Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - a. Utviklingsgang, berøring med filosofien; vekst som digter og tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
anathon aall.
H.-F. Kl.
effekt, og som ikke magter at løfte problemer som er synderlig meget
dypere end det, om hvad for mine Ole satte op da han tapte sit
vedde-maal med Hans. Det er tilsammenlagt ikke faa slike emner med teoretisk
særhaatt Ibsen gir sig i kast med. Det erm in er in gstan ken skinner ofte
igjennem. I »Keiser og Galilæer« er den et hovedmotiv, men allerede
»De unges forbund« slaar paa samme streng. Omgivelser, opdragelse,
ekstravagante idealpaavirkninger skaper efter Ibsens mening disse
sønderrevne naturer, disse holdningsløse karakterer som skjæmmer billedet av
menneskeheten (Stensgaard). Arvelighetslæren gjennemsyrer
ræsonnementet hos Ibsen i verk paa verk. Av utkastet og optegnelser til »Et
Dukkehjem« (skrevet i 78) ser vi1 at evolutionslæren oprindelig var
tiltænkt en fremstaaende plads i dramaet. Ibsen er i det hele sterkt optat av
Darwinske synsmaater og drister sig til at overføre princippet om arv
ogsaa paa omraadet for det subjektive idéliv og moralinstinktene. Han
lar det radiere til alle sider i »Gjengangere« 1881. Arv kommer frem rent
fysiologisk hos familiens søn (Osvald), moralsk læsset paa Regine, som en
byrde med skyld og vanskjæbne; og trindt om i stykket som nogen
fordærvede livsgrundsætninger man har overtat uten at spørre sig selv om
deres herkomst og deres ret. Hos samme princip søker Ibsen nøkkelen
til livsgaaterne og skjæbnegangen for menneskene ogsaa i senere stykker
(»Vildanden«, »Rosmersholm«, »Fruen fra havet«). Man kan fremdeles,
særlig i de senere verker hos Ibsen, iagtta et visst litterært nedslag av
den nyere fysiologisk prægede sjælelære. Foreteelser som hører
ind under forskjellige former av nevrose, blir antydet. Dette er et vigtig
træk hos ham. Spørsmaalet om Ibsens skildringer skal faa suggestiv magt
og bundfældes som livsfilosofi hos læserne, avhænger bl. a. av troværdigheten
i det han fører frem. Nu beholdt Ibsen stedse en snev av romantikken. Den
forsvinder ikke helt i hans realistiske periode, og den melder sig med
fornyet styrke i hans symbolske digtning (fra »Vildanden« av). Men den
svækkende virkning det vilde ha for indtrykket, skulde skildringen hos Ibsen
staa for læseren som rent romantiske paahit, den blir delvis opveiet, naar
sandsynligheten er for at det er noget patologisk ved saken.
Vedkommende foreteelse virker da nok ekstraordinært, men faar likefuldt et skjær
av virkelig forekommende tilstander hos menneskene. Under denne
synsvinkel kommer adskillig av det som Ibsen fører frem i alle de saakaldte
symboldramaer, mest kanske i »Fruen fra havet«, »Hedda Gabler«,
»Bygmester Solness« og »Naar vi døde vaagner«. — Alt tilsammentat er det
ikke litet Ibsen har prøvd at hente fra videnskapens rustkammer, for at
1 Efterl. Skrifter II, s. 327 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
