Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Veltalenhed givet Ord i et Bønskrift eller Forsvarskrift
— man kalder det Ewalds »Apologi« —, i hvilket han
offentlig vilde klage sin Nød og anraabe om en Stilling,
hvori han ved Arbeide kunde finde sit tarvelige
Udkomme. Han indledede det ved at ligne sig med en
Mand, hvis Hytte brænder, og som, istedenfor at slukke,
falder i Staver over, at Hytten endnu ikke er styrtet
sammen over hans Hoved; Naboerne, Fjender og Venner,
puste til Ilden, og han selv glemmer at slaae Vand
derpaa »over at eftertænke, hvorfor han, stolende paa Andre,
med Hænderne i Skjødet har ladet det komme saa vidt,
— hvad det kan nytte Naboerne, at hans stakkels Hytte
bliver ødelagt, og hvilken Støtte, hvilken Sparre der nu
snarest vil falde, og hvilket Hjørne af Hytten han helst
vilde frelse, og om det ikke overalt er for sildig at frelse
noget«. Denne Begyndelse har Ewald overstreget; men
han har ligesom paany stadfæstet dens Sandhed, ved at
lade sit Nødraab tabe sig i en digterisk Udmaling af
Kampen imellem Haab og Fortvivlelse, og dernæst ved
at lægge det hele Skrift hen, ufuldendt. Samtiden har
ikke kjendt det; for os er det et betydningsfuldt
Brudstykke af Ewalds Selvbekjendelser. Han skildrer sin
Mistvivl om at kunne forklare sig for nogen menneskelig
Domstol. Men i hans »Græmmelses Hviletimer«
vaag-nede den Tanke, om der dog ikke var mange ædle
Menneskevenner, der nu kjendte og elskede ham blot
som Digter, men der vist skulde ynke og om muligt
hjælpe ham som Menneske, dersom de kun saae hans
Taarer, hans Hensigters Reenhed og den Uret, han led.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
