Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Oplevelser i Nordtibet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 SVEN HEDIN
ikke er saa gode i Bjergegne. Hundene Jolldasch og Malenki meldte
sig som frivillige.
Nogen Fornøjelse var det egentlig ikke, saaledes midt om Vinteren
at drage op i Højlandet, men de geografiske Problemer jeg havde
foresat mig at løse, maatte ikke forsømmes. Efter mange anstren-
gende Ridt over øde Bjergskrænter naaede vi heldig Søbredden, hvor
vi ved at grave halvanden Meter ned fandt brugeligt Drikkevand.
Medens vi her lod Hestene hvile ud en Dag, fik Tscherdon og Tog-
dasin Lov at tage paa Jagt. De kom ikke hjem til Natten, og først
den næste Dag indfandt de sig, hvorefter Tscherdon meddelte føl-
gende. Under Forfølgelsen af en Flok Bjergfaar var de redet opad
Bjergene, men da Stigningen blev for stærk, havde de ladet Hestene
blive tilbage og var klatret videre over nedstyrtede Klippeblokke.
Faarene havde stadig lokket dem op i højere Egne, men paa een
Gang var Togdasin faldet sammen og havde klaget over frygtelige
Smerter i Hjertet og Hovedet. Tscherdon hentede Heslene, men da
den syge ikke en Gang kunde holde sig i Sadlen, maatte de til-
bringe Natten, hvor de var. ’Fogdasin bad sin Kammerat om at
forlade ham; han skulde jo dog dø, og det var ganske ligegyldigt,
hvor det skete. I Løbet af Natten rystede Tscherdon Togdasin fra
Tid til anden, for at han ikke skulde fryse ihjel. Ved Da sens
Frembrud brød, de op og havde brugt mange Timer for at slæbe
sig ned til Lejren. Togdasins Tilstand var meget sørgelig, han var
ganske fortumlet. Ganske ligesom Aldat havde jeg fundet ham her-
oppe i Bjergene, og nu syntes hans Liv at være det næste, som
Bjergenes Aander vilde fordre som Offer. Men saa galt gik det dog
ikke. Vi slæbte ham med os under hele Turen og sørgede for
ham efter bedste Evne. Derefter blev han plejet i Hovedkvarteret,
men hans Sygdom var overordentlig haardnakket. Det lykkedes os
at bringe ham levende ned paa Sletten, hvor han kom sig i den
lille By Tscharlik. Men for Resten af sin Levetid blev han en
Krøbling. Ligesom hos Aldat var ogsaa hans Fødder blevne sorte,
og han mistede dem saa at sige Stykke for Stykke — først Tæerne,
derpaa Fodens Muskler, saa at kun Knoglerne blev tilbage. Han
kunde ikke mere gaa, men han var dog hele Tiden i godt Humør
og klagede intet Øjeblik. Jeg forærede ham en Hest, Klæder og
en Pengesum, og han var idel Taknemmelighed. Stakkels Togdasin,
mon han endnu lever?
Imidlertid blev Baaden gjort i Stand tidlig om Morgenen den
18. November, og Tokta Ahun roede mig over den spejlblanke Sø’s
salte Dyb. Denne Gang var vi forsigtige; foruden Sejl, Aarer, Kork-
puder, Lodliner og andre Instrumenter, medtog vi Proviant for to
Dage, en Pose med Isstykker, samt Pelse og Filttæpper. Den lille.
Jolle var saa fyldt, at man knap kunde røre sig.
Vejret var herligt. Den østlige Del af Søen var bedækket med
tynde Isflager, der gav saa stærke Solreflekser, at vi maatte tage
vore Solbriller paa. Flagerne gyngede og knagede blot ved den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
