Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEORGES SPERO. 93
Theologernes Paradis, higede hun dog af hele sin
Sjæl efter et evigt Liv. Døden forekom hende at
være den grusomste Uretfærdighed.. Hun kunde
aldrig i Tankerne se sin Moder liggende paa Døds-
sengen i de tredive Aars modne Skønhed og saa
bragt ud paa den grønne, duftende Kirkegaard, hvor
Roserne: stod i. Flor og valle Fugle sang — hun
kunde aldrig tænke paa denne pludselige Udslettelse
af de Levendes Bog, mens hele Naturen svulmede
af Liv, uden at Moderens blege Ansigt fik hende
tilat skælver tratlsselt til PR od ENE hendes
Moder var ikke død, og hun skulde heller ikke selv
dø, hverken naar hun var tredive Aar eller senere.
Og han? Han — dø! Denne høje Intelligens blive
til. Intet, fordi Hjærtet "holdt op; at. banke, eller
Aandedrættet standsede? Nej, det var umuligt.
Menneskene maatte tage fejl. En Dag vilde man
nok faa Rede paa Alt dette.
Saaledes grublede hun over disse hemmelig-
hedsfulde Ting, vel under en mere æsthetisk og
sentimental end egentlig videnskabelig Form, men
hendes Tanker beskæftigede sig dog dermed. Alle
hendes Spørgsmaal og alle hendes Tvivl, den hemme-
lige Nerve i enhver Samtale, hun førte, ja maaske
i selve den hurtigt vakte Hengivenhed for Vennen
— Alt udsprang af en uudslukkelig Tørst efter
at staa vidende overfor Livets Gaade. Hun haabede
paa ham, fordi hun allerede i hans Skrifter havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
