Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 GEORGES SPERO.
flygtige, jordiske Liv forsvinde, og en grænseløs
Evighed aabnede sig for hans indre Blik. Overfor
dette gaadefulde Skuespil af Sjælen som Evigheds-
væsen vilde han staa som den Vidende.… Naar
han i Tankerne saa’ sit Legeme ligge koldt og
blegt, indhyllet i et ’Liglagen, i en forladt Kiste
dybt nede paa Bunden af den trange Grav, da gjorde
dette Syn af vor sidste, uhyggelige Bolig under
Grønsværet, hvor Græshoppen synger, ikke nær saa
stærkt et Indtryk paa ham, som den pinlige Uvis-
hed om det Kommende. »Hvad skal jeg, hvad
skal vi alle en Gang blive?« lød det uafbrudt i
hans Hjærne med en fix Idés Haardnakkethed.
>Hvis vi dør helt og holdent, er Livet med alle dets
Kampe og Forhaabninger jo kun en flov Farce.
Og er vi udødelige, hvormed skal vi da udfylde
den uendelige. Evighed? Hvor er jeg i Dag om
hundrede Aar? og hvor er alle de Mennesker, der
nu lever paa Jorden — og de andre Verdeners Be-
boere? At dø, blive til Intet for bestandig efter at
have levet et flygtigt Nu — hvilken latterlig Tanke!
Saa var det jo hundrede Gange bedre aldrig at være
bleven født. Men er det vor Bestemmelse at leve
og leve i al Evighed uden nogen Sinde at kunne gøre
ringeste Modstand imod den uafvendelige Skæbne, som
vi er en Bold for, hvorledes skal vi da udholde en
saadan Tilskikkelses Vægt. Er det mon det, vi gaar i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
