Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik den Anden. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t-’
ti
« s
—
c-
«
C-
e
To
Eyspunktet iDanmarks Historie i det 16. Aarhundrede er den mægtige
Opblomstring i Kulturlivet. Berøringen med Udlandet var blevet langt
stærkere end i Tiden før Reformationen. Baade Adelsmænd, Gejstlige og
Borgere fik gennem Rejser, Stadier og Handelsforbindelser stærke Jmpulser
fra de store Kulturcentrer i Tyskland og Nederlandene. Dette viste sig —
som ovenfor anført — i Bygningsstilen, hvor det middelalderlige Præg nu
maatte vige for den ny Tids Bygningskunst, Renaissancen Her i Landet
efterlignedes væsenligst den i Nederlandene udviklede pragtfulde Renaissance-
stil med dens rige Ornamentikz i en stor Mængde Herregaarde — saasom
Vallø, Gisselfeld, Vorgaard, Egeskov — have vi endnu Minder om hin Tids
Bygningskunst. Fremfor alle rager dog Frederik den Andens Vidunderbyg-
ning —— Kronborg ved Øresundets Indlob —— frem som et Vidnesbyrd om
Kongens Sans og Interesse for, hvad der korte sig iTiden. Denne Inter-
esse møde vi overalt. Allerede hans Fader havde støttet og fremmet Stu-
dierne ved den kongelige Gave, hvorved Universitetet iKobenhavn blev gen-
oprettet og fra nu afiblev sat i Stand til at gaa i Spidsen for Videnskabens
Udvikling. Kong Frederik gik i hans Fodspor. Ved Oprettelsen as Konnnus
nitetet sikredes 100 Studenter fri Kost. Ved Soro Klosters Omdannelse til
en Skole med fri Undervisning og Kost for lige mange adelige og borgerlige
dannedes et vigtigt Uiidervisningscentrum. Allerede tidligere havde Herluf
Trolle og Birgitte Goye skænket Skovkloster ved Næstved til Oprettelse af
en Skole, som efter den ædle Givers Navn blev kaldet Herlufsholm. I
Kongens nærmeste Kreds færdedes Mænd, som vare Videnskabens Velyndere.
Særlig maa nævnes Kansleren Johan Friis, der baade under Kong Chri-
stian og hans Søn fremmede alle aandelige Anliggender og i en Række Aar
var Universitetets Kansler, og Peder Oxe, der selv havde studeret i Paris
og i sin mangeaarige Landflygtighed havde faaet Blik for den Magt, som
Kundskab og Dannelse giver. Saaledes er det heller ikke til at undres over,
at Danmark i dette Aarhundrede frembragte Mænd, der paa Videnskabens
Omraade staa som lysende Stjerner. Fremfor alle rage dog to Mænd frem:
Niels Hemmingsen og Tyge Brahe.
Niels Hemmingsen var en Bondeson fra Laaland. 24 Aar gammel
var han kommet til Wittenberg, hvor han havde studeret under Melanchton.
