Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian den Femte. (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
« I « O
fYFIA -KM
Iis-Jo o
9 s
» ·Tdd1sss«1»fs
nasn 040
stik-«
I sit-er
skar-W ,
Astde »
« »—
Christian den Femtc besteg Tronen som den forste Arve- og Ene-
voldskonge. Grundlaget for den nye Regeringsform var lagt under Frederik
den Tredje, og den var fæstnet og styrket i denne Konges sidste Ilar ved
Kongeloven og ved den Magt, som en konsekvent og fast Styrelse altid er
i Stand til at forlene nye Regeringsformer med, og tillige ved den Svcrkkelse
i materiel Henseende, som Krigen havde tilfojet 21delen. En stærk Hær og
Flaade stottede Tronen, Kastellet Frederikshavn truede enhver misfornojet
Stemning i Kobenhavn med ojeblikkelig Straf, og talrige Ilfskedigelser og
Ufstraffelser af modvillige — saaledes Kai Lykke, Gunde Rosenkrams og
forskellige Borgere, Præster og Professorer — viste, at Regeringen ikke kendte
til Eftergivenhed overfor selv den ringeste Uvilje. Kong Christian den Femte
fortsatte i de samme Spor. Aften Kongemagten skulde ikke længer alene være
den straffende, frygtede Ukyndighed, den skulde ogsaa formaa at drage alle
til sig, der ønskede Ære, Magt og Indflydelse. Derfor oprettedes nu en
hojere Lidel, Grever, Friherrer og Baroner, der forlenedes med Særrettigheder:
Skattefrihed for Hovedgaarden og en Del af Bondergodset, Kaldsret, Virke-
ret, Iagtret, Hals: og Haand-Enst- Den skulde danne en Iiiodvasgt mod
den gamle danske Udeh der misfornojet med de nye Forhold havde trukket
sig tilbage til sine Godser og kun sjældent indfandt sig ved Hove, men som
ogsaa mere og mere forarniedes ved at drages bort fra Magtens Kilde.
Endnu i lang Tid nærede dog Kongerne Frygt for, at der fra denne Kres
skulde udgaa Forsog paa at krænke Enevoldsinagten, og Christian den Femte
har i sit Testamente og sine Ceveregler for sin Søn mindet om den Pligt,
som han og hans Efterkommere havde, at holde Ildelen borte fra Magt
og Indflydelse og søge deres Stotter og Raadgivere hos de andre Stænder.
For at knytte disse nærmere til Kronen udstedtes en Rangforordning, der
hævede fortjente og af Regeringen skattede Mænd til lige Rang med Ildelen,
ligesom den af Christian den Forste stiftede Elefantorden fornyedes og Dane·—
brogsordenen stiftedes·
Sjælen i Regeringen i Kongens forste Regeringsaar var den talentfulde
Statsmand Peter Schumachev Han hørte til en velhavende kobenhavnsk Patri-
cierslægt, havde allerede tidlig gjort sig bemærket ved sine fortrcesfelige Evner,
og paa Rejser i Udlandet havde han forstaaet at udvikle sin Aand og beriget sig
med litterære og politiske Kundskaber, der hurtig skaffede ham en fremragende
Stilling i hans Hjemstavn Begejstret for Enevoldsmagten sluttede han sig varmt
til den nye Tingenes Tilstand, hvis fornemste Støtte og talentfulde Ordforer
han snart blev. Fra sin Stilling som Kongens Bibliotekar og Tlrkivar svang
han sig hurtig i Vejret til de hojeste Poster, og endnu inden Frederik den
Tredjes Død havde han Sæde i Statskollegiet og Hojesteret. Som Forfatter af
Kongeloven stod han Kongehuset og særlig Dronning Sosie Umalie nær, og
under Christian den Femte opnaaede han i Løbet af faa Uar Sæde i Kongens
Raad samt Ophojelse i Udelsstanden og blev tilsidst Storkansler og Greve under
Navn af Griffenseld. I hans Hænder samledes efterhaanden alle Kege-
ringens Traade, og med lige Lethed og overlegen Dygtighed styrede han de mest
forskelligartede Hverv lige fra Statens udenrigske Forhold til de okonomiske
og indre Anliggender. Nær knyttet til Kongens Halvbroder, den dygtige
191 —
Ulrik Frederik Gyldenlove, forstod han at holde sig paa Magtens Tinde saa
længe, indtil Havesyge og Forfængelighed sik Herredømmet over hans Sind
og i Forening med bitre politiske Fjenders Efterstræbelser bidrog til at frem-
kalde hans bratte Fald.
