Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - (Forord)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sandhav, hvor kun hist og her en Hvirvelvind reiser en
støiende Forvirring, hvis Aarsag er vanskelig at forklare og
hvis Grund er vanskelig at finde retfærdig, saaledes som
P. A. Heibergs Forvisning. Paa den anden Side kommer
saa det Nye saa pludseligt og har idetmindste i den
almindelige Antagelse saa bestemt sine Hjemmelsmænd andetsteds,
at man ogsaa her har Ondt ved at ansee det for et
Resultat af det danske Folks eget Arbeide. Da Ørsted første
Gang traadte frem, skete det ikke i hans eget men i Kants
Navn, og i hele den nærmest paafølgende Tid, der
omfatter hans egenlig litteraire Virksomhed, staaer han i et
saa bestemt Forhold til denne, senere til Fichte og atter
senere til Schelling, at der findes Afhandlinger af ham, der
snarere synes at henhøre til den tydske end til den danske
Litteratur, skjønt de ere skrevne paa godt, bredt Dansk og
for danske Læsere. Mynster fortæller selv, hvorledes det
var Læsningen af et Skrift af Jakobi, der fremkaldte det
egenlig afgjørende Vendepunkt i hele hans Bevidsthedsliv,
og Martensen har i en udmærket skjøn lille Afhandling:
„Til Minde om J. P. Mynster“ charakteriseret ham
upaatvivlelig fuldkommen træffende netop ved at stille ham
sammen med Jakobi. Endelig veed Enhver, at Øhlenschlæger
havde skrevet mange slette Digte, men ingen udmærkede, da
han pludselig, efter en Nats Samtale med den tydske
Naturphilosoph Steffens, traadte fuldfærdig, ligesom fortryllet,
frem i den danske Litteratur og gav den med aaben Haand
og lukkede Øine det Bedste, den eier.
Men forholder dette sig nu saaledes, saa seer det jo
unegtelig ud, som om Tidsskiftets Charakter ingenlunde laa
deri, at det Nye var det Gamles Arbeide, samlet til levende
Heelhed og Eenhed, men snarere deri, at det Nye blev
blæst herhid af et Tilfælde og sandt Plads, fordi her var
tomt. Man fristes til at benegte enhver Sammenhæng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
