Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Markgrevinde Claras Slot og Fiammettas
Kloster, levede en fattig ung Pige, som vogtede
Faar. Hun hed Carmencita, og’bare af Navnet
kan man høre, at hun hørte hjemme i det Land,
hvor de har de kønneste Navne i Verden. Man
kan ogsaa høre paa Navnet, hvordan hun saa’
ud: slank og brun, spinkel og svejrygget med
rød Mund og brune Øjne og brunt Haar, som
hun, saa godt hun kunde, stoppede ind under
et stort sort Tørklæde, som hun knyttede
sammen i Nakken. For Resten havde hun bare en
Chemise og et pjaltet brunt Skørt, der knap
nok naaede hende halvt ned paa Benene. Men
hun var lige glad og fornøjet, for hun havde
aldrig set sig selv i et Spejl og aldrig tænkt
paa, at der i det hele taget fandtes Spejle.
Hendes Fødder var ligesaa raske og hurtige
som selve Harens, med hvem hun hver Dag
løb om Kap over Estramaduras solrige Høj-
sletter, hvor hun ensom og alene vogtede saa
mange Faar, at Vejen, naar de i Flok gik
hjemad om Aftenen Ryg ved Ryg, ofte i
Maane-skinnet lignede en bølgende Flod af Uld. Bag
efter dem gik Carmencita og nynnede og sang,
for selve hendes Navn er jo i sig selv næsten
en hel lille Vise, og derfor maatte hun
naturligvis altid synge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