Med stor Kraft havde Enevældens Statsmænd stræbt efter at skaffe
Riget en stærk Hær og Flaade samt gode Finanser. Hæren var bragt op
til c. 20,000 Mand hvervede Tropper, Flaaden havde under Kort Udelers
og Niels Iuels dygtige Cedelse atter naaet den Krigsdygtighed, den havde haft
under Christian den Fjerde, og den ved Enevælden skabte ny 21dministration,
der koncentrerede hele Styrelsen i et Punkt og i finansiel Henseende bragte
en langt storre Orden og bedre Indtægter tilveje, gjorde det muligt at
føre en mere energisk og kraftig Udenrigspolitik end i Tldelsherredommets
Tid. Dette viste sig i den Krig, som Danmark 1675—79 sorte med Sverig
for at genvinde de skaanske Provinser.
Efter Karl Gustafs Dod var Sverig blevet styret af en Formynderrege-
ring for hans Son, den unge Karl den Ellevte· Tidligere Tiders faste og
klare Politik var blevet asiost af en holdningslos Svingen mellem forstellige
Standpunkter Det var tLudvig den Fjortendes Tidsalder-, Kabinetkrigenes
Tid, der var fulgt efter de store Religionskriges og de geniale Statsmcends
Tidsalder. Nu gjaldt det ikke politiske Ideers Gennemforelse, Intriger
og Bestikkelser ledede Staternes Politik. Sverig gik snart i Englands og
Hollands, snart i Frankrigs Cedebaand, og da Ludvig den Fjortende rettede
sin Hævnlyst mod Holland, var Sverig Frankrigs 21llierede«
I Danmark stredes to politiske Ideer om at faa Overmagten i den
unge Konges Sjæl. Hadet til Sverig og Haabet om at generobre de skaanske
Provinser beherskede de fleste og fandt en stærk Genklang hos Kongen. Der-
imod var Griffenfeld en Tilhænger af Fredspolitiken; han var stemt for For-
bund med Sverig og Frankrig, en Tanke, som Hannibal Sehested tidligere
havde kæmpet for i det Haab, at de nordiske Rigers Forening om en fælles
Politik vilde udslette det gamle Nationalhad og gore Rigerne uafhængige af
al fremmed politisk Indflydelse Det blev Krigspartiet, støttet af Sverigs
svorne Fjende, Kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg, der sejrede· Dan-
mark sluttede sig til Holland og blev saaledes indvikleti den store europæiske
Krig, som kaldes den nederlandske Hævnkrig (l6?2—79).
For-inden Krigens Udbrud gjaldt det om at gøre Sverigs Forbunds-
fælle mod Syd, Hertugen af Holsten-Gottorp, uskadelig. Grisfenfeld havde
med stor Snildhed gennemfort, at det danske Kongehus kom i Besiddelse
af Slægtens Stamlande Oldenborg og Delmenhorst derved, at han af-
kobte den retmressige Urving, Hertugen af Pløn, hans Rettigheder. Her-
over følte Hertug Kristian Tllbrecht sig forurettet, men under de Forhandlinger,
som Kongen og Griffenfeld personlig førte med ham i Rensborg, blev
han pludselig fængslet og tvunget til en Overenskomst, hvorved han ud-
leverede sine Fæstninger, opløfte sin Hær og gav Afkald paa sin Suverænetet.
Kort efter begyndte Krigen med Sverig. Imod Griffenfelds Ønske, der
vilde begynde Krigen med et Angreb paa Skaane, førtes Hæren over til
Pommern, hvor Wismar efter en haardnakket Modstand blev erobret (s675).
— 192
- ; ·:—-c-«c-—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
