Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
fredsstillelse, altsaa den største Lyksalighed blev mulig, idet
den dog erkjendte at Drifterne ere forskjellige, og at den
fuldkomne Dyd kun kommer frem ved de ædleste Drifters
Tilfredsstillelse. Imidlertid betegner dette Arbeide dog en
Overgang i Kulturlivet, hvorved Loven, Buddet, Reglen for
Menneslenes Handlinger, flytter sra det Ydre til det Indre,
forvandles fra en udvortes tyrannisk Magt tll en indvortes
friere Judflydelse, og der behøvedes kun eet Slridt til for
at Samvittighedsforholdet skulde vaagne, nemlig at Dyden
selv behandles som en Drtft l den menneskelige Natur, s om
et Medfør af Menneskets eget Væsen, som en Fordring af
hans Ideal. Nu er der ganske vist en lang Vei fra denne
Form af Samvittigheden, hvor Mennesket i dens
Paamindelser kun hører sit eget, individuelle Ideals Tilskyndelser,
til den høieste Form af Samvittigheden, hvor alle Mennesker
i dens Stemme høre den samme Røst, Guds Røst, men
denne Form er dog alligevel forsaavidt Sandheden, som
den er Samvittighedens Grnndform, det yderste Omrids af
dens Skikkelse, der aldrig forsvinder, saalænge selve
Samvittigheden lever.
Paa dette Standpunkt staaer Øhlenschlæger. Hele hans
Psychologi ligger indesluttet deri, at han veed, at ethvert
Menneske har et Ideal i sig, som har Magt over ham,
som bestandig drager ham tned Glæde til sig, naar han
følger, men ogsaa strax med Uvillie støder ham fra sig,
naar han svigter, og hele hans psychologlske Skildring
indskrænkes dertil, at han fremstiller Forholdet mellem
Charalterens Ideal og dens Virkelighed, denne iudre Brydning
i et Menneske, hvorved han selv maaler sin egen Stigen
eller Synken og derefter dømmer sig, om just ikke ond eller
god, saa dog til Qval eller Glæde. Det viser sig ved f. Ex.
at sammenligne Hakon Jarl og Macbeth. Da Macbeth
har myrdet Duncan, udbryder han: »Macbeth har myrdet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
