Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 LUDVIG HOLBERG
alt han har lidt, han er hevneren og vel å merke den rettferdige hevner.
Han er bondeoprøret som har erobret palasset: «Jeg veed nok, hvad I er
for Karle, I Rifogder! jeg veed hvorledes I har omgaaet med mig selv og
andre stakkels Bønder. Fi, nu kommer de forbandede Bonde-Griller mig
i Hovedet igien. Jeg vilde sige, jeg veed Eders Væsen og Haandtering saa
vel paa mine Fingre, at jeg selv kunde være Rifoged, om det skulde gielde.
I faar Fløden af Melken, og Herskabet faar en Lort (med Tugt at sige).
Jeg troer, om Verden staaer lær.ge, saa blir Rifogder Junkere, og Junkere
igien Rifogder — —»
Når Jeppe slår, er det ikke efter baronen, for det første fordi baronen
er ham fjern, dernest fordi han tror han selv er baronen, men efter den
som står mellem, efter ridefogden, som utplyndrer ham som bonde og be-
drar ham som baron. Og bak ham står Holberg selv, den vordende jord-
drott, som kunde føle både med baronen og Jeppe, men intet hadde til
overs for mellemklassen, degnen og ridefogden.
Eftertenksomhet og følsomhet er Jeppes vesen, hans rike gemytt. Han
tenker over tingene. Han vet selv at han er en forkommen fyr, men han.
vet også hvorfor han er det: «Folk siger vel i Herredet, at Jeppe drikker;
men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker; thi jeg fik aldrig saa mange
Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa een Dag af den
slemme Quinde. Hun slaaer mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et
Beest, og Degnen giør mig til Hanrei. Maa jeg da ikke vel drikke? Maa
jeg da ikke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med?
Var jeg en Taasse, saa gik saadant mig ikke saa meget til Hierte, saa drak
jeg ei heller ikke; men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand,
derfor føler jeg saadant meer end en anden, derfor maa jeg og drikke.»
Denne replikk er kanskje den dypeste Holberg har skrevet, en av de men-
neskeligste i all diktning, den er alle undertryktes forsvar. Bak Jeppes jevne
ord klager de undertryktes lidelse, — følelsen av motsetningen mellem
hvad de er verd som mennesker og deres stilling mellem menneskene. «Jeg
er en vittig Mand, derfor føler jeg saadant meer end en anden.» Det er ikke
farlig å være ydmyket for den som synes det så skal være, eller for den som
kan slå igjen. Men den som føler ydmykelsen, men ikke kan hevde sig,
som er en «vittig», men svak mann, han kan bare drikke og glemme.
Det dårligste i komedien er rettsscenen, her går spøken med Jeppe over
til å bli blott og bar råhet. Men den fører over til den henrivende avskjeds-
replikk, som er rørende, så blid og bløt. Også denne replikk er fylt til
randen av realitetssans, av klok eftertanke, han har ingen illusjoner selv i
sin siste stund, han besmykker hverken sig selv eller sitt liv, han vet hvad
han eide i livet, lite, almindelig, men verdifullt fordi det var hans eget:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
