Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 STJÆRNERNES MUSE.
»Verdensaltets Varighed er ubegrænset. Jorden
vil en Dag blive den sidste Menneskeslægts Grav
og vil selv forsvinde af Klodernes Tal, opløses i sine
Atomer. Men der vil vorde nye Sole og nye Jord-
kloder med Foraarsfylde og Smil og Graad — Livet
vil aldtig ophøre at blomstre i det grænseløse, evige
Universum.«
Efter et Øjebliks Tavshed vedblev hun:
»Nu er din Rejse blandt Stjærnerne til Ende.
Jeg har villet vise dig Tidens Evighed, efter at du
havde følt Rummets Uendelighed. Du har nu faaet
et svagt Begreb om Verdensbygningens Storhed.
Lad os nu vende tilbage til Jorden og dit Fædreland.
»Men for din egen Skyld skal du vide, at Gransk-
ning er den eneste Kilde til enhver intellektuel Værdi.
Stræb aldrig efter at blive enten fattig eller rig. Vogt
dig for al tom Ærgærrighed saa vel som for al blind
Underkastelse. Vær uafhængig, thi Uafhængigheden
er det sjældneste af alle Goder og den første Betingelse
for al Lykke!« —
Uranias blide Røst forstummede. Men alle disse
vidunderlige Optrin havde sat mig i en saadan Sinds-
bevægelse, at jeg pludseligt blev overfaldet af en
heftig Skælven. En kold Gysen gennemløb mig
fra Isse til Fod og var uden Tvivl Skyld i, at jeg
for op af Søvne aldeles fortumlet. — — Ak! jeg
var atter paa Jorden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
