Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 54 —
som vented os: alt dette havde sat mig i en febersyg
tilstand, som fyldte mig med ny uro og stjal den dyre
søvn fra mig. Skjønt vi var blit enige om at enhver
af os bare skulde nøie sig med et visst maal vand,
fordi vi ikke havde meget af det, og det skulde holde
længe ud, og skjønt natten var kjølig, saa der ikke var
nogen rimelighed for at blive tørst, saa maatte jeg
alligevel alt nu bryde overenskomsten, — slig fortæredes
jeg af febertørst og indre hede, af træthed og urolig
spænding.
Den følgende dag blev ikke bedre. Svagheden og
feberfornemmelserne forlod mig ikke. Øinenes, næsens
og mundens fortørkede slimhinder sved og brændte, og
mine blodige fødder verked. Jeg var dødsens træt i
ordets egentligste forstand, og tvilte mere og mere paa
at mit foretagende vilde lykkes. Jeg holdt mig i hælene
paa Kolökomi, lod ham gang paa gang sige hvor langt
vi havde igjen til Afafi, den nærmeste lille oase, at vi
snart skulde holde middagshvil, og at veien saa vilde
blive bedre; og af disse hans svar søgte jeg at drage
lidt trøst og lidt opmuntring. Vi vandred atter i over
ti timer mod nordvest over den ujevne sandete
ørkenslette, og endda havde vi en hel dag for os, før vi kunde
naa elven Lolemmo, hvor Kolökomi ovenikjøbet ikke
var viss paa at det paa denne tid var vand at finde.
Den næste dag tog næsten aldeles modet fra mig,
og havde vi ikke holdt en fem timers hvil midt paa
dagen i en vidunderlig kjølig, velsignet berghule, havde
jeg vist neppe holdt marsjen ud. Men synet af fjeldene
ved Afafi vakte lidt nyt liv i mig. De syntes mig saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
