Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
930
Man begriber næsten ikke, at saa megen Storhed kan rummes
i en menneskelig Hjerne. Kontraproven synes at passe over-
raskende godt, men henstilles tøvrigt til Læserens Bedommelse.
3) Vi gaar saa over til Rækken af Iagttagelser fra det dag-
lige Liv, hvori Mangelen paa Selvliv er øjensynlig.
Den forste omhandler simpelt hen Maaden, hvorpaa den
.dannede" Verden lever, eller rettere sagt ikke lever sit Liv.
Naar man en September Morgen gaar ud af sit Hus lidt
hen ad Vejen, seende paa Græsstraa og Smaasten, glædende
sig over alting og forstaaende, at det ikke kommer an paa,
hvad man ser, og hvor man er, men kun paa, om der er Sang-
bund for de Indtryk, der kommer, kan man ikke lade være at
tænke paa, i hvor ringe Grad man i Grunden har lært at leve.
Er det dog i Grunden ikke det, det kommer an paa? Ja, men
hvordan kan det da være, at der aldrig siges noget derom? Det
er ubegribeligt. Hvordan kan det være, at man et langt Liv
igennem ikke har hørt eller set saameget som en Stavelse om
det Emne? Ser man rent bagvendt eller foreligger her ikke en
Fejl af den mest fundamentale Art, en saa forfærdende Fejl,
at der burde gøres Anskrig paa den allerstærkeste Maade?
Man bliver staaende foran en Bygmark, hvor det nylig
mejede Korn ligger paa Skaar. Da jeg var Dreng, var saadan
et Høst-Syn noget af det, hvortil mine stærkeste Følelser knyt-
tede sig, de gyldne Straa med de dejlige Aks, og Spurvene, der
i tallose Skarer fløj op og ned. Siden har jeg ligesom aldrig
kunnet finde det igen. Jeg har tidt nok kiget efter det, og jeg
har tidt nok set Byg baade paa Rod og paa Skaar:; men der
har aldrig været noget at se ved det. Heller ikke har jeg paa
mine Ledsageres Ansigter nogensinde kunnet spore, at de saa
noget. Der var ingenting ved det. Tilsidst kigede jeg saa heller
ikke mere. Saadan noget var ikke mere i Verden. Indtil det
nu i Dag, uden at jeg har set derefter, ligesom ved et Trylle-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