Efter sin Hjemkomst blev han 1555 Professor i Teologi ved Universitetet i
Kobenhavn og udfoldede fra nu af som Lærer og Videnskabsmand en Virk-
somhed, der indbragte ham det hædrende Tilnavn »Danmarks almindelige
Lærer« og gjorde hans Navn beromt i hele den videnskabelige Verden. Hans
Lærebøger i Dogmatik og Moral, i Pastoralteologi, i Naturret, hans For-
klaringer til Skriften bleve grundlæggende for den danske og i mange Hen-
seender for hele den lutherske Teologi. Som Forfatter af Religionsartikler,
Skoleanordninger og Retsbestemmelser i kirkelige Anliggender var han Ord-
forer for den danske Gejstlighed. Særlig maa det nævnes, at han i en Tid,
hvor der herskede saa megen religiøs Ufordragelighed, viste sig skaansom og
mildt overbærende overfor anderledes Tænkende. Dette blev imidlertid
hans Ulykke. I Spørgsmaalet om Nadverlæren nærmede han sig mere
Kalvin end Luther. Herved vaktes de tyske evangeliske Læreres Harme imod
kes —
-«s
S—
k
,
S
i. ti
ham, og gennem Frederik den Andens Svoger Kurfyrst August af Sachsen
opnaaede de, at Hennningsen gennem en Række af ydmygelser tilsidst blev
afskediget fra sin Lærerpost ved Universitetet. Hans Anseelse var dog saa
stor, at han desuagtet i de sidste 20 Aar af sit Liv, som han henlevede
under forøvrigt gode og sorgfri Forhold i Roskilde, nød den samme Hojagtelse
og Beundring som i sine Velmagtsdage saavel af fremmede Fyrster og Lærde
som af sine Landsmænd-
Tyge Brahes Navn er uforglemmeligt for enhver Dansk. Stolte og
dog vemodige Minder knytte sig til dette Navn, hvis Bærer var sin Tids
største Videnskabsmand, der kastede en Glans over sit Land som ingen anden
før og efter ham, og hvis Liv dog blev saa rigt paa Skuffelser. Udsprunget
af en af Damnarks største Adelssleegter folte han sig tidlig kaldet til viden-
skabelige Sysler; rigt udstyret med Aandens Gaver og med lykkelige ydre
Betingelser til at udvikle disse, stod han allerede i sine unge Aar fuldt rustet
til at dyrke det Kald, som fra hans Barndom havde draget ham til sig:
Studiet af Naturen. Det var Opdagelsen af en ny Stjerne i Stjernebilledet
Kasfiopeia, der endelig sorte ham over til Astronomien, som han fra nu as
viede hele sin Kraft. Hans Anseelse var allerede stor, da Kong Frederik den
Anden forlenede ham med Hven paa Livstid og gav ham en aarlig Under-
støttelse til at dyrke sit Studium. Hven blev nu hans Hjem og her opførte
han i Løbet af et Par Aar den lille Borg, hvis kunstrige og skonne Ind-
retning vakte alles Beundring. Paa Uranieborg henlevede han lykkelige Aar,
sysselsat med Iagttagelser og Maalinger af Hinunellegemernes Gang og ind-
byrdes Stilling, opfindende ny og nojagtige Instrumenter, omgivet af tal-
rige Disciple, som fra fjern og nær søgte til ham, modtagende Besog af
fremmede Fyrster, Lærde og Venner, foruden af Kongefamilien selv, der med
levende Interesse fulgte alt, hvad den snildrige og kunstforstandige Mand
frembragte. Skyggesiden var hans pirrelige Sind, hans stolte og overlegne
Væsen, hans urolige Aand, der ikke følte sig tilfreds i Hjemmets smaa For-
hold. Da Kong Frederik var dod, og da der senere under Formynderrege-
ringen gjordes alt for at mindske hans Jndtaegter, ligesom man drog ham
til Ansvar for begaaede Uretfærdigheder imod sine Bonder og Forsonnnelser
i sin Lensstyrelse, blev han ked af Opholdet hjemme. Først flyttede han fra
Hven til Kobenhavn og herfra drog han senere til Tyskland, hvor hans be-
rømte Navn skaffede ham den samme gunstige Stilling hos Kejser Rudolf,
som han havde haft her i Danmark. Men Mismod og Hjemve tyngede
nu hans Sind, og kun 56 Aar gammel døde han i Nærheden af Prag, i
hvis Hovedkirke han ligger begravet. Han var gift med en nfri Kvinde, og
hans Slægt kom aldrig tilbage til Fædrelandet.
Omkring disse to store Mænd straaler en Kreds af dygtige og for-
tjente Navne. Vi minde om Anders Sørensen Vedel, Saksos Oversætter,
Samleren af de gamle Folkeviser og af Minder om Fædrelandets Historie,
Arild Hvitfeldt, der i sin lange Virksomhed som Kansler og Statsinand vandt
Betingelser for at skrive det Værk, som altid vil staa som et storsiaaet
Minde om hin Tids Arbejdskraft og Kærlighed til Fædrelandets Historie:
»Danmarks Riges Krønike«, endvidere den lærde og kunstelskende Henrik
—- s69 –
Rantzau, hvis store Bogsamling og kostbare Samlinger af Malerier, Billed-
huggervaerker og Kunstsager, som fandtes paa hans Slot Breitenborg i Hol-
sten, vakte Samtidens hojeste Beundring.
