Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvor megen Jord har vel et Menneske nødig? - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
sidste Kræfter; men det er ogsaa paa Tiden.
Solen, der allerede har nærmet sig Jorden, staar
bag ved Taagen i Horisonten som en umaadelig
stor og blodrød Kugle. Endnu en kort Stund — saa
gaar den ned; men Maalet er nu heller ikke langt
borte. Paköm ser, hvorledes Folkene paa Højen
vinke ad ham med Hænderne og skynde paa ham,
han ser Ræveskindshuen, der ligger paa Jorden,
ser Pengene paa den, han ser den ældste, der
sidder paa Højen med Hænderne foldede over
Maven, og med ét mindes han sin Drøm. „Ja",
tænker han, „Jord har jeg faaet nok af, men vil
Gud ogsaa forunde mig at nyde godt af den?
Aa! jeg har gjort mig selv ulykkelig; jeg kommer
for sent!"
Paköm ser efter Solen. Den har allerede naaet
Jorden og er i Færd med at gaa ned bag
Horisonten. Paköm samler de sidste Kræfter han har,
medens han lægger sig helt forover og næppe er i
Stand til at flytte Benene hurtigt nok for ikke at
falde. Endelig naaer han Højen; men lige som han
staar ved Foden af den, bliver det pludselig mørkt
rundt om ham. Han ser sig om: det var Solen,
der gik ned. „Aa!" stønnede han, „saa er al min
Møje spildt!" Han skulde lige til at stanse; men
Bashkirerne vedblev at skrige ned til ham, og i
det samme huskede han, at det blot nedenfra
forekom ham, at Solen var gaaet ned, medens man
endnu maatte kunne se den oppe fra Højen. Han
tog sig voldsomt sammen og løb alt hvad han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
