Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian den Sjette. (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
x
l-
uri-
8 Ikyklzekgs
BORLJ paavos 1702
Denne Forpligtelse kaldtes Stavnsbaandet; den strakte sig over hele Candets
Bondebefolkning, og den blev stedse skærpet ved yderligere Tovbud, som dels
satte Aldersgrænsen fra det Lide Aar af, dels forbod Bonden efter endt
Krigstjeneste at nedsætte sig paa et andet Gods end det, hvorfra han var
udskrevet. Det var en Genoplivelse af Vornedskabet, kun i langt større Udstræk-
ning, og det blev en Kilde til Bondestandens fuldstændige Underkuelse.
Reforinationsbevaegelsen havde fremkaldt et mægtigt aandeligt Rore i
Danmark. Folket var blevet vakt til Selvtænkning over Livets vigtigste
Spørgsmaal, og i talrige Skrifter vare disse blevne droftede i djærve og
kraftige Ord paa Modersmaalet. Den Titeraturstromning, hvis vigtigste
Navne vare Kristiern Pedersen, Hans Tavsen og Peter Palladius, og hvis
væsentligste Formaal havde været at bringe Folket til at tænke og forstaa,
blev imidlertid hurtig stanset i sin Vækst. Da Kirkeforandringen var fuld-
byrdet, blev det en Hovedopgave for Staten og den nye Kirke at hævde
Enigheden indenfor Kirken og nedslaa ethvert Forsøg paa Afvigelse fra de
fastsatte Dogmer. Derfor ophorte nu Henvendelsen i Skrifter paa Kloders-
maalet til Folket, derfor for-fulgtes enhver, som i mindste Maade afveg fra
den herskende Kirke, og i lærde Skrifter paa Latin fastsloges de Grænser,
indenfor hvilken Tænkningen havde Lov til at udfolde sig uden at hindres
af Forfølgelser og Straffe. Fra det lkde Aarhundredes Begyndelse ind-
træder det Afsnit i det danske Aandsliv, som man har kaldt det lærde Tus-
rum. Det grundlagdes af den sjællandske Biskop Hans Resen og hans Discipel
og Efterfølger Iesper Brochmand Resens Skrift »Om den hellige Tro-«,
og Brochmands »Den samlede Theologis System«, begge paa Catin, bleve
Rettesnorene for dette Aarhundredes kirkelige Liv, der ytrede sig i en stiv,
forstandsinoessig Troslære og en skrap Intolerance.
Ligesom Lærdom og Skarpsindighed var den Hovedform, hvori Tk05-
livet udfoldede sig, saaledes beherskede denne ogsaa alle andre Sider af Aands-
livet. Danmark talte i det l7de Aarhundrede paa Videnskabens Omraade
en Række af betydelige Mænd, hvis Navne naaede langt ud over Tandets
Grænser paa Grund af det fælles Sprog, som dengang beherskede og for-
enede Videnskaberne. Mænd som Thomas og Kasper Bartholin, Ole Bords,
Ole Vorm, Niels Steno, Ole Romer, alle Naturvidenskabsmænd, omfattede
Videnskabens forskelligste Grene, men for Folket var deres Arbejde uden
synderligt Værd; det var en Videnskab, rig paa Lærdom og Skarpsindighed,
men fattig paa Anvendelsen af dens Resultater i det virkelige Liv. Selvføl-
gelig bør ikke disse Mænds store Arbeide miskendes; de vare Børn af deres
Tid, og Tiden krævede kun dette ene: Kundskabsmasse, Lærdom Hvad de
samlede og virkede lagde tilvisse Sten paa Sten i Aandslivets store Bygning,
men denne Bygning skulde kun huse dem selv, for den store Hob var den
kun skabt til Beskuelse og Beundring.
