomte den danske
Konge Estland· De tyske Riddere vilde nodig udlevere deres Erobringen
men bleve tilsidst nodte dertil: paa Modet i Stensby ved Vordingborg( 238s
godkendte deres Afsendinge Valdemars Net, men Kongen overlod paa sin Side
en af de estiske Provindser til Ridderne. Ad fredelig Vej lykkedes det saaledes
den store Konge at sikre Danmark Frugten af sit mindevasrdige Sejrstog.
De huslige Sorger, der alt havde gæstet Kong Valdemar i hans Vel-
magtsdage, fulgte ham ogsaa i hans senere Aar. Hans Son Valdemar-, der
alt længe havde været udvalgtKonge, inistede sin Hustru, Eleonore fra Por-
tugal, efter kun to Aars 2Egteskab, og nogle Uiaaneder efter omkin den unge
Konge selv ved et Vaadeskud (lZZl). Kan hænde, Danmarks Historie var bleven
lysere, om den unge Valdemar havde faaet Riget efter sin Fader. Nu blev
Berengarias ældste Son, Erik, ndvalgt Konge; men efter almindelig Skik gav
Valdemar de andre Sonner Forleninger: Abel blev Sonderjyllands Hertug,
Kristoffer fik Laaland og Falster, Knud blev Hertug i Bleking, og Sonnesonnen
Nikolans, der havde maattet give Afkald paa Grevskabet Sehwerin, fik Nei-re-
Halland. Den store Konge skal dog have set morkt paa den Fremtid, han
selv maatte grundlægge. Sagnet fortæller, at som han en Dag vilde stige
til Hest, blev han længe staaende i dybe Tanker med den ene Fod i Stig-
bojlenz han havde grublet over, hvordan det vilde gaa hans Sonner efter
hans Dod. Vist er det, at Abels Giftermaal med en Datter af den holstens e
Greve var ham meget imod; som gammel Statsinand maatte han ojne den
Fare, der voksede op heraf. Efter Udredelsen af de svære Losepenge stod det
tilmed ilde med Kroneus Jndtægter, saa at Valdemar i sine sidste Aar maatte
gribe til Godsinddragelser, hvor han kunde; dog saa han sig iStand til før
sin Død at give hver af Domkirkerne en kostbar Messehagel.
Valdemar den Anden har ikke blot vundet Ry ved Kampe og Sejrez
med god Grund fik han ogsaa 2Eresnavnet »Lovfører«; thi han var den
store Lovgiver, der med kraftig Haand ændrede og bedrede Netsvæsenet. For
iok —
sllll u Nu » , «-
. sss;· ssss o ,- »—
Skaane ndstedte han saaledes en Forord-ung om Jeernbyrds Afskaffelse, for
Fyn gennemforte han en Del Lovbestemmelser, scerlig vedrørende Helligbrode, og
han virkede for, at Retssagers Afgorelse mindre kom til at bero paa den anklagedes
Renselseseed, der let kunde misbruges, men overgaves Nævninger og »Sande-
mæud« til Granskning og Paakendelse· Særlig fik han dog Navn som Lovgiver
ved at lade Iydske Lov uedskrive. Den gamle Biskop Gunner af Viborg nd-
arbejdede det incerkelige Forord, der med Kirkeretten som Forbillede fremhæver
Grundsætningerne for hele Rigets Styrelse. »Med Lov skal Land bygges«, siger
Loven til Begyndelse, »men ingen Lov er jævngod at folge som Sandheden;
hvor man tvistes om Sandhed, der skal Loven oplede, hvad ret er. Var ej
Lov i Lande, da havde hin mest, som mest nionne gribe. Thi skal Lov efter
alle Mænd gores, at retsindige Mænd og spage og sageslose kunne nyde
deres Ret og Fred, og fule og uretfærdige Mænd ræddes for det, som i
Loven er skrevet.« — »Ingen Mand skal donune mod den Lov, som Kongen
giver, og Landet tager ved; den maa han ej heller tage tilbage eller for-
andre uden Land ets Samtykke, med mindre den vai aabenbar imod Gud
Dette er Konaes Embed og ljovdingz som er i Landet, at overlkolde Domme
og gore Ret og frelse den, der med Vold tvinges, saasom Enke og værgelost
Barn og Pilegrim og udenlanes Mænd og fattige Mænd (dem gaar tiest
Vold over), og lade ej ildværkes Mænd, de, der ej ville staa til rette, i sit
Land leve, sordi idet han piner eller dræber Udaads ’liænd, da er han Guds
Tjenestemand og Lovs Værge« o. s. v. Ved nærmere Eftersyn synes dette Forord
at være Indledning til en Samling Ri gslove, der fik grundlcrggende Betydning
for Danmarks Forfatning i den folgende Tid, idet de paa en Mængde forskellige
Punkter fastsloge Kongens og Undersaatternes gensidige Rettigheder og Pligter.
Disse Rigs- og Provins-Love gav Kong Valdemar i Marts lZLlcl paa
et hojtideligt Mode i Vordingborg, hvor hans tre Sonner og alle Bisper og
Storinænd vare til Stede. Det blev en smuk Afslutning paa et langt og
daadrigt Liv; thi der, i Vordingborg, dode den gamle Konge 28. Marts.
