- Project Runeberg -  Om Forholdet mellem det Gamle og det Nye ved Øhlenschlægers Fremtræden i den danske Litteratur /
171

(1867) [MARC] Author: Clemens Petersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

171
eller Sorgen over at synke under det. Erik Plougpeuning
er en af Øhlenfchlægers klareste og skjønneste Skildringer,
tnen hele den Sjælshevægelse, hvorigjennem denne Skikkelse
bliver En klar og bliver En kjær, er netop en
Tilbagevendelfe fra en feil Retning, Livet har ført ham ind paa,
en Flugt tilbage til hans Ideal. Han er blevet forligt med
Abel og drager ind for at gjæfte ham i Slesvig. Da han
nu kommer i sin Fødeegn, vaagner Erindringen i ham om
hans Barndom med dens Varsler, dens Løfter, dens
Fingerpeg og dens Pligter. Men imellem hine Dage og Nu
finder han kun Had og Tvift, Blodsudgydelse og
Fordærvelfe, ødelagte Landftrækninger, hærgede og nedbrændte
Byer; Varslerne ere vendte til det Onde, Løfterne ebrudte,
Fingerpegeue ladte uændsede, Pligterne svegne, og saa stærkt
gribes han af dette Frafald fra sin Barndom , fra sig selv,
fra sit Ideal, at han beslutter at nedlægge sin Krone og
skjænke Abel den. Skildringen er ofte overordenlig skjøn,
faaledes f. Ex. Regners Melding til Abel om Eriks Konune.
To Pilegrime staae i Borgegaarden,
Vtd Gravtapellets lave Billeddør.
De lode til at være Fremmede.
Borgfogdeu maatte bringe dem i Kirlen;
Den Ene var især opmærkfom der,
Dog er det sikkert ingen Speider, Herret
Det lader til, Borgfogdeu kjender ham;
Han har et aabent, ærligt, venligt Ansigt.
Og Vindebroen, Fæstningsgravens Dyb,
Borgmuren lagde han ei Mærke til;
Han ftirred til vort Blytag, glcedte sig
Ved Dragehov’derne paa Tagets Render,
Veirhanen over Borgens store Skorfteen,
Det gamle Helgenbilled over Porten»
Qg Gaardens bruftne Ftifer. Dybt i Tanter
Hau grov i Fliseristerne med Stoklen,
Qg luged Græsset op; jeg troer han græd.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:45:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gamleognye/0171.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free