Indtil Enevasldens Indførelse havde Adelen været Eiteraturens Be-
skyttere og Fremmere· Fremragende Adelsmænd havde taget levende og
personlig Del i de literære Bevægelser. Tyge Brahe, Arild Hvitfeldt, den
lærde og dybt religiøse Holger Rosenkrans kunne nævnes som de mest
205 —
k,
-
fremragende. Men da den gamle danske Adel mistede sin Magt og Ind-
flydelse, blev det den enevældige Kongemagt, der her, ligeso«ni«i·Frankrig,
drog Citeraturen til sig. Krybende Ærbødighed tomme og svulstige Lov-
taler, kunstfcrrdige og snirklede Sammenligninger og Billeder fylde Digteres
og Videnskabsmænds Værker. Vel var man begyndt at studere og dyrke
det danske Sprog, og Digtere som Anders Arreb0, Peder Syv og Thomas
Kingo havde anslaaet kraftige og smukke Strænge paa Modersmaalet. Men
endnu beherskede Catinen Aandslivet, og tillige paavirkedes dette i hoj Grad
af den tyske pedantiske og tørre Videnskab og Digtning.
Med det lsde Aarhundrede begynder en ny Tid i Danmark. To store
Aandsbevægelser ryster det gamle Aandsliv i sine Grundvolde· Fra Vest-
europa fører Ludvig Holberg nye Livsanskuelser, grundede paa Fornuftens
Ret til at underkaste alle aandelige Spørgsmaal en paa Erfaringen grundet
Undersøgelse, ind i Samfundet, og fra Tyskland kommer Pietismen med
Kravet paa en varmere og mere levende Kristendom end den, den stive Ortodoksi
kunde vække. Virkende ved Siden af hinanden og imod hinanden bidroge
begge disse Bevægelser til at oinforine Samfundet og bortrydde Hindringer
for Fremskridt og Aandsfrihed
Ludvig Holberg fødtes i Bergen l684c. Som ung Student foretog
han gentagne Gange Rejser til England, Holland, Frankrig og Italien.
I Oxford, Paris og Leyden studerede han med Iver, og der er ingen
Tvivl om, at de Indtryk, han modtog her, er blevne bestemmende for hans
fremtidige Udvikling. I England havde Iohn Cocke lagt Grunden til den
empiriske Filososi, som gør Erfaringen til Oprindelsen til menneskelig Erken-
delse og benægter medfødte Ideer og Grundsætninger Den nye Filosofi
forte til Forkastelse af den overnaturlige Aabenbaring og anerkendte kun en
saadan Gud, som Fornuften fatter (Deisme). I dybsindige og grundige
Værker udviklede Lockeog hans Disciple disse Anskuelser, som ogsaa Holberg
tilegnede sig. I Frankrig gjorde han sig bekendt med den vittige og aand-
rige Pierre Bayles skeptiske Civssyn og blev en Beundrer af hans Hoved-
værk, hans historiskskritiske Dictionnaire· Da han ved sin Hjemkomst var
bleven udnævnt til Professor ved Københavns Universitet, skrev han først
nogle mindre historiske Skrifter, men henledede da pludselig alles Opmærk-
somhed paa sig, da han 1719 udgav Peder Paars. Dette Værk er en
Frugt af hans Sammenligning mellem Fædrelandet og Udlandet. Det in-
deholder den bitreste Spot over Samfundsforholdene, over den gamle Slægt
og dens Fordomme og Overtro, over Retsvæsen, Religion og Kirke; den
vakte uhyre Opsigt, uhyre Forargelse; indflydelsesrige, fornemme og lærde
Folk følte sig krænkede og søgte at hindre dens Fremkomst· Men Kongen
morede sig over den, og intet Forbud ramte Holbergs Virksomhed
Peder Paars slog Tonen an, som Holberg vilde stemme. Tre Aar
efter fortsatte han med sine udødelige Komedier· Fra l?22-28 skrev han
28 Komedier, og deriblandt saa godt som alle de epokegørende, som op-
førtes paa Skuepladsen i Grønnegade. Hvad var hans Hensigt hermed?
