Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremtiden bestandig være en Fremmed hos mine
egne, ligesom jeg har været det blandt de Vilde?
„De have berøvet mig Alt, Skjønhed,
Kjærlighed og Ære, viet mig til Døden, uden dog at
give mig Dødens Ro. — Jeg trodsede min
gamle Faders Bønner, hans Løfter og Taarer,
han reiste, og jeg blev tilbage, for at dølge min
Vanære. — Ak, min Ven!“ tilføiede hun blidt,
og lagde sin Haand paa hans bøiede Hoved.
„Græd ikke saameget. Under mit Ophold i
disse Skove, ensom og forladt som jeg var af
Gud og Mennesker, har jeg lidt og sonet min
Brøde, jeg tør igjen hæve mine Tanker til Dig.
Naar Du reiser bort, vil Mindet om dette
Gjensyn, om din Tilgivelse, Aron, være min
lykkeligste, min sidste Tanke. Jeg har fra nu af
intet Haab, ingen Ønsker og Længsler mere.“
Tæppet foran Hytten hævede sig, Poapua
traadte ind, sagte og lydløs, hans melankolske
Blik faldt paa de to Personer i Hytten. Derpaa
satte han sig ned ude foran Indgangen.
En munter Larm fandt Sted foran
Indhegningen. De jublede, sang og spøgte. I Hytten
sad en Kvinde, bøiet hen over et sovende Barn,
og to tavse Mænd, fordybede i den Smerte,
som opfyldte dem.
| Ende. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
