Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Tivoliroman.
73
af en dæmpet Musik. Det forekom mig, som om vi
vandrede i Paradisets Have, hvor kulørte Gaskupler hang som
den forbudne Frugt mellem Grenene.
Jeg selv hang usigelig lykkelig ved min Kavallers Arm
og ønskede bare, at han vilde bortføre mig med det samme,
men dertil var han desværre altfor skikkelig.
Vi styrede Veien hen til Dampkarusellen og fik os den
mest mageløseste Gyngetur. Til en Lirekasses blide Toner
— det var naturligvis en Damplirekasse — sad vi og
gyngede i en Baad lige saa naturlig, som om vi havde været
paa Søen, og hver Gang vi vippede rigtig høit i Veiret,
hvinede jeg af Henrykkelse, medens han holdt mig
omslynget med sin Arm og trykkede mig fast op til sig, forat
jeg ikke skulde falde ud af Baaden.
Halv fortumlet kom jeg ned, og vi gik sagte tilbage til
Koncertsalen.
«Skal vi aldrig mødes mere?» spurgte han pludselig
og saa mig mildt i Øiet.
«Vi tager imorgen til Skodsborg for at spise til
Middag hos en Familie der i Nærheden,» sagde jeg
rødmende.
«Tag tidlig afsted,» sagde han. «Lad, som De ved en
Feiltagelse stiger af ved Bellevue, og jeg skal vente Dem
der, saa kan De senere opsøge Deres Fader.»
«Jeg kunde have saadan rasende Lyst dertil, hvis det
bare gaar an.»
«Stol paa mig,» var hans Svar, og De kan stole paa,
jeg ogsaa gjorde det.
Koncerten var forbi. Fader var meget gnaven og tog
koldt Afsked med min Kavaller, der trykkede min Haand
med et Forstaaelsens Blik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