Han vilde belære sin Samtid ved at stille den dens Vrangbillede for Oje;
— 204 —
— s-
«-
han vilde indprente den sin egen tLivsanskuelse ad den Vej, paa hvilken Dig-
teren og Moralisten lettest faar sit Publikum i Tale, gennem Satiren og
Skuespillet Derfor er hans Komedier som et Spejl, i hvilket vi ser Tidens
Kultur og Aandsliv afspejle sig: den forkuede og fordrukne Bonde, den
pralende og tysktalende Soldat, den vigtige og affekterte unge Spradebasse
med sit forlorne franske Væsen, den pedantiske og hovmodige Student med
sin golde unyttige Viden, den forarmede, men paa sin Fødsel og Fornemhed
pukkende Adelsmand, den politiserende oldrikkende Borger. Derfor kunne vi
i »Iulestuen« i »Barselstuen« se hele Tidens daglige borgerlige Liv rulle sig
op for os som for hans egen Tid, der tog Lære af den strænge Moralist
og dristige Spotter.
Men han vovede sig endnu videre. Skont Christian den Sjettes strænge
Forbud mod Komedier og anden uskyldig Fornojelse stansede hans Virksomhed
som dramatisk Forfatter, tog han dristig Kampen op, og i sin midt under
Pietismen udgivne Fortælling Niels Klim rettede han sine Angreb mod selve
Statens Grundpillerk Kirken og Forfatningen. Ligesom de samtidige franske
Forfattere, saaledes lliontesquieiy igennem fingerede Rejsebeskrivelser lod Per-
sere og andre Verdensdeles Mennesker udtale deres Forbauselse og Spot
over europæiske Samfunds- og Statstilstande, saaledes lader Holberg Niels
Klim beskrive den Række af forunderlige Forhold af alle Slags, som han ved
sin Nedstyrten gennem Hulen udenfor Bergen finder hos de Folkeslag og
Stater, han træffer her, paa den anden Side af Iorden. Ogsaa her spiller
en let gennemsigtig Spot over hjemlige Forhold, og især vakte Holbergs
Tilflutning til den naturlige Religion og hans Angreb paa pietistiske Rørelser
Forargelse hos disses Foregangsmænd, som Præsten Bluhme og Pontoppidan.
Men Holbergs Anseelse var nu saa grundfæstet, at der intet blev foretaget
imod Skriftet, som forøvrigt udkom i Leipzig
Holbergs frugtbare Aand indskrænkede sig ikke til det negative, ned-
brydende og kritiserende Arbeide. Paa alle Videnskabers Omraader:
Teologi, Filososi, Historie, Politik, Retsvæsen, Statsokonomi og Landokonomi,
har han dels i sine Epistler, dels i selvstændige Skrifter nedlagt Udbyttet af
sine Tanker og Studier og i højeste Grad bidraget til at vække og oplyse-
Særlig maa nævnes hans beromte Danmarks Historie, hvis Fremstilling og
sunde ædruelige Bedømmelse sætter den i aller første Række af vore historiske
Værker og i det hele blev Banebryder for Historieskrivningen i Danmark-
Cigesaa hans Kirkehistorie og Helte- og Heltindehistorierne·
Ingen enkelt Mand har i saa hoj Grad paatrykt dansk Aandsliv sit
Præg som Holberg. Han levede ogsaa længe nok til at se sin Gerning
bære Frugt. Dygtige unge Mænd fortsatte i hans Spor, vi nævne Snee-
dorffs og Eilschow, og Tidsalderen her modnedes mere og mere til at del-
tage i det almindelig-europæiske Aandsliv, som man har kaldet Oplysningens
Tidsalder. Holberg selv var i sine senere Aar stærkt paavirket af Mænd
som Montesquieu og Voltaire, af hvilke den første gennem sit Værk ,,om
Lovens Aand« har indvirket i høi Grad paa den statsretlige Opfattelse i
Danmark i forrige Aarhundrede.
Holberg døde l754c og blev begravet i Sorø Kirke.
— 205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
