Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik den Anden. (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ss’cs o voxoxos o .sch,-« . fo? Fpl
OFQHCHOHEOTC o SOPART o DHZT QOIQ III
ccccicsccccc Ecccciccccccccccccc
Den svenske Hær under Anforsel af Jakob Henriksson Hästsko talte c. 20,000
Mand, den danske kun 9000 Mand. For Slaget, den 20· Oktober 1565,
red Rantzau fra Afdeling til Afdeling og holdt en kort opflammende Tale;
derpaa knælede alle og bad til Gud om Sejren. Ved en snild Manovre
lokkede Rantzau Svenskerne ud af den stærke Stilling, de havde indtaget; de
kom derved til at bevæge sig paa et snævert Terræn, hvor de ikke kunde ud-
folde hele deres Styrke, og Dagen endte med en glimrende Sejr for de
Danske. Jblandt de mange faldne Danske, henved 5000 Mand, nævnes
Helten Sten Rosensparre, for hvem Svenskerne i nyere Tid har rejst et
Monument paa Valpladsen. Men de Svenske havde lidt et endnu større
Tab, og hele deres Artilleri, bestaaende af 48 Kanoner, blev ført som Sejrs-
bytte til Kobenhavn.
Ved denne Sejr afværgedes det mest truende Indfald, Danmark havde
været udsat for i denne Krig. Ogsaa Normcendene havde med Held afslaaet
gentagne fjendtlige Indfald, og særlig udmærkede sig her den keekke Iens
Holgersen Ulfstand paa Bahus ved den Dygtighed, hvormed han 3 Gange
afslog fjendtlige Angreb paa den vigtige ernsefcestning
Det blev nu de Danske, der gik over til Angreb. I Sommer-en 1566
førte Rantzau Hæren ind i Vestergötlandz med den Tids sædvanlige Gru-
somhed i Krigsforelsen plyndrede og brændte man, hvor man kom hen.
Saaledes gik Skara og dens prægtige Domkirke op i Liter. Det følgende
Aar skulde Sverig erobres· Med en Hær paa c. 9000 Mand drog Rantzau
i Oktober Maaned ind i Smaaland, naaede lykkelig Iönköping og trængte
herfra frem langs Vetterns østlige Bred ind i Ostergstland Linköping,
Norrkiiping og Söderköping bleve erobrede og den danske Heer gik over
Motala Strømmen, hvor den foretog et heldigt Overfald paa den svenske
Lejr ved Kungs-Norrby· Allerede iBegyndelsen af Felttoget havde Rantzan
sendt den kække Partifører Mikkel Gynge tilbage til Danmark for at kræve
Forstærkninger tilsendte. Det var da hans Haab at kunne trænge frem lige
til Stockholm og diktere Svenskerne Frederi. Men Tiden gik, uden at Hjælpen
kom; imidlertid inindskedes hans lille Styrke under de stadige Kampe med
Svenskerne, og i Slutningen af Januar maatte han føre Hæren tilbage.
Det blev et vanskeligt Tilbagetog, midt i Vinterens Hjerte, omsvcermet af
overlegne fjendtlige Hære ad ofte ufremkommelige og ukendte Veje. Men
Rantzau og Brokkenhus ledede det med en saadan Dygtighed, at selve Til-
bagetoget blev en af den danske Hexers smukkeste Bedrifter. Efter 16 Dages
Forløb stod Hæren atter paa dansk Grund, uden at have lidt betydelige Tab
og medførende talrige Fanger, deriblandt flere af den svenske Hærs øverste
Anførere.
