Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIDEN EFTER 1814 231
af Norge», som med Chr. Bloms musikk blev landets nasjonalsang inntil
«Ja, vi elsker» avløste den i 1860-årene.
Kort efter Bjerregaards død blev den ene av hans «Svanesange» trykt
i «Morgenbladet». Selv om den likeså litt som de andre «Svanesange»
stammer fra hans siste år, gir de i alle fall den stemning som ruget over
hans sinn i alle de senere leveår, en dyp melankoli:
Det er forbi!
De svandt de glade Dage,
Kun Sorgen staar tilbage,
Og Livet er kun Klage,
Det er forbi, forbi.
Han, som de fleste av hans samtidige, skulde opleve en ny diktning
som fullstendig og for alle tider stilte deres egen i skyggen. De skulde
opleve en ny tid, uten selv å kunne være med på å skape den. Lyder
Sagen, Schwach, Wolff, Mauritz Hansen, Bjerregaard, de skulde alle op-
leve Wergelandstiden og se sine egne stjerner fullstendig blekne i det
nye lys. Over Bjerregaards grav bruste de toner han og hans samtidige
ikke hadde kunnet gripe. Det var den sang som ikke lenger innvarslet,
men var fremtiden:
Kom med Laurbærkrandsen hid! Nu, da Han er bleven Leer,
Nu er Skjaldens ædle Pande Er det Tiden, at den sene
Kold og hvid. Retfærd skeer:
Gylden Regn af Laurbærblade Døden faaer sin Laurbærkroning,
Kan ei ham nu mere skade, Livets Smerte sin Forsoning;
Om hans Grav Verdens Dom
Lige til dens sorte Rande Bytter sine grebne Stene
Overdyngedes deraf. Nu til gyldne Frugter om.
NAMSSKOGAN
FOLKEBOKSAMLING
Bjerregaards grav.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
