Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
min brændende Kjærlighed til dem, som man
vilde have, at jeg skulde udlevere og forraade.
Min Fader tråk Vejret dybt, og jeg stod
og ventede paa, hvad der vilde komme, medens
Taarerne randt ned ad mine Kinder.
At skildre, hvad jeg følte i dette Øjeblik,
vilde være meget vanskeligt. Jeg vidste , at
Raseriet kogte i ham, og at mit Legeme maaske
allerede i næste Sekund vilde sprælle under
hans stærke, forbitrede Haand, og dog følte jeg
slet ingen Frygt. Endogsaa i dette forferdelige
Øjeblik elskede jeg ham, men samtidig følte jeg,
at hvis han nu lagde sin Haand paa mig, saa
vilde han dræbe denne Kjærlighed, og mit
Hjærte vilde da fyldes af det samme Had som
det, der luede mig i Møde fra hans mørke Øjne.
Nej, jeg var ikke bange ! Min retfærdige Harme
var saa stærk, at jeg ønskede og haabede, at
Katastrofen vilde bryde løs over mit Hoved.
«Lad det kun ske,* tænkte jeg, «jo før jo heller 1«
Han sukkede igjen dybt. Det var et tungt,
langt og afbrudt Suk. Om det lykkedes ham
selv at bekæmpe sit Raseri, eller om det val
det uventede, som nu paafulgte, der lagde en
Dæmper derpaa, véd jeg endnu ikke den Dag i
Dag. Jeg véd kun, at jeg i dette Øjeblik hørte
Tiburtius’ dybe Røst gjennem det aabne Vindu.
»Oho!« sagde han højt. «Min stakkels
lille VenU
«Tiburtius er her!« for det igjennem mig,
men i dette Øjeblik gjorde det slet ingen Ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