Forholdene i Sverig havde dog ikke bidraget saa lidet til denne gunstige
Vending. Kong Eriks Sindssygdom var under Krigen tiltaget saaledes, at
det grænsede til Vanvid. Sine bedste Raadgivere og mægtigste Adelsmænd
havde han i Upsala ladet dræbe; forfulgt af Angerens Kvaler havde han
i lang Tid været udygtig til Regeringen, og da han endelig havde ægtet
den skønne Karin Maansdatter og derved bragt Arvefolgen over til hendes
Børn, rejste hans Brødre Johan og Karl Oprørsfanen imod ham. Han
ves- Led
tavska
.xx.
s:cecscccgcccetzccccccccccccccce
H-
c cccccccccceccscccccsccccccc
blev stødt fra Tronen og endte sit Liv ietkunnnerligt Frengsek Hans Efter-
følger Iohan den Tredje ønskede Fred, men efter frugteslose Underhandlinger
begyndte Krigen igen, og endnu i 2 Aar hjemsogtes Notdens Riger af disse
blodige og grusomme ergningstog uden andre Resultater end at Grænse-
landene ødelagdes i Bund og Grund-
Til Sos var Krigen bleven ført med vekslende Held. Begge Riger
havde lagt en overordentlig Kraft ind paa Udviklingen af deres Flaader,
der talte 30—40 Skibe. Peder Skram sorte l565 Kommandoen over den
danske Flaade, men nedlagde den uden at have udført nogen nævneværdig
Bedrift. Hans Efterfolger blev Herluf Trolle, en af den danske Adels
ypperste Mænd. Den 50. Maj 1564 mødte han, efter at have forenet sig
med Lybekerne, den overlegne svenske Flaade under Jakob Bagge mellem
Oland og Gnlland’ Det var her, at det store svenske Admiralskib Makalos
blev entret og erobret, men derpaa sprang i Luften med hele sin Bescetning
Det folgende Aar havde Svenskerne under Klas Horn Overvægten; den svenske
Flaade sejlede op i Sundet og lagde sig udenfor Amager, men Hovedkampen
stod den l. Juni under Femern. Kampen var uafgerende, men Heklnf Trolle
blev her dodelig saaret; han vilde ikke straks lade sig forbinde og herved
forværredes Saarets Karakter· Da han med Flaaden vendte tilbage til
København, var han dødssyg, og faa Dage efter afgik han ved Doden. Nu
fik·Otto Rud Anforselen, men i et blodigt Slag under Bornholm blev han
taget til Fange og fortes i et vanærende Optog til Stockholm. Det følgende
Aar l566 var atter de to Flaader i Seen; uagtet Svenskernes Overlegenhed
i Antal beherskede dog den dansk-lybske Flaade Oftersoen; da odelagdes alt
ved den danske Fører Hans Lauridsen Badens Egensindighed Den danske
Flaade havde ankret op udenfor Visby ved Gulland for at begrave en Skibs-
chef· Trods sine Underbefalingsmæiids indtrængende Opfordringer vilde
Admiralen ikke lade Flaaden lette, da det truede med en stærk Storm. I
Natten mellem den 28. og 29. Juli forgik da en stor Del af Flaaden, sfs Skibe
med en Besætning af over 6000 Mand. Dette blev Dødsstodet for den
danske Krigsforelse til Sos under denne Krig. Tabet stod ikke til at oprette,
og i de følgende Aar spillede Svenskerne Herrer til Søs.
Den langvarige Krig havde tæret paa begge Landes Kræfter. Den
med saa stor Tillid begyndte Kamp var lobet ud iSandet. Ingen af Par-
terne havde opnaaet noget Resultat, der sikrede nogen af dem en afgorende
Overvægt Finanserne havde, især i Danmark, været saa ødelagte, at man
maatte laane i Millionvis hos fremmede Stater og Fyrster. Den dygtige
Finansmand, Peder Oxe, som i en Aarraekke havde været i Landflygtighed,
blev da midt under Krigen tilbagekaldt, og det lykkedes da ogsaa ham at
skaffe de fornødne Midler til Veje. Men baade i Danmark og Sverig længtes
alle efter Fred, og de to sidste Krigsaars hensigtslose og uheldige Krigsforsel
bidrog til at aabne alles Ojne for Nødvendigheden af at komme til Fred.
