Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ÆLDRE SPAADOMME OM VERDENS UNDERGANG. 149
men og iler skyndsomt ind i Hønsehuset, Fuglene hører op
med at synge, ja, man har set dem falde døde ned. Årago
fortæller, at de tyve tusinde Tilskuere, som i Perpignan be-
tragtede den totale Solformørkelse den 8. Juli 1843, dannede
et højst udtryksfuldt Billede. »Da Solen var bleven til en fin
Guldstribe, som kun udsendte et meget svagt Lys, blev Alle
grebne af en Slags Uro, Enhver følte Trang til at meddele
Andre sine Indtryk, og der opstod derfor en dump Mumlen
som af Dønningerne i et fjærnt Hav efter Uvejr. Larmen
blev stærkere og stærkere, efterhaanden som Solseglen blev
tyndere. Nu forsvandt den sidste Straale — paa Lyset fulgte
pludselig Nattens Mørke. Og en absolut Taushed betegnede
dette Stadium af Formørkelsen, lige saa nøjagtig, som om
det havde været Pendulen i vort astronomiske Uhr. Fæno-
menets Storartethed havde vundet Sejr over Ungdommens
ustyrlige Kaadhed, over den letsindige Ligegyldighed, som
nogle Mennesker anser for et Bevis paa Overlegenhed, og
over den støjende Sorgløshed, Soldaterne plejer at bære til
Skue. Ogsaa i Luften herskede dyb Ro. Fuglene sang ikke
mere . . . Saa, efter omtrent to Minuters højtidelige Venten,
hilstes de første, nye Solstraaler med rasende Glædesudbrud
og Bifaldsraaben som efter fælles Overenskomst, af fælles
Drift. Paa den andægtige, melankolske Stemning, der hidrørte
fra uforklarlige Følelser, var nu fulgt en opriglig og utvungen
Glæde, hvis Udbrud Ingen tænkte paa at tilbageholde eller
moderere. «
Saa stærkt Indtryk havde et af Naturens mest storartede
Skuespil gjort paa hver Enkelt, der bevarede det uudslette-
ligt i sin Erindring.
Mange Bønder blev ogsaa bange for Mørket, især fordi de
troede, at de var blevne blinde.
En fattig Dreng gik og vogtede sin Hjord. Uden at lave
nogen Anelse om, hvad der forestaar, ser han pludselig til
sin Skræk Solen tabe sit Lys mere og mere, skønt der ikke
er en Sky paa Himlen. Og da Lyset saa endelig helt for-
svinder, giver det stakkels Barn sig i sin Hjærteangst til at
græde og raabe »Hjælp, »Hjælp!« Hans Taarer strømmede
endnu, da Solen udsendte sine første Straaler, Beroliget ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
