Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 10. Digterne og den filosofiske gjenfødning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
275
tenkjar og Bondestudentar til Kolbotnbrevene kom ut, med deres sterkt
personlige bakgrund. Garborgs »Trætte mænd« i 1891 gir i dagboksform
det mest talende og mest betydende billede av omsvinget i følemaaten hos
tidens barn fra ensidig naturalistisk til en idealistisk mystisk livsopfatning.
I det rystende sjælemaleri i »Fred« 1892 ligger et religionsfilosofisk opgjør
med det sjælefortærende trosvælde i somme norske kirkelige bygder. Til
det arbeide slutter sig »Den burtkomne faderen«, 1899, og bl. a. flere
avhandlende indlæg for sandhetskjærlig fri granskning av den kristne
religion og dens historie.
I særlig grad er Alexander Kielland skikket til at gjøre det klart
hvor sterkt det filosofiske ferment var i norsk digtergjerning i de tider.
Denne digter, som bar saa let en rustning og fegtet med slik lidenskap,
var en aandsaristokrat av ren race, og man skal ikke ha fæstet blikket
længe ved ham før man bak den litterære iklædning opdager en
akademisk personlighet; tilmed en med specielt filosofiske idealer. I sin ungdom
hadde han sterkt indtryk av to mænd, som med sin satire over samfund,
sin kritik av alt konventionelt uvæsen har sat det dypeste merke paa tidens
aander: H. Heine og S. Kierkegaard. løvrig er han en av de nordiske
stormænd som blev tilskyndet til sin kunstnerdaad gjennem Georg Brandes.
Kielland hadde i 1879 indført sig for læseverdenen gjennem sine
»Novelletter«. Like efter tren han frem i fuld skikkelse som en forkjæmper
for det nye gjennembrud i aandslivet, i de romaner som fulgte paa, rækken
fra Garman og Worse til Fortuna. De oplevelser han hadde under
stortingets behandling av Kiellandssaken, er aktstykker i det norske aandslivs
historie. Litterært har de ogsaa sat spor i de verker av ham som kom
senere, Sne, Sankt-Hansfest, nogen dramaer og tilsidst romanen »Jakob«.
I alt merker man at Kielland ikke bare er en kunstner med de fineste
fornemmelser, men ogsaa en kritiker, som uræd tok op kampen med den
fordomsfuldhet og det hykleri som skjæmmet det aandelige liv i visse
norske kredser. Han er med andre ord med sine personlige formaal og
sine litterære tendenser en pædagog, noget av en moralfilosof1. Man kan
bestemme dette endnu nøiere; han gir selv vink om hvem han i dette
punkt har til forbillede. Det er Stuart Mill. I et brev fra 1877 til en
søster uttaler han direkte: Moralfilosofien i mit store ideal — Stuart Mills
forbillede tror jeg snarere at kunne behandle mit Erfolg; især forekommer
opdragelse og undervisningsreformer mig at være yderst nødvendige.
Kielland var en tendensdigter, en mand som ikke la skjul paa sin vilje. I
1 For det som staar her, se skildringen hos G. Gran, Norsk aandsliv s. 188 ff. Om hans
forhold til Kierkegaard og Heine taler Mathilde Schjøtt i skriftet Alexander L. Kielland,
Liv og Værker 1904 s. 25 fg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