Endnu i dette Tidsrum var det danske Sprog, som under Reformatio-
nen var kommet til Hæder og 2Ere, det Sprog, hvori ogsaa de Lærde
udtrykte deres Tanker; men henimod Aarhundredets Slutning begyndte La-
tinen at tage Magten fra Modersmaalet, og den Literaturperiode oprinder,
som forst skulde knuses af Ludvig Holberg, og i hvilken ingen nok saa almindelig
Tanke kunde tænkes udtalt uden gennem det gamle klassiske Sprog. Det
var i saa Henseende betegnende, at den Mand, for hvis Skyld man fratog
Anders Sorensen Vedel det ham givne Hverv at skrive Fædrelandets Historie
paa Dansk, Niels Krag, skulde benytte Latinen til Udarbejdelsen af sin Dan-
marks Historie. Han skulde ikke skrive for Folket, men kun for de Lærde
Frederik den Anden var i mange Aar ugift. Som ganske ung havde
han fattet Kærlighed til en dansk Adelsdame Anna Hardenberg, men hans
Uioders og evrige Slægt-; ’I·tedstand og nmligvis ogsaa den unge Kvindes
egen Ulyst hindrede ham i at gore hende til sin Dronning. Efter at Syvaars-
krigen var endt, giftede han sig, 38 Aar gammel, med sin Fasters Datter,
den sSaarige Sofie af Meklenburg, med hvem han levede 16 Aar i et lykke-
ligt 2Egteskab. Omgivet af dygtige Raadgivere som Peder Oxe, Niels Kaas,
Kristoffer Valkendorf, Jorgen Rosenkrans, lykkedes det Kong Frederik i Fre-
dens Aar at opnaa, hvad den blodige Krig ikke havde kunnet give ham og
hans Rige. Danmark-Norge opnaaede i disse Aar en betydelig politisk An-
seelse. Dets Herredømme paa Østersøen og i de nordiske Have anerkendtes
af alle; dets Flaader beherskede Havet, fremmede Skibe sænkede Topsejlet
for danste Krigsskibe, »Herren paa Ostersoen« til 2Ere. Dets Hjælp søgtes
med Begær i Tidens store Religionskrige af Dronning Elisabet, Henrik af
Navarra og Nederlandene. Men med klogt Maadehold vogtede Kongen
sig for at indlade sig i ny Kampe, der oversteg Landets Kræfter, og med
samme Klogskab værgede han Folket imod at indblandes i den dogmatiste
Religionsstrid, som hærgede Tyskland, Den berygtede ,,Konkordieformel, som
saksiske Teologer havde sammenskrevet og som straffede den mindste Afvigelse
i Trossætninger med haarde Straffe, opbrændte han selv med egen Haand-
Den Els. April 1588 døde Frederik den Anden paa Antvorskov Slot.
Han ligger begravet i Christian den Forstes Kapel i Roskilde Domkirke,
hvor et pragtfuldt med mange kunstrige Arbejder smykket Monument er
rejst over ham. Tidens almindelige Fejl, Hengivelse til Drik, var ogsaa han
belemret med, og det er bekendt, at Anders Vedel ikke lod denne Fejl ube-
rørt i sin Ligprædiken over ham. Ogsaa Folkevisen synger om ham
Kong Frederik han sidder paa Koldinghus;
med Riddere og Svende han drikker god Rus.
Men denne Last kan ikke bortviske Mindet om, at hans Regering i mange
Henseender var en for Danmark lykkelig Tid og at den staar i skarp Mod-
sætning saavel til Borgerkrigstiden i Aarhundredets Begyndelse, og til den
Forfaldstid, som en Menneskealder efter skulde komme.
- l?()
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
