Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 HIMMEL OG JORD.
hin Planet; vi var Naboer og forud bestemte til
atter at mødes i Livet, modtage de samme Ind-
tryk, tænke de samme Tanker og sysle med de
samme Ting. Og vel vedblev Erindringen om vor
jordiske Tilværelse at være ligesom tilsløret og ud-
visket ved den nye Omdannelse; men dog følte vi
os straks, første Gang vi saa’ hinanden, sammen-
knyttede ved det aandelige Slægtskabs sympathetiske
Baand. Vor sjælelige Overlegenhed, vor tilvante
Tankeretning og vor Tilbøjelighed til stadig at søge
efter Fænomenernes Aarsager og Livets sidste Maal
havde begavet os begge med et Slags indre Klarsyn,
som befriede os for den store Masses Uvidenhed
og Vildfarelser. Vi fattede saa pludseligt Kærlighed
til hinanden, gav os saa modstandsløst hen under
den magnetiske Magt, der som et Lynslag betog os
ved det første Møde, at vi snart kun udgjorde ét
Væsen her, som da vi- skiltes nede paa Jorden. Vi
mindedes dunkelt at have mødt hinanden før, ja vi
var overbeviste om, at det maatte have været paa
Jorden, vor -Naboklode, der mangen Aften straaler
saa klart paa vor Himmel, og undertiden, naar vi
fløj alene hen over de rødlige Skove, der bedækker
vore Høje, betragtede vi »Aftenstjærnen« og søgte
— længe forgæves — at finde den Erindringstraad,
der kunde sammenknytte det Forbigangne med vor
nye Tilværelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