Hertil bidrog ogsaa, at Danmarks to betydeligste Feltherrer, Rantzau og
Brokkenhus, begge faldt ved Belejringen af Varberg, som Svenskerne havde
indtaget. Under Kejserens Mægling kom det da til Fredsunderhandlinger i
Stettin, som endelig førte til en Fred, ved hvilken Sverig maatte betale en
— 164 .—
··«
» s- i
skal
11
afsi-
«-
Ummzxuoc cz
cccscCcccccccccccccccccccccccc
i « ..
lille Sum i Krigsomkostniuger og begge Parter opgav de Fordringer, hvor-
med de havde begyndt Krigen: Danmark Retten til Sverig, Sverig sine For-
dringer paa Norge, de skaanske provinser og Gulland· Dog fik Danmark
Ret til at føre de tre Kroner i Vaabnet; men det var kun et Mindetegn
om Kalmarunionem denne var fra nu af skrinlagt.
Hvad der i høj Grad havde bidraget til at holde den danske Krigsførelse
oven Vande idisse lange Aar var Oresundstolden Denne først af Kong
Erik af Pommern iiidforte Afgift, som skulde betales af alle Skibe, der sejlede
gennem Sundet og Bælterne, var oprindelig en Skibstold, beregnet efter
Skibenes Drægtighed. Men under Syvaarskrigen indfortes ved Siden af
denne en Lasttold, beregnet til Zle pCt. af Ladningen. Denne ny Afgift
forøgede Indtægterne af Tolden i en betydelig Grad, men den vakte tillige
de sofarende Nationers store Uvilje, og den blev senere en Hovedkilde til
mange Forviklinger, der skadede den danske Politik og berøvede Landet For-
bundsfæller, som det ellers kunde have stolet paa.
Ligesom Danmarks »Guldbjerg«, som Oresundstolden kaldtes i Udlandet,
blev en Fare samtidig med, at den egede Statens Indtægter, saaledes havde
Delingen af Hertugdommerne ogsaa aabnet en Vej, ad hvilken alle Slags
Ulemper og politiske Vanskeligheder skulde strømme ind over Landet Imod
det Onske, som næredes af Hertugdommernes Raad og Stænder, havde Kong
Christian den Tredje og det danske Rigsraad gennemfort Delingen 1544.
De tre Dele —— den kongelige eller flensborgske, den haderslevske og den
gottorpske — omfattede dog ikke Adelen og Stæderne. Disse vedblev at
danne en Helhed rinder alle tre Hertuger, og en Fællesregering repræsen-
terede Landene overfor Udlandet og Kongeriget· Frederik den Anden for-
øgede Splittelsen af Hertugdommerne ved at overdrage sin« yngre Broder
Hans Als, 2Erø og Sundeved samt plon i Holsten. Men Hertug Hans fik
ingen Del i Fællesregeringen, og han og hans Efterkommere, der efterhaanden
delte sig i mange Linjer, af hvilke endnu den augusienborgske og gliicksborgske
Linje blomstre, kaldtes derfor ,,de afdelte (udskiftede) Herrer« og betragtedes
mere som store Godsejere end som selvstændige Fyrster. Forholdet mellem
Hovedlinjerne i Hertugdommet Slesvig og Kongeriget blev efter langvarige
Forhandlinger ordnede i Odense 1579, hvor det bestemtes, at Lenene skulde
være arvelige paa Sværdsiden, og faste Regler med Hensyn til Hertugernes
Lenspligter ligeoverfor den danske Konge fastsattes. Ogsaa Hertug Hans
den yngre blev inddraget med i Forleningen, der med stor Højtidelighed
fandt Sted i Odense den 50. April 1580 Fulgt af henved 1000 Ryttere,
hvoriblandt Hertugdømmernes fornemste Adel, red Hertugerne med Lens-
fanerne ind i Staden, hvor Kongen, siddende paa en Trone, der var oprejst
paa Torvet, modtog deres Lensed, idet baade han og Hertugerne holdt
paa Lensfanens Stang. Det følgende Aar døde Hertug Hans den ældre
uden at efterlade sig Børn. Den haderslevske Del blev derpaa delt mellem
Kong Frederik, der fik Haderslev og Torning Amt samt Rensborg, og Hertug
Adolf, der fik Tønder med Vesterhavsøerne og Løgumkloster. Hermed vare
Delingerne forbi, men Lensmanden paa Gottorp blev snart, som det er bleven
sagt, en Torn i Hælen paa Danmark-
— løs-)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