»Ved hans Dod faldt Kronen af de Danskes Hoved,« siger en Klosteraarbog med
Henblik paa den sorgelige Nedgang under de folgende Konger, og den islandske
Knytlingasaga ytrer uforbeholdent: ,,Han var den storste Konge, som har været her
oppe i Nordens Lande.« For ovrigt er Valdemar Sejr den sidste Dankonge, der
har modtaget nogen islandsk Skjaldz men ved denne Tid udviklede de Danske
ogsaa deres egen Digtning med dens ædle Jcevnhed og rige Væld af Poesi og
Tone: i Stedet for den lyttende Skare, der folger Skjald ns kunstfulde Kvad, ser
man nu Moer og Svende træde Dansen, alt imedens de synge Folkeviserne.
Om de indre Forhold paa Valdemar Sejrs Tid have vi fyldige
Oplysninger. De skyldes for en Del den saa kaldte »Kong Valdemars Jorde-
bog«, en Fortegnelse fra lZZl over Kongens Indtægter, Krongodserne,
Smaaoerne, der vare Kongens Vildtbaner, o. s. v., alt sammen Uddrag af eller
Forarbejder til et nu tabt, omfattende Rigsregister. Væsentlige Kilder til
Landets indre Historie ere ogsaa Lovene, og det ikke blot adskillige Forord-
ninger og Jydske Lov: som Udslag af den vakte Retssans have vi ogsaa
lovkyndiges Optegnelser af den da gældende skaanske og sjællandske Lov.
— 108 —··
tier-« ««
Disse rige Kilder vise os Valdeiiiarstideii som en mærkelig Epoke i den danske
Samfundsudvikling: Oldtidens mere enkle Forhold ere omdannede til et Samspil
af mangfoldige Kræfter, gamle Ejendonnneligheder samniensmeltede med Be-
standdele af den almeneuropæiske Kultur; Kongedommet har naaet sin Tinde,
og Stænderne staa temmelig udsondrede fra hverandre.
Kongedommet var Midtpunktet i Statsudviklingen. Allerede forud for
den Tid, da vi have sikre Efterretninger om Danmark, havde Kongedommet
svnnget sig op og fuldbyrdet Rigets Enhed, og under Paavirkning af den kristne
Kultur hævede det sig videre, til storre Vælde· Kongen blev valgt af Folket;
men Kongeætten havde Arveret til Riget, og under almindelige Forhold efter-
fnlgtes Faderen af sin ældste Sou, saa at Valghandlingen nærmest kun var en Hyl-
ding. Var det mere tvivlsomt, hvem der skulde være Konge, samledes man i
Reglen paa Jsore Ting ved Jsefjord; men under Valdemarerne se vi Konge-
magten saa fæstnet, at Sonnen vælges allerede i Faderens Levetid.
Kongen havde hele Styrelsen af Landet. Inden han traf Afgorelse i vig-
tige Sager, sammenkaldte han som oftest Nigets »bedste Mænd« for at høre deres
Raad, og disse Stormandsmoder bleve Oprindelsen til de senere Danehoffer·
Sin Styremagt ndovede Kongen dels i egen Person, dels ved sine Embedsmænd,
der varetoge Kronens Interesser i storre Kredse (Sysler) eller indenfor et enkelt
Herred. Allerede tidlig var dette System eiendommeligt for Danmark, medens
Norge og Sverige mere udviklede folkeligt Selvstyre. J ældre Tider vare de
øverste Embedsmcrnd Iarlerne, der styrede en storre Landsdel som Sonderjylland
eller Sjælland, men ikke havde arvelig Værdighed. Fra Knud Lavards Tid om-
byttedes Jarledommet i Soiiderjylland med den hojere Hertugværdighed, der kun
tildeltes Kongeætlinger, og Iarlenavnet synes nu i det hele snart at forsvinde-
Sædvanlig bavde Danmark kun een Hertng, der havde Hvervet som Grænse e-
vogter og Styrelsen af de tre sonderjydske Sys —«ler , kun i Valdemar Sejrs sidste
Tid se vi to af hans Sonner samtidig have Hertngnavu· Enkelte Landsdele bleve
for ovrigt ofte givne Kongeætlinger at styre, og disse Embeder fik til Dels Præg
af Leil, men vare dog endnu noje bundne til Kongedoinmet· Desuden havde
Kongen en Mængde Kongsbryder eller Fogeder, ansete Mænd, der tilhorte Veder-
laget og i hvert Herred bestyrede Krongodset og modtoge de Afgifter og Vdelser,
der skulde udredes til Kongen. Da Kongemagten steg i Valdemarernes Tid, bleve
endvidere Hofembederne hoje Rigsembeder. Drosten, der tidligere kun varSkaffer
ved det kongelige Bord, forestod nu ikke blot Hofholdningen, men endog hele
Landets Pengevæsen og hævdede efter Valdemar Sejrs Tid Stillingen som Lan-
dets første Embedsmand og Kongens Stedfortræder. Marsken fortrængte den
ældre Tids Stallere fra Opsynet med Kongens Stalde, men fik tillige snart hele
Hærvæsenet under sig. Kansleren, som var en Klerk eller endog en Bisp,
forestod Udfoerdigelsen af Kongens Breve og havde flere Kapellaner under
sig. Ogsaa Skeeiikens og »Camerarius«s Embeder beklædtes af ansete Mænd.
Kongen kunde udbyde Leding og var i Reglen Hærens Fører. Oprindelig
havde dette Hverv mere end alt andet skabt Kongevælde, og i de daadrige
Valdemarstider havde det endnu væsentlig bidraget til at foroge den. Lige-
ledes var det Kongens Opgave at haandhæve Fred og Orden iRigetz han
havde derfor udstrakt Straffemyndighed og modtog Boder af de domfældte.
— l09·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
