Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For slet intet. 107
Mette saae ud og blev blodrod. „Det er den
tossede Junker Sehusen," svarede hun raskt, „han
kom imod mig paa Veien herud, og bad om Lov
til at fslge mig hjem igjen, det jeg da ikke godt
kunde ncegte."
Gamle Toger svarede ikke, men hans Pande
trak sig sammen og Mette kjendte disse Rynker.
„Synes Du, jeg skulde have vist ham bort?"
spurgte hun frimodig, „han bad saa mindelig om
at solge med."
„Voer forsigtig, mit Barn," sagde Tsger og
greb hendes Haand, „Du er saa ung og kjender
saa lidt til Verden, at lide paa Mandfolks Lofter
og Tale, det er som at gribe en Aal ved dens
Hale. Jeg holdt mere as det for, da gik Du altid
alene, og der var ingen som fik Lov at fvlge Dig."
„Det var ogsaa meget kjedeligt," ytrede hun
koket, „og den Junker er saa myg og forlegen, at
jeg kan vikle ham om min Finger som en Sytraad.
— Se, hvor han staaer og gjor Fagter derhenne,
og kigger gjennem sit Dieglas. Nu maa jeg afsted,
Gud i Vold! nceste Ssndag jeg kommer, skal jeg
have en ny, islandsk Uldtroie med til Dig, min
egen, kjcere Fader, Solen er allerede borte, og i
Morke holder jeg dog ikke af Junkerens Fslgeskab
over den lange Hede."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
