Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
glad, dråk man ét til, hoppede Hjærtet i Livet
paa en, og var man ikke vant til at drikke,
laa man under Bordet ved det tredje.
Herren var snedig, han vilde drikke Roman
fuld i sin Brændevin, men det var ikke saa let
en Sag, som han troede. Roman tog Bægeret
af Herrens Haand og tømte det, og dråk saa
et til og nok et til, men det havde kun til Følge,
at han strøg sig grinende hen over sit lange,
sorte Skjæg.
»Se til den Satans Knægt, hvor han kan
tylle Brændevin i sig,« sagde Herren forbitret,
»og saa blinker han ikke engang med Øjnene.
En anden vilde allerede for længst have grædt,
og han sidder, det Skarns Bæst, og griner oven
i Kjøbet.«
Herren var dreven, han vidste nok, at nåar
først et Menneske begynder at græde afßrænde
vinen, saa bliver hans Hoved saa tungt, at hans
Pisk sænker sig ned mod Bordpladen. Men
denne Gang var han kommen til den urette.
»Og hvorfor skulde jeg græde ?« svarede
Aoman ham. »Det vilde jo være dumt. Den
naadige Herre er kommen for at lykønske mig,
og saa skulde jeg give mig til at hyle som en
gammel Kælling. Nej, Gud være lovet, jeg har
ikke noget at græde for — det vil jeg overlade
til dem, som vil mig ilde.«
»Det vil altsaa sige,- sagde Herren, »at du
er fornøjet.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
